Efter at en racistisk vits fik en somalisk kvinde til at græde, bliver DR-satireprogram kritiseret for at bygge på en fejlagtig præmis. Krænkelserne, der skal debatteres, krænker, lyder det.

Nyt DR-program får hård kritik: Somalisk kvinde brød sammen under optagelserne

Rasmus Bruun (tv.), der er tidligere vært på 'Den korte radioavis', arbejder nu på et nyt DR-satireprogram, der vil trykteste krænkelseskulturen.  Arkivfoto Jens Hartmann Schmidt
Rasmus Bruun (tv.), der er tidligere vært på 'Den korte radioavis', arbejder nu på et nyt DR-satireprogram, der vil trykteste krænkelseskulturen. Arkivfoto Jens Hartmann Schmidt
Lyt til artiklen

Programmet har ikke været sendt endnu, men balladen er allerede opstået. Det gælder DR’s kommende ’Bruuns Stue’, hvor Rasmus Bruun fra ’Den korte radioavis’ som vært tester, hvor langt folk vil være med på grove vittigheder og tekster, før de krænkes og siger fra.

Ekstra Bladet åbnede debatten og har fulgt sagen, der begyndte med, at en somalisk kvinde fik læst en racistisk vittighed op, som fik hende til at græde.

Herefter har debatten bølget, og i Berlingske siger skuespiller, konsulent og tidligere folketingsmedlem for Alternativet Roger Courage Matthisen nu, at DR ikke har gjort sit forarbejde godt nok. Han kritiserer det, han kalder et ugennemtænkt program.

Han var selv med i optagelserne til et af de første afsnit af ’Bruuns Stue’, hvor han skulle sidde i programmets quizpanel, men han overvejede angiveligt at trække sig fra programmet, da han lige inden optagelserne hørte om sagen med den somaliske kvinde.

Men han og meddeltager Annika Aakjær fik at vide, at programmets format var ændret for at undgå lignende episoder, og det fik ham til at deltage alligevel, også fordi han kunne komme til at fremføre sin kritik af programmet, siger han til Berlingske. Roger Courage Matthisen kritiserer programmet for at bygge på en præmis om, at den frie debat herhjemme er hæmmet af en krænkelseskultur. Han mener, at der i Danmark dagligt fremsættes grænseoverskridende synspunkter, men at folk, som de sårer, og som påpeger diskrimination, bliver verfet af som sarte og krænkelsesparate.

DR har efterfølgende beklaget episoden. Programchef Lisbeth Langwadt forsvarer desuden over for Berlingske programmet med, at det vil undersøge krænkelseskulturen og derved netop skabe rum for en debat, der kan øge respekten for forskellige synspunkter.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her