Fortællingen om Frankenstein og hans uhyre, Isac Asimovs robot-science-fiction og Philip K. Dicks elskede ’Drømmer androider om elektriske får’ har alle det til fælles, at de handler om menneskets bestræbelser på at skabe intelligent liv og de problemer, noget sådant medfører, ikke mindst de moralske refleksioner. For når en skabning har menneskeform og menneskelignende adfærd, selv om den så ikke er udstyret med egen fri vilje og ditto intelligens, hvor går grænserne så for, hvad man bør tillade, at et sådant væsen vederfares?
Det er ikke ligefrem spørgsmål af den type, skandinavisk tv-dramatik beflitter sig med. Og da slet ikke med genremæssigt udgangspunkt i det science fiction-univers, som er så intellektuelt dæmoniseret. Alene derfor er det en fornøjelse, at den svenske tv-serie ’Ægte mennesker’ har set dagens lys. Robotter og mennesker imellem Historien udspiller sig i et nutidigt Sverige, hvor menneskelignende robotter er udbredt såvel i industrien som i private hjem. Og det er selvfølgelig ikke uden problemer. For de nyeste og mest avancerede udgaver af robotterne er så teknologisk avancerede, at de også kan nære følelser og til en vis grad reflektere. Og visse af menneskene knytter sig så stærkt emotionelt til deres mekaniske hjælpere, at det for dem ikke længere spiller nogen rolle, at der er tale om et fabriksfremstillet produkt.
