I løbet af de senere år er der dukket en ny generation af britiske krimiforfattere op, og et af deres fælles træk er, at de gerne lader deres bøger foregå andre steder end i London, og at de betjener sig af en forholdsvis brutal realisme, som er milevidt fra den blødkogte genres berøringsangst i forhold til de faktiske forhold i jernindustrien.
Det er kvinder som Denise Mina, der kuldslået skildrer et socialt skævvredet Skotland (hvor også Ian Rankins Rebus har slået sine folder), og mænd som Mark Billingham, der ikke er bleg for at lade sin hovedperson tage en tørn som hjemløs. Og så er det også David Peace, som vi har til gode på dansk, men som i sit engelske hjemland er uhyre populær efter det kritikerroste gennembrud med den såkaldte ’Red Riding’-kvartet, der udspiller sig i Nordengland i perioden fra 1974 til 1983 og beskæftiger sig med vederstyggeligheder som mord på børn og kvinder samt korruption, politibrutalitet og alment bigotteri. Ventetiden værd De fire romaner kom i årene fra 1999 til 2002, men trods den enorme succes og deres indlysende kvaliteter som forlæg for film eller tv-serier, måtte briterne vente helt til sidste år med at se dem realiseret som levende billeder. Heldigvis har det været ventetiden værd. Bogkvartetten er stilsikkert oversat til en tv-serie bestående af tre spillefilmslange afsnit, hvis indbyrdes sammenhæng først for alvor afslører sig i indledningen til det tredje afsnit. Den sociale baggrund er Yorkshires ’hovedstad’ Leeds, og her er ikke rart. Små piger bliver bortført, misbrugt og myrdet. Og for seerne starter det med, at den unge og opvakte kriminalreporter Eddie Dunford aner en sammenhæng mellem en håndfuld uløste pigemord og giver sig i kast med sin egen efterforskning.
