Efterårets tv-sæson er nu for alvor gået i gang og byder på et ondt overflødighedshorn af diverse former for realityfjernsyn, som i lighed med så meget andet i den moderne verden såsom indkomstskat, tribaltatoveringer og frugtte tilsyneladende er kommet for at blive. Sådan er det.
Gamle formater føder nye i et væk. Og derfor giver det ingen mening overhovedet at kaste sig ud i grådkvalt jammer over tv-tingenes tilstand samt seernes åndelige niveau i almindelighed og realitydeltagernes i særdeleshed. Det kan godt være, at man kunne ønske sig andet og mere end unge mødre, snotdumme unges dødsdruk samt en håbefuld families liv i en celeber soveby nord for København. Men sådan spiller klaveret nu engang ikke.
