Trish Regan, der er kendt i Danmark for sammenligning med Venezuela, er sendt i dvale efter coronaudtalelser.

Et »fupnummer«: Danmarkskritisk tv-vært i USA taget af skærmen efter corona-påstande

Trish Regan ses her til højre sammen med en anden Fox-vært, Sandra Smith. Foto: Chuck Burton/AP
Trish Regan ses her til højre sammen med en anden Fox-vært, Sandra Smith. Foto: Chuck Burton/AP
Lyt til artiklen

Den amerikanske nyhedsvært på Fox Business Trish Regan, der i 2018 blev danmarkskendt for at sammenligne Danmark med Venezuela, er blevet taget af skærmen, efter hun kaldte coronavirus for et politisk angreb på præsident Donald Trump.

Det skriver blandt andet The New York Times og Bloomberg News.

I sidste uge rasede Trish Regan i sit program mod demokraterne og ifølge The New York Times kaldte hun coronavirus for et fupnummer.

»Det er endnu et forsøg på at skade præsidenten. Uden tanke på hvilke ødelæggelser de skaber. Tab på aktiemarkedet er for dem bare politiske omkostninger«.

»Vi ser venstrefløjen koge over af had. De bruger coronavirus til at dæmonisere og ødelægge regeringen. De er ligeglade med, hvem de skader. Om det så er at skabe massehysteri for at udløse aktiefald og stoppe vores økonomi«, sagde Trish Regan undervejs i sit tv-program.

Trish Regan: Portræt af tv-værten, der har set sig sur på Danmark

Hun fortsatte med at sige, at coronavirus ikke er værre – faktisk mindre slem – end almindelig influenza.

Det skete dog stort set samtidig med, at andre dele af Fox News-koncernen italesatte alvoren af coronavirus. Ifølge The New York Times skrev Fox News’ ledelse til de ansatte:

»Husk at seerne stoler på, at vi er informeret under en krise af denne her størrelse. Vi leverer en vigtig service til vore seere som en ressource for alle amerikanere«.

Berlingske-chef: Fox News har ret i pointer om Danmark

Fredag, efter det blev annonceret, at Trish Regans show er sat på pause, sagde hun på sit program:

»Vores vej fremad er sammen. Højre- og venstrefløjen må stå sammen for at kæmpe mod denne krise«.

Trish Regans sammenligning af Danmark med Venezuela, der indeholdt en række fejlagtige og misvisende påstande, udløste modsvar fra en række danske politikere – blandt andet Dan Jørgensen (S).

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her