Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krasnik. Højrøstede samtaler som i køkkenet til festen sent om natten passer Deadline-værten fint.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Krasnik. Højrøstede samtaler som i køkkenet til festen sent om natten passer Deadline-værten fint.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt: Fritidsjøde og fuldtidstvivler

Martin Krasnik sætter den offentlige debat højt. Men han keder sig også nemt og synes, at det er sjovt, hvis folk kommer op at toppes.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I de seneste dage har man ikke behøvet at følge særlig godt med for at få en fornemmelse af, at nu var den igen gal med Martin Krasnik.

Gik den 43-årige Deadline-vært ikke over stregen med sin kontante spørgestil, da han interviewede den venstreorienterede norske læge og aktivist Mads Gilbert om Israel-Palæstina-konflikten? Blev revolverformen så tilpas ubehagelig at se på, at den gav bagslag rent journalistisk? Og så videre.

Det er han blevet skudt i skoene før.

Det nye er, at Martin Krasnik bliver beskyldt for at være ekstra hård i filten over for sin norske interviewgæst på grund af sine egne personlige holdninger og sin jødiske baggrund. Det har han afvist som »en helt absurd kritik«:

»Jeg har lavet en lang række interviews med politikere og akademikere såvel som aktivister med stærke proisraelske holdninger, som jeg har været ligeså kritisk over for«, sagde Krasnik forleden til den norske avis Morgenbladet.

Martin Krasnik er vokset op i en ikketroende jødisk familie præget af et klassisk kønsrollemønster, hvor holocausttraumet fra bedsteforældrenes generation lå og lurede, og hvor der var forventninger om, at han skulle tage sig en akademisk uddannelse.

Som barn kom han på den jødiske privatskole Carolineskolen i Hellerup, hvor hans lærer var en ilter rødskægget mand ved navn Max Knöpfelmacher. Krasnik blev sendt uden for døren allerede i børnehaveklassen, fortalte han til Ud & Se, da han var på forsiden af bladet i juli 2013.

Læspende og med bøjle og rødt hår og kæmpestore briller var han ikke en af de populære drenge og heller ingen mønsterelev. Han gad ikke læse lektier; han var for urolig og rastløs, og det fulgte ham videre gennem uddannelsessystemet.

Som 13-årig fandt han ud af, at det var journalist, han ville være, men det lå i kortene, at en mellemlang uddannelse ikke var godt nok til den førstefødte. Så blev det ad omveje statskundskab.

På universitetet formåede han ifølge sig selv aldrig nogensinde at læse en eneste bog til ende, og i sin pudsigt private/åbenhjertige interviewbog ’Min amerikanske drøm’ (som sådan set er hans interviews med amerikanske stjerner, han har mødt) beskriver han sit institut som »domineret af selvfede unge mænd i sorte cowboybukser, der kunne Jürgen Habermas udenad«, hvilket han fandt næsten lige så irriterende, som at »det var dem, der scorede de lækreste piger«.

Livet giver mening

I 1994 blev han ulønnet praktikant på Weekendavisen, og året efter sendte avisen ham af sted til Israel som korrespondent. Det var nogle måneder, inden Israels premierminister blev skudt af en jødisk fundamentalist. Der var meget at skrive om, og livet begyndte at give mening for Krasnik. Som han sagde i Ud & Se:

»Fra at være en del af en lillebitte familie, hvor ingenting blev sagt, og et jødisk samfund i København, hvor man gik og dukkede nakken, for tænk hvis nogen lægger mærke til én, kommer man ned til et sindssygt, højtråbende, aggressivt samfund, hvor alt bliver sagt hele tiden. Jeg elskede det simpelthen«.

Netop som det kørte for den næsten 24-årige Krasnik, fik han konstateret kræft i håndledet. På Gentofte Amtssygehus forbereder de ham på, at han skal have amputeret armen.

I sin interviewbog bruger han en del plads på at beskrive oplevelsen af at blive diagnosticeret med en livstruende sygdom. Angsten for at dø og depressionerne. Psykoterapien. Han klarer den.

I 2003 skiftede Krasnik for en stund Weekendavisen ud med værtsrollen på DR 2’s Deadline. Han udviklede sig til en af de virkelig gode værter, som er stærkt identitetsskabende for deres programmer. Han får afløb for en ekshibitionisme, en higen efter opmærksomhed, som han siger, har præget ham siden skoletiden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»At blive tv-journalist var den mest geniale hævn over min barndom, og jeg har altid lyttet med forundring til kolleger, der siger, at de ikke har brudt sig om den offentlige opmærksomhed. Hyklere!«, skriver han i sin bog.

»Det er jo opmærksomhed, det drejer sig om: polemik, debat, offentlige skænderier – opmærksomhed! Jo mere, desto bedre. Hellere sige for meget end for lidt. Hellere sige noget og tage fejl end holde kæft og have ret«.

Rav i den

Martin Krasnik har sideløbende deltaget i den offentlige debat. Han var meget optaget af Muhammedtegningerne og af islamisme, som han lavede en dokumentarudsendelse om i 2005.

Han er ikketroende, men da Politiken i agurketiden for to år siden piskede en debat op om omskæring af drenge, sprang han ud som stærk fortaler for indgrebet.

Og så er vi fremme i marts 2013. Her kom han tilbage til Deadline efter nogle års fravær. Det var den samme Krasnik, men stilen var anderledes. Han kom for at lave rav i den.

Først var der hans famøst konfrontatoriske interview med Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, som Dansk Folkepartis Søren Krarup siden kaldte »mordforsøg for åben skærm«.

Senere grillede han daværende justitsminister Morten Bødskov i 30 minutter om den nye offentlighedslov. Nogle opgjorde, at han 28 gange spurgte Bødskov, hvilke konkrete eksempler han havde på, at den hidtidige offentlighedslov havde skadet regeringens arbejde.

Senere på året forklarede Krasnik, hvad der var sket: »Den politiske debat, især på tv, er blevet røvkedelig, for at sige det, som det er. Den er fersk, kedsommelig og ulidenskabelig«.

Han mener, at han som journalist bør prøve at skabe »en god og også gerne følelsesladet samtale, som handler om politik«, og hvis den er god, »kommer samtalen tæt på den højrøstede og intense politiske diskussion ude i køkkenet til festen sent på natten«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det passer ham også godt på det helt personlige plan. I interviewet med Højskolebladet taler han om en lyst, han har, til »at knække et eller andet, smadre noget, hvis det bliver for ordentligt. Jeg keder mig nemt. Jeg synes, det er sjovt, hvis der er nogen, der pludselig begynder at skændes«.

Det står nok stadig troende.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden