Flere markante mediepersonligheder mener, at Kulturministeriet brød armslængdeprincippet, da man beordrede DR og TV 2 at hjemsende personale, der ikke havde noget med nyhedsdækningen at gøre. TV 2 og DR kan ikke blive enige om, hvad de selv synes.

TV 2-formand om hjemsendte medarbejdere: Armslængdeprincippet er uforvarende blevet udfordret

Foto: Rune Aarestrup Pedersen/POLFOTO
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

TV 2’s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, kommenterer nu også på sagen om hjemsendte medarbejdere hos TV 2 og DR under coronakrisen, ifølge MediaWatch.

Kort fortalt mener flere, at Kulturministeriet manglede lovhjemmel til at kræve, at DR og TV 2 hjemsendte medarbejdere, der ikke havde noget med nyhedsdækningen at gøre.

Både tidligere chef for TV Avisen og tidligere programchef i DR Lasse Jensen, DR’s tidligere generaldirektør Christian Nissen og tidligere formand for Radio- og tv-nævnet Christian Scherfig mener alle, at der er tale om et klart brud på armslængdeprincippet.

TV 2 og DR uenige

Og det mener Jimmy Maymann også ifølge MediaWatch.

»Det har ikke haft nogen indflydelse på TV 2’s ageren eller nyhedsdækning under covid-19, men det er klart, at armslængdeprincippet uforvarende er blevet udfordret i denne ’nødretssituation’, men det har ikke rykket ved vores stærke redaktionelle frihed. Armslængdeprincippet er et fundamentalt princip i et moderne dansk demokrati, som vi alle skal værne om og sikre bliver overholdt nu og i fremtiden«, skriver han i en mail til MediaWatch.

DR’s nuværende bestyrelsesformand, Marianne Bedsted, afviser dog modsat alle de andre, at Kulturministeriets ordre bryder med armslængdeprincippet.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her