Velour er et materiale, man kan blive suget ind i. Det skinner, og vævningen gør, at det virker dybt og uudgrundeligt.
Det er historisk set blevet forbundet med kongelige, adel og rigdom. Kong Richard II af England erklærede i 1399, at hans krop altid skulle dækkes af velour, og i de næste århundreder, gennem renæssancen, var velour en vigtig del af klædedragten. De, der havde råd, brugte endda stoffet som tapet.
I moderne tid har velour haft sine faser. Nogle forbinder de skinnende metervarer med 1970’erne, hvor intet kunne blive blødt nok, andre tænker måske på 1920’ernes mode, der var rig på referencer til netop renæssancen.
2016 har budt på endnu en opblomstring. Modemagasinet Elle konstaterede i efteråret, at »velour er overalt, og alt kan laves af velour« og fulgte op med en forudsigelse:
»Hvis du ikke allerede har følt det, kommer du til det. Man kan ikke lade være med at røre ved blød velour«.
Forudsigelsen byggede på de seneste modeuger, der har vist en fornyet interesse for det blanke elastiske emne. Modehuset Balmain har for eksempel kørt hårdt på kombinationen af velour og guld, mens Guccis genfødsel som en slags levende secondhandbutik involverer velour i mange farver. Bølgen fortsætter i 2017.
Pikant og filmisk
Når jeg hører om velour, vandrer tankerne dog væk fra mode, og jeg begynder automatisk at synge teksten til sangen ’Blue Velvet’ (blå velour).
Især Bobby Vintons udgave er båret af en dyb længsel efter en kvinde i en kjole af blå velour.
Hun er skredet, men sangeren glemmer aldrig den fortryllende kjole og kan stadig se den gennem sine tårer.
»When she left, gone was the glow of blue velvet«.
Den dramatiske sang blev ikke mindre besættende, da instruktøren David Lynch brugte den som afsæt for filmen ’Blue Velvet’ i 1986. Der var velour på plakaten, og en af filmens centrale scener udspiller sig mellem en afklædt Kyle MacLachlan, som endelig har nærkontakt med Isabella Rossellini og hendes blå velourkjole.
Hun har også en stor køkkenkniv i hånden, og et sted i periferien spøger Dennis Hopper og et iltapparat.
Filmen blev en vigtig del af den moderne velourhistorie, og blandt andre H&M har leget med referencen i en reklamefilm med sangeren Lana Del Rey, der til lejligheden indspillede en ny udgave af titelsangen.
Den seneste velourbølge har ulmet et stykke tid. Man har også set den inden for boligindretning, og der er igen veloursofaer og lampeskærme i katalogerne fra de store kæder.
Som altid i modeuniverset er der et cyklisk element forbundet med opsvinget. For få år siden rynkende den finere påklædnings aktører på næsen, når for eksempel amerikanske Juicy Couture lavede joggingsæt i velour.
Nu kan du få lånerkort til modetøjMåske fordi mærket i 00’erne udviklede sig fra at lege med altid stilfulde Madonna til at blive en central del af reality-tv-universet og serier som ’Jersey Shore’. Her fremviste de kvindelige deltagere stolt deres bløde former i blød velour – og med Juicy skrevet hen over ballerne.
Siden gik selskabet konkurs, men hvis man læser magasinet Daily Elite, var der trods den dårlige smag alligevel noget tiltrækkende ved det bløde loungewear, som sad som malet på hofterne af tvivlsomme berømtheder og tusindvis af amerikanske kvinder i indkøbscentre.
»Kvinder i alle aldre fandt endelig noget tøj, der både var behageligt og skinnede, og fyre kunne ikke lade være med at stirre på deres numser. Der var altså noget for alle«, mener netmediet (vistnok) med glimt i øjet og når frem til en konklusion:
»Juicy Coutures veloursweatpants var begyndelsen til vor generations besættelse af bagdele«.
Velourmanden
2016-bølgen med velour på catwalken rækker ud efter mere klassiske referencer. Der er langt fra Kim Kardashian til renæssancen.
For mærker som Gucci, Chanel og Lanvin er det jagten på en form for raffineret skønhed med indbygget historie, som fører dem til velour og glamour.
De bruger især stoffet til lange kjoler i mørke kulører. Det er den royale stil, hvor velour virker som noget tungt og dyrt, og som skinner i natten. Man ser også velour brugt af blandt andre Tommy Hilfiger til jumpsuits, mens der findes et utal af blazerjakker i materialet.
Herrerne kan også være med, for eksempel med bløde pilotjakker, som vil gøre Claus Borre syg af misundelse.
Men det er ikke ren optur alt sammen.
2016 var også året, hvor vi mistede en af de største velourfans i nyere tid: Prince.
Den agile musiker holdt gennem karrieren fanen højt for farven lilla og for velour. Gerne i kombination.
Prince klædte sig i velourheldragter, i bløde jakkesæt tilsat skjorter med kalvekrøs, og han gik ikke af vejen for at prøve velours livlige søster, nervøst velour, som kan se nærmest levende ud, når stoffet rammes af spotlys.
Musikeren gik med støvler i velour, mødte op til fester i slippers af velour og dansede igen og igen ind på scenen i velour fra top til tå. På nogle mænd kan den slags se lovlig blødt ud, men som Washington Post skrev i forbindelse med hans død i april:
»Prince var ren testosteron hældt i et jumpsuit med svaj, velourjakkesæt eller bukser, der fremviste hans baller«.
fortsæt med at læse
