Først en indgangsbøn: De kvindelige vidnesbyrd, der i disse uger vælter ud af vægge og gardiner i snart sagt alle landets store medievirksomheder, er smertelige og nødvendige. De bør få alle i mediebranchen – ikke mindst mænd i magtfulde positioner – til at reflektere dybt og intenst over, hvordan de selv har været med til at skabe eller muliggøre en så massivt krænkende adfærd i redaktionslokaler og kopirum uden at skride ind, råbe op og sige stop. Dernæst må mediechefer og branchens organisationer levere gennemtænkte og konkrete bud på, hvordan den nødvendige kulturrevolution sættes i værk.
Så til mit egentlige ærinde: De #MeToo-afdækninger, vi er blevet præsenteret for igennem det seneste par år – og med maksimal volumen i disse uger – har deres epicenter i de mest privilegerede dele af samfundslivet: nyhedsmedierne, film- og underholdningsbranchen, kunstverdenen og det politiske liv.
