Den store fyringsrunde, som DR-medarbejderne har frygtet, siden medieforliget blev indgået i juni, er nu gået i gang.
I første omgang har en række af cheferne i DR været til såkaldte sindesamtaler.
I DR foregår fyringer på den måde, at en medarbejder først bliver sindet og så har to uger til at komme med argumenter mod en fyring, før den træder i kraft.
DR er yderst sparsom med oplysninger om fyringsrunden.
»Jeg kan bekræfte, at der har været afholdt sindesamtaler med et antal chefer i DR i dag. Det drejer sig jo om personaleforhold, og derfor har jeg ikke yderligere kommentarer til dette. Nu ser vi frem til snart at kunne melde en samlet plan ud for tilpasningen af DR«, skriver DR's kommunikationschef Lasse Bastkjær Jensen i en sms.
Han kan endnu ikke oplyse, hvor mange chefer det drejer sig om.
Ifølge formanden for chefforeningen i DR, Judith Skriver, er der både chefer, der har fået at vide, at de ikke længere har en fremtid i DR og chefer, der er blevet tilbudt almindelige stillinger i stedet for.
Heller ikke Judith Skriver er blevet orienteret om, hvor mange chefårsværk, der skal skæres væk i alt.
»Men jeg går ud fra, at det er mindst 20 procent«, siger hun.
Chefforeningen, der på nær nogle enkelte omfatter alle chefer i DR, har i dag små 110 medlemmer.
Public service-kontrakt mangler fortsat
Beslutningen om af iværksætte cheffyringerne kommer før, den særlige public service-kontrakt, som regeringen indgår med DR, er blevet offentliggjort.
Public service-kontrakten fastlægger de forpligtelser, DR's arbejde skal leve op til frem til 2023.
Den skulle være faldet på plads i sidste uge, men forhandlingerne har trukket ud.
Dansk Folkeparti, som regeringen indgik medieforliget med, har haft en række ønsker til public service-kontrakten, som er blevet forhandlet med regeringen.
Partiet ønsker blandt andet at begrænse dr.dk, så det ikke konkurrerer med de private aviser.
Partiet vil - nøjagtig som brancheforeningen Danske Medier - begrænse DR's produktion af skrevne nyheder. Står det til DF, bør dr.dk kun skrive om egne programmer og ellers have nyhedstelegrammer fra Ritzau på siden.
Et krav som partiet ikke er kommet igennem med, men ifølge Politikens oplysninger har regeringen imødekommet DF et stykke.
Mere dansk musik
To andre centrale ønsker for DF er, at P4-regionerne slipper for slankekur i forbindelse med den besparelse på 20 procent over de næste fem år, som DR skal igennem. Og endelig har partiet krævet, at 50 procent af den musik, der strømmer ud af mediehusets kanaler, skal være dansk. I dag er det kun 44 procent af musikken, der er det.
Kontrakten er særligt interessant i år, fordi den kommer efter forårets omfattende medieaftale, hvor mange ændringer for DR allerede blev vedtaget.
Udover besparelsen på 20 procent, skal DR sløjfe to af sine seks kanaler.
Den endelige public service-kontrakt forventes klar i løbet af denne uge, måske allerede tirsdag.
fortsæt med at læse




























