Efterhånden kender alle de to evindeligt champagnedrikkende nordsjællandske snobber Poul og Fritz, der under mottoet ’Livet er godt, ikke?’ drøfter stort og småt med havudsigt og slet skjult homoerotisk fascination af hinanden.
Med disse to figurer har skuespillerne og komikerne Martin Buch og Rasmus Botoft skabt sig en sikker base i danske tv-seeres bevidsthed og formentlig også en plads i satirehistorien side om side med karakterer som Buster Larsens ’Lorteland’-mand og Peter Schrøders ’Det’ fand’me uhyggeligt’-dansker.
LÆS OGSÅ Satireprogram maler Danmarksbilleder med penis
En del kender dem også som de udsyrede marskandisere Dusk og Bomholt, som ’manden i skabet’ og hans altid godtemedbringende ven – med mange flere. Og som ’Rytteriet’ har de to veloplagt huseret i radioens P2 i snart adskillige år med stor succes plus som festfyld i tv.
Gøgl og uregerlige drifter lurer
Nu er de så for alvor gået til fjernsynet med et egentligt program, hvor nogle af figurerne fra radioen optræder. Og det er det meste af vejen mere end almindeligt morsomt.
Formen er det klassiske sketchshow i bred forstand, hvor et figurgalleri får lov til at folde sig ud.
Der er ægteparret Erik og Else fra huset i provinsen, hvor fjernsynet hele tiden kværner ligesom hustyrannens rødvinsforvrængede kværuleren.
Der er gumbasmanden, som tager os med på dybt traumatiserende rejser i sindet.
Der er en dialektservice, hvor vi i frilandsmuseumsagtige omgivelser får oversat uforståelige sønderjyske sætninger, som viser sig heller ikke at give mening på rigsdansk.
Vi kigger også indenfor i et pladestudie under indspilningen af danske populærklassikere som Poul Krebs’ ’Kærester’ og Povl Kjøllers ’Jeg er så glad for min cykel’.
Men i Rytteriets troldspejl handler de i stedet om ’penis’, og det er alle enige om fungerer langt bedre end de i virkelighedens verdens hævdvundne versioner.
Stærkt står også Bodil Jørgensens småberusede klimakteriemakrel, der – med et tydeligt ekko af ’Damen med de blå tænder’ – betror sin datter ting, denne helst ikke vil vide.
Kendetegnende for universet er, at de uregerlige drifter og vanviddet lurer lige under overfladen og med jævne mellemrum også sætter sig igennem, men ikke for alvor får frit løb. Dagliglivets psykopatologi, hverdagens perversioner titter grimasserende frem og laver ballade.
God satire som den bør være
Satiren har imidlertid ikke kun den danske intimsfære som genstand. Også mediemennesket Jørgen Leth sættes i scene – kærligt og rammende.
For overordnet er det i virkeligheden det medieformidlede billede af kultur, tosomhed og sædeskildring, der er under lup: som fastlåste formater, som gøglebilleder af menneskers omgang med hinanden. Som noget, der holder os fast. På godt og ondt.
Sine steder minder det lidt om forfatteren Bent Vinn Nielsens afsøgning af mentalitetsmæssige residualområder i Danmark i vore dage.
På en gang godmodigt og vitriolsk.
Denne blanding gør ’Rytteriet’ både underholdende og vedkommende. Som god satire bør være.
LÆS OGSÅ Komikere: Fantastisk at DR’s bestyrelse lytter til satirekritikken
Denne aktuelle er så absolut blandt de bedste, vi har set i lang tid.
fortsæt med at læse
