0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Adam Price: Madanmeldelser er ikke et forsigtigpeterfag

Adam Price takker af efter 19 år som Politikens madanmelder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Slutning. Efter 19 år som mundskænk for politikens læsere, er det nu blevet Adam Prices egen tur til at blive anmeldt. Til december åbner han og broderen, James Price, deres egen restaurant.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke få menukort, Adam Price har stjålet i tidens løb. Specielt i hans første år som madanmelder voksede samlingen. Dengang var der ikke noget internet til at hjælpe hukommelsen på gled.
Ingen blok

Og allerede på hans første opgave gjorde ledsageren ham opmærksom på, at man aldrig sidder med blokken fremme, når man skal anmelde. Heller ikke selv om man er nervøs for, om man efterfølgende kan huske otte retter og årstal på de vine, man fik til.

Blokken afslører ens ærinde. Med det samme. Medspiseren var kritiker og forfatter Ebbe Mørk, en af ophavsmændene til Politikens faste madspalte Kokkehuerne. Han blev Adam Prices mentor.
En cirkelslutning

»Ebbe var the grand old man. Han var en hård læremester, men han havde ret. Og jeg lærte mig med tiden nogle teknikker til at memorere en menu helt præcist. Det var jeg simpelthen nødt til«, siger Adam Price.
LÆS OGSÅ


'Teknikken' indebar blandt andet at hugge kortet med hjem. Ebbe Mørk ledsagede Adam Price til hans første anmeldermiddag, og han var også inviteret med på Adam Prices sidste opgave på Søllerød Kro. Som en gestus til mentoren og for at slutte anmelderårenes cirkel.
Den værdifulde medspiser

I Adam Prices 19 år på posten har den anonyme, men i anmeldelser obligatoriske karakter 'medspiseren' altid været en værdifuld samtalepartner, når måltidets kvalitet skulle bedømmes.

Når han skal aflevere sin anmeldelse til redaktøren, ringer han næsten altid til medspiseren, læser den højt og hører, om beskrivelsen er dækkende. Igennem årene er det blevet til en del medspisere, men Adam Price har primært holdt sig til en håndfuld af madinteresserede venner og bekendte. Selv om også kærester har haft æren.

»Det er jo ret sjovt at være med til. Man skiller måltidet totalt ad! Men man får ikke snakket om andre vigtige ting den aften, for man skal have et øje på hver finger. Var det et stykke ræddike? Lå det i en vinaigrette«, fortæller Adam Price, der ikke mener, at det kræver de helt store kulinariske forudsætninger at spise med en anmelder.

Det er lige så vigtigt, at det er en person, der afspejler en almindelig kundeoplevelse.

Smagen af våd hund
Og oplevelser har der været nok af. Fra det sublime til det elendige. Adam Price har prøvet det hele under de mange hundrede restaurantbesøg, han har aflagt gennem årene.

Flere gange har han oplevet at få serveret fordærvet mad. For eksempel en gæret frugtcoulis serveret som tilbehør til en dessert på en fortovsrestaurant på Gråbrødretorv engang i 1990'erne. Den perlede på tungen. Og det skulle den ikke. Et andet sted fik han engang et forsøg på bechamelsauce, der både smagte og lugtede af våd hund.

»Det giver med det samme bundkarakter, det er klart«, siger Adam Price.
Retfærdige domme

Maden har dog ikke behøvet ligefrem at være sundhedsskadelig for at få bundkarakter. I en tidlig anmeldelse fra første halvdel af 1990'erne tilfaldt den tvivlsomme ære restauranten Storkereden.
LÆS OGSÅ


»Det var dybest set et motorvejscafeteria, der serverede hummer og boeuf bearnaise til usandsynligt lave priser. Det var underjordisk på alle måder. Jeg fik en halv hummer, der havde konsistens, som hvis du trykkoger et stykke viskelæder i 10-15 minutter. Så fik jeg en bøf, der sandsynligvis var kørt gennem en perforeringsmaskine, der mørner kød, der ikke kan mørnes. Det var til at trække fra hinanden, fordi alle fibre var blevet skåret over«.

I sådanne tilfælde er dommen faldet. Retfærdigt, mener Adam Price, men alligevel er nogle restauratører blevet decideret rasende gennem årene.

Fransk bistro lover tyrkiske bank
»Jeg har især oplevet vrede fra etniske restauranter, hvor selve anmeldergerningen ikke er en kulturform, de kender til fra dagspressen. De opfatter det som et personligt angreb på deres levebrød, og det kan give noget begrebsforvirring og pludselig være vældig ubehageligt«.

I en reklame i lokalbladet i Virum havde en fransk familierestaurant I slutningen af 1990'erne givet sig selv fem kokkehuer. Adam Price blev sendt op for at se, om stedet var fem huer værdigt.

»Det var det selvfølgelig ikke. Og det var ikke en fransk familierestaurant. Det var en tyrkisk familie, som var kommet hertil for ikke så frygtelig lang tid siden. De havde købt en gammel pub, hvor de drev et meget jævnt, grænsende til halvskidt, steakhouse. Med halvfabrikata og underligt frossent kød af ukendt oprindelse. Det var skrækkeligt«, siger Adam Price, der husker, at han i sin anmeldelse nærmede sig det perfide.

»Jeg kan huske, at jeg fik en såkaldt plankbøf og skrev, at der var blevet opført en Berlinmur i kartoffelmos for at holde bearnaisemængderne tilbage. De fik én hue. Efter anmeldelsen blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville komme op at snakke med ejeren og hans fætre. Det valgte jeg at afholde mig fra«.
Bedre mad i København

Generelt har der dog været lejlighed til at uddele flere top- end bundkarakterer.

»Man spiser bedre i København i dag, end man har gjort nogensinde før. Det har været meget fascinerende at følge den udvikling. Der er blevet renset ud i det niveau, der naturligt ville få en 1'er tidligere«, siger Adam Price.

Smagen af skaberglæde
Nogle retter står tilbage i hans hukommelse som exceptionelle. Blandt andet på Danmarks eneste restaurant med to michelinstjerner, Noma.

»Det er næsten banalt at sige. For Noma er verdens bedste restaurant, og alle vender næsen mod Noma. Men stedet er altid præcist, og der er altid en klar vilje bag. Jeg har haft nogle oplevelser der, hvor jeg tænkte: Det her er smagen af noget nyt. Smagen af skaberglæde«.

LÆS OGSÅ

Adam Prices øjne lyser begejstret, næsten manisk. Han fremhæver fra Noma oksetatar, der skal spises med fingrene. Garneret med skovsyre, knust enebær og en emulsion af estragon. Eller moskusokse med rødbeder og røget marv i små knapper. Retter, der overbeviste ham med deres lethed og rene udtryk.

Fra Kong Hans husker han en rå kammusling, der blev let tilberedt i mødet med en cremet skoldhed jordskokkesuppe, der blev hældt over ved serveringen. Koncentreret smag og præcist, klassisk håndværk.

»Det var ikke så let og forfinet som Noma og Geranium, som sætter standarden nu. Men det ligger mit hjerte mindst lige så nær, måske næsten nærmere, i forhold til hvor jeg kommer fra, og hvad min far lavede. Min bror og jeg er jo primært opdraget med fransk og italiensk gastronomi«.
Topkarakter kræver fortælling

Ifølge Adam Price skal der noget andet til for at få topkarakter i dag, i forhold til dengang han begyndte som anmelder.

»Dengang fik en restaurant som Alsace fem huer: et fransk egnskøkken, hvor man kunne få choucroute med svineskank og pølser. Glimrende afviklet. Men det var, hvad det var. I dag skal der en stærkere fortælling til. Hvor smag, konsistens, komposition og oplevelse giver en større oplevelse end det, der ligger på tallerkenen. Rene Redzepi er en af vor tids store fortællere. Han ser et dyr på marken og tænker: Det dyr kan vi spise, men hvad spiser dyret netop på denne årstid? Det spiser noget græs med noget kløver. Udmærket! Så laver han en ret med noget af dyret sammen med noget af det, dyret producerer, dets mælk. Tilberedt med noget af det, dyret spiser, græsset. Det vil sige, at han med retten tegner en cirkel rundt om netop dét dyr på netop dén mark på netop dét tidspunkt. Det er ret stærkt«.

Perfiditetens fristelse
Adam Price har flere gange oplevet fristelsen til at latterliggøre en restaurant blot for at underholde læseren. Men han har forsøgt at dæmpe impulsen.

Samtidig har han tilstræbt en engageret indgang til madoplevelsen, der ikke bare bygger på anmelderens personlige præferencer. Hvis en anmelder ikke bryder sig om kinesisk mad, er det en dårlig idé at anmelde en kinesisk restaurant, mener Price.

LISTE

»Jeg har prøvet altid at møde op med begejstring. For hvis du anmelder med kærlighed til stoffet, bliver dine anmeldelser så meget desto bedre og mere brugbare for den, du anmelder - og for læserne. Det bliver ikke bare en underlig idiosynkrasi, som anmelderen udøver for sin egen fornøjelse og 100 dedicated fans' skyld«, siger Adam Price, der tror, at hans egne, private oplevelser med at blive anmeldt har begrænset trangen til at »være ond på den sjove måde«.

Ikke et forsigtigperfag
»Når jeg har skrevet teater, har jeg kunnet mærke på pengepungen, om det også blev godt anmeldt. Det betød jo, om der blev solgt billetter eller ej. Det var en meget håndgribelig måde at stifte bekendtskab med anmeldelsernes konsekvens«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere