Det er mig endnu ubegribeligt,hvorledes revolutionens rædsler ikkestraks bragte mig til besindelse. Henrik Steffens, 1840 1. Det løb mig koldtned ad ryggen, da jeg en aften i sidste uge sad i Park Bio på Østerbro i København og så ’Jagten på de røde lejesvende’.
Danmarks Radio havde inviteret til forpremiere på den tv-serie, der nu over tre søndage hævder at undersøge, om »Det ekstremt venstreorienterede synspunkt præger Danmarks Radio« – med tidligere statsminister Poul Schlüters ord, der løber som optakt til hver udsendelse. Men der undersøges ikke noget, der forhøres, manipuleres og »afsløres« ... at Schlüter har ret. Politiken har både anmeldt serien og fulgt den i reportager i ugens løb. Jeg vil her forsøge at videregive min mere personlige oplevelse. 2. Jeg fik det fysisk dårligt af forevisningen, af klapsalverne og af den samlede forestilling i biografen, hvor seriens hovedmand og forhørsdommer, Jacob Rosenkrands, fik ros og blomster af sine chefer, kulturdirektør Morten Hesseldahl og DR 2-chef Arne Notkin. Sidstnævnte løb jeg på lige efter forestillingen, så han fik straks at høre, hvad jeg følte: at dette her var uhyggeligt og totalitært. LÆS OGSÅTidligere DR-chefer kritiserer jagt på lejesvende Budskabet er, som jeg forstår det, at den siddende regering og Dansk Folkeparti har fuldstændig ret i deres kritik af DR, og for at få det budskab frem bliver en lille håndfuld tidligere DR-medarbejdere udsat for et ødelæggende og ærekrænkende offentligt forhør. ’Jagten på de røde lejesvende’ er nemlig ikke et udsagn om 1970’erne, men et udsagn om i dag. Et opportunistisk og logrende udsagn om, at nu er der nye vindere, nye magthavere og ny konsensus om, hvordan verden ser ud. Og den konsensus skal DR nok makke ret over for, også selv om det koster en række af DR’s pensionister deres professionelle anseelse. Hvor der handles, der spildes, og målet helliger midlerne. Dette er 2010 – og for mig er det 1970’erne om igen. 3. Jeg er student fra 1975, og såvel min gymnasietid som mine studieår var præget af noget, man under ét kunne kalde kampen mod marxisterne. I mit meget religiøse hjem var billedet af Kina og Sovjet lovlig klart, vi kendte til fangelejre og Gulag øhavet (og vi mente gudhjælpemig, at kun effektiv indsmugling af bibler kunne gøre noget ved det).
