Facebooks algoritme er under heftig kritik efter en amerikansk valgkamp, hvor det sociale medie har spredt falske nyheder til vælgerne. For eksempel den opdigtede nyhed om, at paven støttede Donald Trump som præsident. En historie, der ifølge mediet Slate blev delt op mod 1 million gange af det sociale medies brugere.
Algoritmen bliver kaldt hovedskurken i skandalen, fordi den er med til at skabe ekkokamre på det sociale medie, hvor falske nyheder trives. Ifølge kritikere var algoritmen ligefrem med til at skaffe Trump præsidentembedet.



























