Tillykke! Er du kommet dig?«, udbryder to begejstrede kolleger samtidig, da vi møder dem på en af gangene på Det Humanistiske Fakultet på Amager.
Den nyslåede ph.d. når kun at sige »tak«, før en af hans bekendte kommer i tanke om, hvad der skete på Københavns Universitet i fredags, da Jonatan Leer var færdig med at forsvare sin afhandling om maskulinitet i tv-køkkenet.
Mens det meget pænt besøgte auditorium tømtes for tilhørere, henvendte en udsendt fra Amalienborgmuseet sig til Jonatan Leer og forespurgte om muligheden for at få et eksemplar af afhandlingen.
Jonatan Leer har beskæftiget sig med noget så relativt sjældent i akademiske kredse som mandlige tv-kokke og har konkret analyseret de tre første sæsoner af brødrene Prices madprogram, ’Spice med Price’.
For nylig rykkede Adam og James Price madlavningen til regentparrets franske slot, Chateau de Cayx, hvor de gik i køkkenet med prins Henrik. Og nogen med forbindelse til kongehuset har altså opsnappet, at Jonatan Leer som den første i verden har beskæftiget sig akademisk med Price-brødrene. Hvorfor Leer kan kalde sig en slags kgl. hofleverandør i afhandling.
Tabermanden har taget køkkenkniven i den anden håndVi ler lidt, hilser af og går videre mod den ene af fakultetets to spisesteder. Det Humanistiske Fakultets studerende og ansatte kan vælge mellem et mere folkeligt spisested med buffet og en mindre café, der har et mere eksklusivt omdømme. I dagens anledning tager vi gourmetvarianten, der dog viser sig at have et yderst beskedent udvalg af retter.
Mens han fortæller, at to af hans store interesser i barndommen i Aabenraa var blæseinstrumenter og madlavning, beslutter Jonatan Leer sig for en tallerken med to stykker dansk smørrebrød.
Jeg har taget en skål salat – desværre bestående af en dåse artiskokker og nogle peanuts – og fortryder, da jeg ser hans rugbrød.
»De har noget virkelig godt rugbrød her!«, siger han.
Så du mange madprogrammer som barn?
»Ja, i 90’erne var jeg fascineret af madprogrammer og kogebøger. Med tiden begyndte jeg at få et kritisk blik på det og fik interesse for den kønning, der er i programmerne. Traditionelt har der været tydelige koder for, hvordan mænd og kvinder optræder i køkkenet. De koder har været ved at blive blødt lidt op. Men min afhandling konkluderer, at de alligevel ikke helt blødes op«.
Oliver vs. Ramsay
Jonatan Leers afhandling bygger på fire års teoretisk og empirisk forskning i maskulinitet – specifikt set gennem tv-kokkenes udtryk for og udvikling af maskulinitet.
I gamle dage var der typisk to slags mandlige tv-kokke, fortæller Jonatan Leer, mens han får bekræftet, at der er godt med æg og ikke for rigeligt med smør på brødet. Den ene type havde uniform på, var en del af den franske madtradition og koncentrerede sig om det strengt faglige. Den anden var lige så glad for det franske køkken, men var levemand, livsnyder og performer, som eksempelvis brødrene Prices far, John, var det.
Jamie Oliver vil redde verden fra fast foodI 1999 kom Jamie Oliver med programmet ’The Naked Chef’, hvor han præsenterede en helt anden måde at være maskulin tv-kok på, siger Jonatan Leer:
»Han havde laddish-look, kørte på en italiensk Vespa og lignede i det hele taget mange af stilikonerne fra dengang. Jamie var ung, smart og lavede italiensk mad, man lige kan smide på bordet uden alle de distinktive markører som de rigtige glas, der var dyrket i det franske køkken. Han kunne også bruge madlavning til at omfavne de blødere sider som at tage sig af børn og være en god kæreste. Man kan sige, at mad laver mænd. For Jamie Olivers vedkommende bruger han maden til at udfylde meget forskellige roller«.
Oliver var også nybrydende ved at lave mad i sit hjem og inddrage sin egen historie i madprogrammets fortælling. Inspireret deraf har Jonatan Leer undersøgt, hvordan Gordon Ramsays, Cyril Lignacs og brødrene Prices maskuliniteter udfoldes i henholdsvis et professionelt køkken, på farten i hjemlandet, Frankrig, og i et sommerhus.
Gastronomisk eskapisme
Gordon Ramsay er i programmet ’The F Word’ patriarken, der styrer både i køkkenet og hjemme. Cyril Lignac er den moderne franskmand, som undersøger den præmoderne maskulinitet blandt mænd i sit hjemlands afkroge.
Og brødrene Price?
»De er eskapister, der flygter fra den sociale scene, fra alle kvinder, hen til et sommerhus, hvor de leger med nostalgien, familiekrøniken og en masse upraktiske maskiner, som maskuliniserer maden. De gør i det hele taget alt det, man ikke må og gør det på en lidt ironisk måde. Og de er nødt til at isolere sig fra det moderne i for eksempel et sommerhus for at kunne lege med nostalgien. For eksempel har de den hemmelige dør, de kan åbne, så de pludselig træder tilbage i en radioavis eller i et tv-køkken fra fortiden. Det er aldrig set før. Når de gør det, refererer de både til den særlige familiehistorie, de har, og til vores kollektive historie med mænd i tv-køkkenet«, siger Leer, der selv har opfundet betegnelsen ’madskulinitet’ for sit forskningsområde.
Brdr. Prices køkken oser af kærlighedOg i øvrigt ser frem til at udforske sammenhængen mellem mad og mænd i virkeligheden uden for tv-køkkenerne:
»Tv-køkkenets kokke er blot repræsentanter og idealer. Det næste må blive at undersøge, hvordan maskuliniteten er i virkeligheden. For eksempel om husarbejdet er blevet mere demokratiseret kønnene imellem? Eller om mænd går i køkkenet, fordi madlavning har fået mere prestige?«.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)




























