Medierne flyder over med historier om dyr. Hvad enten det drejer sig om efterladte isbjørneunger, synske blæksprutter eller bortførte hunde, er læserne vilde dem. Og det er der en god grund til.
Når medierne vælger at gå i selvsving over dyrehistorier, skyldes det ifølge professor i journalistik på RUC Jørgen Poulsen, at læserne elsker dyr. Hvis de altså kan leve op til visse krav.
Pels er populært
Et af kravene er nuttethed, og her har dyr med pels et forspring.
»Dyr med pels er interessante, det er ikke så godt med krybdyr«, forklarer Jørgen Poulsen og beretter om en læserundersøgelse, han har foretaget.
Berlin Zoo mindes isbjørnen KnutUndersøgelsen viste, at billeder af dyr med pels kan trække en læser ind i næsten hvilken som helst tekst.
Det stemmer godt overens med undersøgelser på området, som viser, at dyrehistorier på diverse netaviser trækker de største læsertal.
Men dyr uden pels kan også godt komme i medierne. For eksempel var blæksprutten Paul meget omtalt under VM 2010, fordi den kunne forudse kampenes resultater.
»Man kan ikke gøre et tilfældigt dyr i zoo til en stjerne. Der skal være et eller andet særligt ved det. Dyret skal have gjort et eller andet lidt exceptionelt«, lyder det fra Jørgen Poulsen som bud på et kriterium - ud over pels - der kan gøre et tilfældigt dyr til en mediedarling.
15 minutters berømmelse
Der skal dermed være en nyhedsværdi i historien, som for eksempel at dyret er nødlidende eller har præsteret noget særligt, før det kan blive en berømthed. For en kort bemærkning, vel at mærke. Berømmelsen kan nemlig forsvinde lige så hurtigt, som den kom. Det sker, når medierne finder et nyt dyr at kaste sig over.
»Jeg tror egentlig, at både journalister og publikum hurtigt bliver trætte af det«, lyder Jørgen Poulsens forklaring på dyrenes begrænsede holdbarhed i medierne.
En anden forklaring kan ifølge Jørgen Poulsen være, at journalister er flokdyr. Hvis først et par medier kører historien, tør resten af medierne ikke andet end at følge trop.
[citat 1]
Ligegyldig underholdning
Ifølge Jørgen Poulsen fungerer disse historier først og fremmest som underholdning, hvilket måske kan forklare deres store popularitet.
»De er dybest set inderligt ligegyldige. Det er sådan noget fyld, noget afslapning, man propper ind i medierne. Tidligere lå den slags til sidst i en tv-nyhedsudsendelse«, lyder det.
