Hvis man skal tro advokaten Marc Dreiers egne udsagn i dokumentarfilmen ’Unraveled’, ved han ikke rigtig, hvad der drev ham til at begå økonomisk kriminalitet for sådan cirka 750 millioner dollar.
Ganske vist erklærede han sig skyldig i bedrageri under retssagen mod ham i 2009 og har allerede afsonet en del af fængselsdommen på 20 år.
Men i tiden op til domsafsigelsen vekslede han så meget mellem at udtrykke anger, selvmedlidenhed og benægtelse af bedrageriets alvor, at han virkede forvirret og uafklaret og langt hen ad vejen som et muligt studieobjekt for eventuelle psykologer med selvbedrag og løgn som interessefelt.
Et ønskeobjekt for en instruktør af dokumentarfilm har Marc Dreier givet været med sin villighed til at lade sig filme i den periode, hvor han havde erklæret sig skyldig og ventede på dommen.
Statussymboler i millionærklassen
Den amerikanske dokumentarist Marc H. Simon fik muligheden for at følge Dreier tæt, fordybe sig i bedragerens fascinerende historie og få ham til selv at fortælle mere om, hvordan en tilsyneladende normal, juridisk uddannet præmiefyr fra middelklassen pludselig rodede sig ud i løgn efter løgn.
Og det i et omfang så han var rendt med det uofficielle mesterskab i økonomisk kriminalitet i USA i 2009, hvis ikke finanssvindleren Bernie Madoff havde taget dén grimme pris.
'Unraveled: Manden der stjal 750 millioner dollars’ foregår især i Marc Dreiers penthouselejlighed på den mondæne del af det øvre Manhattan, hvor såvel stuen som den enorme terrasse og andre rum i 2009 virkede tomme nok til at illustrere bedragerens udtrykte følelse af ensomhed.
I årevis havde han yacht, champagne, kunstsamling og andre materielle statussymboler i millionærklassen. Dreier var både ægtemand og far, men som indklippede arkivbilleder viser, hindrede det ikke et på alle måder festpumpet glamourøst liv for en af de kendtes og de velhavendes advokater.
Alt, han rørte ved, havde et formål, er han selv inde på i portrætfilmen, hvor instruktøren fornemt undlader at gøre ham unødvendigt sympatisk:
»Jeg stjal ikke penge for at købe ting. Jeg købte ting, så jeg kunne stjæle penge«, siger han på et tidspunkt, hvor han måske, måske ikke nærmer sig en sandhed om sine tyverier af mange forskellige naivt tillidsfulde investorers formuer.
Lystløgner eller skuespiller?
Da Marc Dreier først var i gang med at stjæle, kunne han ikke holde op igen. Hovmodet og grådigheden inddrog også bidrag til velgørenhedsorganisationer, som han indrømmer udelukkende at have beskæftiget sig med for at få noget ud af det selv.
Det lidt sære ved Marc H. Simons film er, at selv om instruktøren synes at have tilbragt megen tid med sin hovedperson i en længere periode, opklares det ikke, om Marc Dreier virkelig er en selvbedragerisk lystløgner.
Eller om han bare er en virkelig dygtig skuespiller, der i tiden lige inden domsafsigelsen holdt af at tale om, at det var synd for hans mor og hans børn, og at hans hund var hans eneste tilbageværende, trofaste ven.
Lægge ansigtet i sørgelige folder og tale med tristesse i stemmen formåede han i hvert fald, da han havde erklæret sig skyldig og sad iført fodlænke i lejligheden blandt rigtig mange beige lædersofaer.
Interessant blik på krisen
I en scene fortæller han, hvordan han føler sig isoleret fra omverdenen, må forsørges af sin mor, søster og søn og ikke engang rigtig længere kan se relevansen i at læse avisnyheder.
Konen er skredet for længe siden, millionerne var finansboblebluf, men som filmen illustrerer frem for at sige, levede Marc Dreier altså indtil domsafsigelsen på en standard, de færreste nogensinde kommer i nærheden af, hvilket giver hans klynkeri en noget absurd klang.
Hovmod blev ikke umiddelbart til armod, men bestemt til mismod for Marc Dreier, og det er svært ikke at lade sig fascinere af at se et menneske miste så meget, der aldrig på noget tidspunkt var hans. I grunden et interessant blik på den finanskrise.
fortsæt med at læse
