En kritiker brokkede sig engang over, at børne- og ungdomsdrama i Danmark kun sjældent tager sin målgruppe alvorligt, men i stedet laller harmløst derudad i familie- og feelgood-sporet, hvor konflikterne er bittesmå eller falske, og hvor virkeligheden er foret med frotté, så ingen pådrager sig mentale blå mærker. Indvendingen har stadig en vis gyldighed, men heldigvis er der også eksempler på fiktion henvendt til de yngre målgrupper, som tør gå i flæsket på børns benhårde virkelighed og stressfyldte psykologiske biotoper. Serien ’Limbo’ er et fremragende eksempel, der går den særdeles vanskelige balancegang mellem familieunderholdning og problemdrama uden hverken at udarte til kemisk vingummibamsesødme eller pegefingersvingende ’Kenneth er nøglebarn’-fortælling. Serien er lavet af holdet bag den kontroversielle ’Mille’, som for nogle år siden satte sindene i brand ved at forholde sig til døden, idet hovedpersonens bedste veninde blev kørt ned af en bil og mistede livet i første afsnit. Det var for meget for nogle af de mere klidspisende voksne seere, som ytrede mishag og hævdede, at deres poder blev nedtrykte af at bivåne jævnaldrende gennemleve trængsler og traumer. LÆS OGSÅMailstorm til omstridt DR-børnedrama Heldigvis har skærmydslerne ikke afholdt instruktøren Poul Berg og den fremragende manusforfatter Karina Dam (som blandt andet har været med til at skrive dramaserien ’Sommer’ og julekalenderen ’Pagten’) fra nye relevante projekter om middelklassebørns strabadserende dagligliv. En sæk af en mor Konstruktionen er enkel og indlysende. Fire børn i den følsomme alder, inden hormonerne for alvor sætter gang i den fysiske og psykiske ombygning. Og dermed fire historier om drømme, forelskelse, håb, venskab, mødre og mobning; kort sagt sorrig og glæde, som vandrer til hobe, lykke og ulykke, der ganger på rad, for nu at fløjte lidt som Danmarks store barokskjald Thomas Kingo.
Der er Ask, som er flyttet fra provinsen til byen med sin højgravide mor, sine to (tvillinge)søstre og moderens nye mand; han er utilpasset, indesluttet og ikke så lidt vred over de gentagne svigt, han oplever fra sin døgenigt af en far, der er musiker. Han murer sig inde i sin egen opfattelse af virkeligheden; nægter at pakke sine ting ud og føle sig hjemme, men er – selvfølgelig – en flink og klog dreng, der bare ikke kan være i sine egne følelser. Der er Louise, som er fotomodel og forbandet med en sæk af en mor, der både er kontrolfreak, überambitiøs og bossy som ind i helvede. Og i øvrigt hele tiden beder Louise om at smile på den mest røvirriterende måde, så man har lyst til at pande hende ned med en Jamie Oliver-stegepande. På grund af sin modelkarriere er Louise selvsagt ugleset blandt sine jævnaldrende veninder; hun er ensom og møder ikke forståelse hos sin familie – kun hendes lidt flaky bedstemor forstår hende og lytter. Far og søns digteriske åre Der er Naja, som er adopteret, løbetræner og bekymret ser sine forældres ægteskab falde fra hinanden som en knækbrødspagode i blæst. På rørende vis forsøger hun at bringe dem sammen igen, formentlig forgæves. Og imens forsøger hun så at møde tidkravet på to minutter og tyve sekunder, så hun kan deltage i en løbekonkurrence. Endelig er der Boye, som er en poetisk sjæl og forelsket til op over begge ører i Louise. Han er velsignet med kærlige og sjove forældre, som knuselsker ham, men faderen er maniodepressiv og åndelig sigøjner, og moren forsøger at holde sammen på det hele i den spøg- og skæmtforretning, familien driver. Til gengæld deler han sin digteriske åre med faderen ved at skrive lejlighedssange mod betaling. Men samtidig plages han af skolens bøller, der tirrer ham ved at rive ham faderens psykologiske ustabilitet i næsen. LÆS OGSÅOmstridt tv-drama vinder børnepris Alle bakser de med problemer, ingen voksen ville have det godt med at slæbe rundt på, og som ville kunne tvinge selv hærdede typer i knæ. De fire er fælles om at føle sig ensomme i deres liv og skulle leve op til de voksnes forvrængede billeder af dem. Der spilles fornemt på stort set alle pladser, om end personinstruktionen af de unge skuespillere måske halter lidt sine steder. Til gengæld er historien fortalt med overblik og herlig visuel ro, og karaktererne er eminent godt ramt og karikerede på en og samme gang. Først og fremmest er der sødme, forståelse og loyalitet til stede i fortællingen, som denne kritiker glæder sig voldsomt til at se mere af. FACEBOOK
