Blankt. »Nu skal der være nogle særlige bevæggrunde til at trykke en tegning af Muhammed. De er ikke til stede i den her artikel«, siger chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard.
Foto: Thomas Borberg

Blankt. »Nu skal der være nogle særlige bevæggrunde til at trykke en tegning af Muhammed. De er ikke til stede i den her artikel«, siger chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard.

Medier

Denne artikel handler om Muhammed-tegningerne

Hverken Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske har bragt Muhammed-tegningerne siden 2008. Censurerer pressen sig selv, når det kommer til islam?

Medier

Ytringsludo – et spil for hele familien Danmark«, proklamerede en tegning på forsiden af kultursektionen her i Politiken for to søndage siden.

Tegningen satte en artikelserie om ’den nye ytringsfrihed’ i gang, og stregerne forestillede blandt andet en brun og en hvid ludobrik, ordene ’islam’, ’indvandrere’ og udtrykkene ’Dø! Vantro hund!’ og ’Rejs hjem i middelalderen’.

LÆS OGSÅ

En satirisk tegnet kommentar til seriens omdrejningspunkt: Er der i Danmark forskel på, hvem der må sige hvad? Og har vi i praksis fået en ny ytringsfrihed?

Forbi hjørnekontoret
Men inden tegningen kom i avisen, var den forbi chefredaktør Bo Lidegaards hjørnekontor. På den måde var der fra højeste sted på avisen et nik til, at man med ytringsludoet ikke satte gang i en ny Muhammedkrise.

Ikke fordi Politiken eller chefredaktøren nogen steder har formuleret en regel om det. Men fordi journalister, tegner, redigerende, souschef og kulturredaktør automatisk tænkte, at det var sådan, man burde gøre.

Selv om det bare var to buttede ludobrikker med knapøjne, der talte om islam. Tegningen af ytringsspillet kom i avisen. Uden en rettelse.

I dag fortsætter serien om ’den nye ytringsfrihed’, men denne gang peger serien mod sit eget ophav og spørger: Er danske medier efter Muhammedkrisen præget af en ny ytringsfrihed?

Når vi skriver, tegner og redigerer artikler om islam, er vi blevet mere forsigtige på grund af de konsekvenser, det fik dengang i 2005? Er der ligefrem opstået en ikkeformuleret selvcensur i rygraden af den danske presse, når det gælder profeten?

»Er der så en anelse selvcensur?«
Et oplagt sted at begynde er hos chefredaktør på Jyllands-Posten Jørn Mikkelsen. Han har flere gange været med til at beslutte, at de 12 Muhammedtegninger ikke skulle genoptrykkes. Og det er der kun én grund til, siger han.

»Vi vrider hænderne, går rundt om den varme grød og finder på alle mulige forklaringer på, hvorfor vi ikke trykker dem igen. Men det er selvfølgelig, fordi vi ikke tør! Fordi der har foregået og stadig foregår en intimidering af den offentlige debat, som også var anstødet dengang, vi første gang trykte tegningerne. Og det er kun blevet værre: Der er blevet afværget fire meget konkrete attentatforsøg mod os. Ytringsfriheden er i den forbindelse endnu mere under pres i dag, end den var i 2005«.

På Jyllands-Posten »sidder det i rygmarven«, at en overvejelse om at genoptrykke tegningerne altid skal forbi chefredaktøren, hvilket ifølge Jørn Mikkelsen siger noget om, »hvor meget vi ligger under for den her sag«. Men han mener også, at det begrænser sig til netop de 12 tegninger.

Vi vrider hænderne, går rundt om den varme grød og finder på alle mulige forklaringer på, hvorfor vi ikke trykker dem igen. Men det er selvfølgelig, fordi vi ikke tør!



»Alt, hvad der har med dem at gøre, er en særcase. Men det må helst ikke sprede sig. Selvfølgelig bør der ikke være områder, man ikke kan gå ind på. Jeg føler, vi dækker alle andre relaterede emner på hel gængs journalistisk maner. Er der så en anelse selvcensur i de forskellige redaktionelle led? Det vil jeg helst ikke sige ja til, men jeg kan jo ikke afvise det«, siger han.

Også chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard, mener, at tegningerne er en helt særlig situation. I den tid han har været chefredaktør, har avisen – ligesom JP – ikke bragt Muhammedtegningerne. Sidst avisen bragte dem, var i 2008. To gange har han været med til at beslutte, at tegninger, der refererede eksplicit til de oprindelige tegninger, ikke skulle bringes. Men det betyder ikke, at ytringsfriheden i pressen eller på Politiken er begrænset, mener han.

LÆS OGSÅ

»Hvis man tegner en parafrase over Muhammedtegningerne, går vi ind i et meget bestemt rum. I de to konkrete tilfælde har det ikke været vores ønske at gå ind i det rum, og derfor har vi ikke gjort det«.

Men når man på Politiken vælger ikke at genoptrykke tegningerne eller afarter af dem, har det ikke kun noget at gøre med angst, siger han.

»Jeg forstår godt hensynet, Jørn Mikkelsen føler han skal tage. Men vi er i en lidt anden situation, fordi vi fra starten har ment, at det var en skidt idé at bringe de tegninger. Det er ikke sådan, at jeg har lyst til at trykke tegningerne, men bare ikke gør det. Jeg har ikke lyst til at trykke dem«.

Skærpet opmærksomhed
På Berlingske Tidende fortæller chefredaktør Lisbeth Knudsen, at man efter 2005 har udviklet en »skærpet opmærksomhed«, når det handler om religion og ikke mindst islam.

»Muhammed-krisen har da påvirket os, som det har påvirket alle andre medier. Hvis vi har satiretegninger eller tekster, der er kontroversielle eller kunne blive kontroversielle, så er det nu noget, der forelægges chefredaktionen«, siger hun.

På Berlingske har man kun trykt Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen en enkelt gang – nemlig da det kom frem, at der var konkrete planer om at angribe tegneren i 2008. Hverken de eller resten af de større medier i Danmark bragte den, da samme tegner nytårsdag 2010 blev forsøgt myrdet med en økse på grund af sin profettegning. Knudsen vil ikke sige, at man aldrig vil se den eller de andre tegninger igen i avisen i Pilestræde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men der skal noget til – og altså åbenbart mere end et økseangreb på en tegner.
LÆS OGSÅ


»Jeg er der, hvor der skal meget til, før vi gør det. Og det skal ikke være en demonstration, men fordi der er en speciel anledning til det. Den har jeg svært ved at se nu, men jeg vil ikke afvise, den kan opstå«.

Den skærpede opmærksomhed gælder også andet end tegningerne.

På Berlingske har man blandt andet diskuteret, om man skulle vise traileren til den kontroversielle spillefilm 'The Innocence of Muslims', der førte til store demonstrationer i Mellemøsten. Ligesom man nøje overvejede, hvordan man skulle illustrere en anmeldelse af det franske magasin Charlie Hebdo, der i tegninger afbildede Muhammed, og hvis redaktion endte med at blive brændt ned. I de tilfælde valgte Berlingske at vise traileren og bringe de franske tegninger.

Lisbeth Knudsen kan ikke erindre nogensinde at have sagt nej til at trykke andet end Muhammedtegningerne. Tegner springer fra interviewet


Årsagerne er forskellige, men resultatet er altså det samme. Tegningerne har ikke været genoptrykt i de tre aviser siden 2008. Spørgsmålet er så, om der længere nede i mediernes maskinrum, hos journalister, tegnere, redaktører og redigerende, foregår en selvcensur, der ikke når chefredaktørernes skrivebord?

En tegner udtaler i første omgang, at han efter krisen ikke vil tegne Muhammed og generelt tænker sig virkelig godt om, før han tegner noget om islam. Men midt i interviewet springer tegneren fra. Han har slet ikke lyst til at medvirke i en artikel, der handler om emnet.

Tegner og tidligere formand for Danske Bladtegnere Claus Seidel mener dog ikke, at der er tale om, at tegnere holder sig tilbage i deres behandling af islam eller deres lyst til at tegne Muhammed.

LÆS OGSÅ

»Min mavefornemmelse er, at det slet ikke er tilfældet. Tværtimod er tegnerne blevet mere opmærksomme på at kommentere religiøse temaer – også islam«, siger han.

Han har ikke i sin tid som bladtegnernes formand hørt om tegnere, der ikke tør tegne noget:

»Det er ikke kommet mig for øre, at nogen har den holdning. Jeg har selv tegnet profeten umiddelbart efter krisen«.
Mindre konfrontatorisk

Kaare Sørensen er journalist på Jyllands-Posten og udgav i oktober bogen ’Halshug’ om terroristen David Headleys detaljerede plan om at angribe Jyllands-Posten og blandt andet smide journalisternes hoveder ud ad vinduerne. Han stillede dengang som betingelse til sit forlag, at ingen af bogens 350 sider viste tegningerne. Selv om terrorplanernes direkte årsag netop var tegningerne.

»Genoptrykningen af tegningerne har fået et helt liv for sig selv, der ville stjæle dagsordenen for bogen og det arbejde, jeg har lavet over tre og et halvt år. Havde jeg insisteret på at trykke dem, ville det være det eneste, man talte om«, siger han om hovedårsagen til, at tegningerne ikke er med i bogen.

Han kan dog ikke afvise, at angsten har siddet i baghovedet. Han arbejder et sted, hvor man skal igennem en sikkerhedssluse for at komme ind:

En dansk avis går jo ikke ud og frygter for sine medarbejdere, hvis de skriver en kritisk artikel om regeringen eller folkekirken



»Jeg skal ikke kunne sige mig fri for, at der er et element af, at jeg tænker over min sikkerhedssituation. Men det har altid været min beslutning at trykke dem eller ej. Jyllands-Posten har aldrig blandet sig«.

Journalist Lars Nørgaard Pedersen fra Berlingske var under Muhammedkrisen journalist på Jyllands-Posten og dækkede sagen intenst. Han kan ikke komme i tanke om tilfælde, hvor han har stoppet sig selv i at skrive noget, der havde med islam at gøre – hverken der eller på Berlingske:

»Der er ingen tvivl om, at alle journalister og redaktører vil tænke sig meget om, inden de sætter et billede af Muhammed i avisen i dag. Desuden er den grundlæggende skildring af herboende muslimer mindre konfrontatorisk i dag end før og under Muhammedkrisen. Men det sidste tror jeg er en del af en større historie om, at dagsordnen har forskudt sig. Jeg tror ikke, der er en udbredt berøringsangst blandt danske journalister«.

LÆS OGSÅ

Også redaktionschef på avisen.dk Nana Askov mener, at der er en øget opmærksomhed på området.

»Muhammedkrisen tog vores uskyld, og vi blev en smule rystede over det alle sammen. Der ingen tvivl om, at der selvfølgelig er kommet en øget opmærksomhed omkring historier om islam og Muhammed. Men om det påvirker vores konkrete outcome, det tror jeg ikke. Jeg ved ikke, om vi er blevet mere bange for at bringe noget. Vi er bare blevet mere bevidste om, at det har konsekvenser«, siger hun. »Stå ved selvcensuren«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det undrer ikke Jacob Mchangama, chefjurist i den liberale tænketank Cepos med speciale i ytringsfrihed, at journalister, tegnere og chefredaktører ikke selv synes, der er tale om en begrænsning af deres ytringer. »Blandt journalister og chefredaktører har man en selvforståelse af, at man er modige og sætter dagsorden. Det passer ikke ind i den forståelse, hvis man ligger under for selvcensur«, siger han. Men man kan ikke på den ene side sige, at man skal tænke sig ekstra om, fordi det kan have konsekvenser, og på den anden side sige, man er fuldstændig fri til at gøre, hvad man vil, mener han. »En dansk avis går jo ikke ud og frygter for sine medarbejdere, hvis de skriver en kritisk artikel om regeringen eller folkekirken«, siger han. »Man skal ikke prøve at bortforklare det med alt muligt. Der er en trussel mod danske medier på det her område. Det bør medierne stå ved«.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce