Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Foto: EHRBAHN JACOB
Medier

Nekrolog: Mogens Rukov var et frugtbart kaos af et menneske

Den kendte manuskriptforfatter og Dogmebevægelsens grå eminence blev 72 år.

Medier

Manuskriptforfatter Mogens Rukov er død. Et menneske på størrelse med livet selv. Og lige så fuldt af selvmodsigelser, sprækker og kroge.

En naturkraft af begavelse, videbegærlighed, vilde indfald, bombastiske holdninger, længsel, liderlighed og fortabelse. At han magtede at gabe over så meget af verdens mangfoldighed og alligevel få så meget af den omsat i kunst og sprog er i sig selv en bedrift.

Selv hans mails var anderledes. En slags fabulerende nærbilleder af hans tankerækker og -spring. Skrevet med respekt for øjeblikket og en umage for at opleve og udtrykke det så præcist som muligt. Man kedede sig aldrig i Mogens Rukovs selskab. Og kom aldrig dummere derfra, end man mødte op.

Mange kender Mogens Rukov som dogmebevægelsens grå eminence og ved, at han har sparret med og hjulpet adskillige danske instruktører og manuskriptforfattere med at skrive og forløse manuskripter. Han har præget et par generationer af danske filmskabere og skrevet med på en lang række film herunder von Triers ’The Element of Crime’ og ’Idioterne’, Thomas Vinterbergs ’Festen’ og Per Flys ’Drabet’. Og det er næppe noget tilfælde, at netop Mogens Rukov har spillet så central en rolle i søsætningen af dogme-bølgen.

For han deltog ikke bare i den. Han var selve personificeringen af den. Han levede dogmet. Gav sig menneskelivets kaos i vold i en strøm af tanker, røg, kunst og druk, men rammede det formløse ind med regler, som gav det kontur, form og mening. Og fik derved ofte filmens og ordenes verden til at vokse sig næsten lige så store og sammensatte som virkelighedens.

Tæt knyttet til sin mor

Mogens Rukov blev født i Holstebro i 1943 og samme dag afleveret på et børnehjem, hvorfra han otte måneder senere blev adopteret af et par på Christianshavn. Et »vanvittigt velopdragent barn«, har han beskrevet sig selv som. Dygtig i skolen. Og tæt knyttet til sin mor, som lod ham forstå, at kvinder ikke brød sig om sex. Hvilket han troede på i mange år.

Indtil femte klasse fik han topkarakterer for sine stile. Indtil han en dag pludselig ikke kunne få ordene til at passe med sine tanker. En skriveblokering, der varede 30-40 år, fortalte han selv. Faktisk indtil han begyndte at skrive fiktion. Måske, mente han selv, fordi han livet igennem følte trang til at kunne udtrykke sig præcist. Og hvilke ord dækker det virvar af fornemmelser, tanker og betydninger, der farer omkring i hoved og krop, før en sætning tager form?

Indtil midt i 30’erne var hans mest fremherskende følelse længsel. Han drak. Han rejste. Han jagtede kvinder. Men altid manglede der noget. At hans mor ikke havde haft helt ret i sin vurdering af kvinders lidenskab, konstaterede han, da han indførte sin første dogmeregel: Lejlighedsvis at beslutte sig for at spørge den næste dejlige kvinde, han mødte på gaden, om hun ville gå i seng med ham.

Andre regler tog form, da han efter studentereksamen læste til cand.mag. i dansk og filmhistorie og skulle skrive speciale. Så rullede han gardinerne ned, lagde en nøje tidsplan for, hvilke af dagens timer, han skulle skrive i. Fem sider om dagen, som han ikke selv måtte læse. Og ville han referere fra en bog, måtte han ikke slå op, men citere efter hukommelsen. Efter 16 dage var specialet færdigt. Og en måde at manøvrere i tilværelsens overvældende mangfoldighed aftegnede sig.

Mødte sin kone på sprogskole

Sådan har han i hele sit voksne liv betjent sig af, hvad han selv kalder tomme regler. Ting han bestemte, at han skulle eller netop ikke skulle. Fra at læse så og så mange sider litterære klassikere om dagen og til, at han som lærer i sine unge dage kun måtte forberede sin undervisning i S-toget på vej til arbejde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Reglerne vækkede hans kreativitet og sikrede, at han foldede sig ud inden for deres rammer frem for at snævre sig ind i et forsøg på at præstere det perfekte. Og så bragte de ham ud i tilværelsens mere interessante kroge, hvor han kunne stifte bekendtskab med flere af dens facetter. Som når han skrev lister over ting, han kunne lide. Steder. Klassiske bøger. Musik.

Som lærer og leder af flygtningehjælpens sprogskole mødte han sin første kone, som var polsk og jøde. Hvilket måske blev starten til hans optagethed af jødisk kultur og hans iltre støtte til staten Israel, hvis sag han indædt har forsvaret i medierne.

Trods sit studie vidste han ikke meget om film, da han i 1975 begyndte at undervise på filmskolen, hvor han i 1985 var med til at grundlægge manuskriptuddannelsen, som han var leder af frem til 2008.

Mogens Rukov modtog i 2003 en Æresbodil for sit virke. Året før fik han en Robert for bedste manuskript på ’En kærlighedshistorie’. Samme æresbevisning modtog han i 1999 for manuskriptet til ’Festen’. Han har to ægteskaber bag sig. Fire børn. Og har siden 2010 været gift med billedkunstneren Vibeke Tøjner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce