Det var agurkesaften, den var gal med, da Danmarks Designskole ringede Henrik Vibskov op engang i foråret 1996 og kaldte ham til optagelsessamtale.
Mere præcis var det saften fra de syltede agurker, han havde vakuumpakket i formatet A1 og brugt som omslag til sin portfolio med tegninger.
Der var gået to-tre uger, siden han havde afleveret som en af de første, og trykket fra den høje bunke af mapper, der var kommet til sidenhen, var mere, end agurkerne kunne tage.
»Jeg havde virkelig givet den en spand kaffe med den ansøgning. Bygget et helt atom-set-up med molekyler i små Samsø-kartofler og tandstikker og var i gang med en konkurrence i en anden forbindelse, hvor jeg lavede tøj i kaninpels, tang og fiskeskind, og alt det sendte jeg også med«, siger Henrik Vibskov.
I designkonkurrencen var han allerede blandt de ti finalister. De ni andre var 5.-års studerende fra designskolen. Kunne han hamle op med dem der, kunne det heller ikke være det store at komme ind, tænkte han.
»Men så sad jeg der på kontoret, hvor der var sylteagurk ud over det hele, og var allerede ham med mappen, der gik i stykker, og ham med det kæmpe store kartoffelatomtårn«.
»Jeg kom ikke ind«, siger han. Helt kort, inden han slår ud i en stille, huggende latter. »Og det eneste, jeg tænkte, var say whaaat?«.
