Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Smukt. Hollywood har altid formået at æstetisere krigens rædsler. Foto: Canal+/HBO

Smukt. Hollywood har altid formået at æstetisere krigens rædsler. Foto: Canal+/HBO

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spielberg-serie giver europæisk fiktion baghjul

'The Pacific' er den mest imponerende Anden Verdenskrig-tv-serie til dato.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forventningerne til denne tv-serie har været høje, siden de første rygter om, at Tom Hanks og Steven Spielberg havde planer om en slags fortsættelse af eller supplement til den massivt lovpriste succes ’Band of Brothers’ fra 2001, begyndte at cirkulere.

Thi selvfølgelig måtte det da blive stort, når verden omsider fik den definitive serie om amerikanernes indsats i Stillehavet under Anden Verdenskrig – historien om, hvordan japanerne fik deres bekomst.

For hvor USA’s rolle i den europæiske aflægger af krigen mest har betydning for nationens selvforståelse som verdens politibetjent og den frie verdens forsvarer, så var striden mod det japanske kejserdømmes soldater mere nærværende;

truslen fra ’de gule’ langt mere geopolitisk konkret end hændelserne på det europæiske kontinent.

HBO i førertrøjen Det er nok også derfor, at det for en europæisk seer er lidt sværere at mobilisere den samme grad af entusiasme, når fjenden er japansk, som hvis der havde været tale om de væmmelige nazister, som vore egne bedsteforældre havde deres hyr med for en menneskealder siden.

Og det kan alt andet lige ikke undgå at påvirke modtagelsen af serien.

Ikke desto mindre er ’The Pacific’ en virkelig god og i detaljen velproduceret tv-serie, der endnu en gang demonstrerer, at kabelselskabet HBO har førertrøjen på, når det gælder moderne tv-fiktion.

Europæiske produktioner er ikke i nærheden af denne standard. For overfladisk betragtet er der tale om spillefilmsniveau.

Blod, sved og tårer
Allerede fra de første takter af indledningsmusikken, der emmer af indflydelse fra John Williams og dennes forkærlighed for strygerpatos og moraliserende horn, føler man nærmest trang til at stå ret, gøre honnør og hylde flaget.

Og man er ikke et sekund i tvivl om, at det, der skal følge, bliver hårdt og præget af store menneskelige omkostninger. Samtidig er musikken paradoksalt smuk.



Men heri ligger også selve den amerikanske krigsfilms helt grundlæggende problematik. For hvorfor sender vi vore unge drenge af sted til noget så barbarisk, forrående, afstumpet og brutalt som en krig? Og hvorfor risikerer disse unge mænd deres førlighed og liv?

Det gør vi, fordi det er nødvendigt. Krig er en styg ting. En modbydelig blodig affære, der lugter af blod, sved og tårer samt skræller civilisationens fernis af mennesker og berøver dem deres sjæl, som en person på et tidspunkt siger.

Grusom skønhed
Men krig er af og til det eneste probate middel mod det, der truer the american way. Og så er den i virkeligheden ikke så frygtelig meget længere, sangen fra en nation, der er grundlagt ved folkemord, og som den dag i dag ser sig selv som civilisationens mest fuldendte udtryk, inklusive Sarah Palin.

Billedsiden betjener sig meget af vekslen mellem mørke og lys, inde og ude, dag og nat



Men lad nu det ligge. For serien er eminent flot. Den følger en gruppe amerikanske marinesoldater under krigstjeneste. Fra de skibes af, og til de muligvis vender hjem. Og der er ikke så meget indledende pjat.

Vi går næsten direkte til slagmarken, som i første ombæring er øen Guadalcanal, hvor de stålsatte japanere venter på at blive nedkæmpet med samme effektivitet, som i sin tid blev de nordamerikanske indianere til del.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor bliver der skudt en del med maskingevær, men det ligner sine steder næsten 4. juli-fyrværkeri. Og de efterfølgende billeder, hvor japanske lig svømmer i vandet som fisk efter en miljøkatastrofe, har en egen grusom skønhed.

Hollywood har altid formået at æstetisere krigens rædsler, og det sker også her, om end man da også ser en diarré-ramt soldat sidde og skide med bukserne nede.

Lys og mørke

Karaktertegningen er indledningsvis meget skitseagtig og klædeligt ikke-stereotyp. Således har vi ikke fra starten: den gode, den onde, den kloge, den sjove og den svage, men antydninger af, hvordan personerne muligvis udvikler sig. Og det fungerer ret godt. Det samme gør billedsiden, der betjener sig meget af vekslen mellem mørke og lys, inde og ude, dag og nat. Handlingsmæssigt er tv-serier af denne art underlagt to strukturelle fordringer. Der skal være en overordnet historie og en episodehandling. Den store giver sig selv, mens den lille er en lidt sværere ting.



Og det gør desværre (de to afsnit jeg har set af) ’The Pacific en smule forudsigelig. For der er grundlæggende tale om oplæg til et slag og derefter opgørelse af tabene. Sådan er krig selvfølgelig. Men det er meget tydeligt her. Ikke desto mindre vil krigsfilmtilhængere helt sikkert tage denne serie til sig med kyshånd. For den er loyal mod genren, underholdende og effektiv.



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden