Det er ikke så tit, at der kommer ’Til Salg’-skilt i vinduet på et af de store gamle modehuse. De fleste er for længst opkøbt af de to dominerende luksusvarekoncerner LVMH og Kering eller har fået asiatiske eller mellemøstlige kapitalfonde ind i ejerkredsen.
Men Pierre Cardin er bare sig selv, og sådan har det været, siden modeskaberen gik solo i Paris i 1950.
Det er ikke første gang, han prøver at komme af med sit livsværk, og det er ved at være tid, hvis han selv skal være en del af processen, siger han til Womens Wear Daily (WWD).
»Jeg er 94, så selvfølgelig er modehuset til salg«.
Hvis der skulle sidde en interesseret læser med frie midler i pensionspuljen, ønsker Pierre Cardin sig 7,5 mia. kr. for hele molevitten. Og det er årsagen til, at han stadig er solist.
Der har tidligere været bejlere, men ingen vil betale så meget for et modehus, som konservativt anskuet ikke er helt på omdrejningshøjde med tiden. Bankfolk anslår over for WWD, at en mere realistisk pris vil være 1,5 mia. kr.
Tallene er gætterier. Mærket Pierre Cardin er privatejet og offentliggør ikke detaljerede regnskaber. Manden selv er ekstremt selvstændig og har i lange perioder kørt forretningen alene uden indblanding fra f.eks. en bestyrelse.
Hvis en eventuel køber skal være i stand til at løfte det berømte navn ind i fremtiden, vil det være en fordel at kende Pierre Cardins historie, for fremtiden var engang hans speciale.
Legendarisk smoking til kvinder fylder 50 årDer er især to områder, hvor han har haft stor indflydelse på modehistorien.
Som designer var Pierre Cardin i 1960’erne del af en lille gruppe fremsynede modefolk, der var optaget af rummet og fremtiden. Han arbejdede med unisex-tøj og højteknologiske materialer, og sammen med ligesindede som André Courrèges og Paco Rabanne gjorde han moden futuristisk.
Det var en stil med minikjoler og skarpe grafiske mønstre, der matchede popart, modernisme og det generationsskifte i musik og kultur, som fødte fænomener som ’Swinging London’.
»Jeg ville tegne fremtidens tøj – det skulle udstråle ungdom og vise, at en kvinde kunne være fri. 1960’ernes kvinder skulle have muligheden for at arbejde eller køre i bil i tøjet. Folk syntes, at mine ideer var mærkelige«, har han tidligere forklaret.
Oprindelige folk skal beskyttes mod modefirmaerMinikjolerne var nærmest firkantede i snittet og blev lanceret med hatte, der lignede rumhjelme. Der var tunikaer til både mænd og kvinder, og musikelskere bed mærke i, at The Beatles bar jakker uden krave med Pierre Cardin som forbillede. I 1968 rykkede han hårdt på teknologiske materialer og regnfrakker i vinyl.
Det var en fase i modehistorien, hvor fremtiden virkede positiv og fuld af muligheder.
Navn til salg
Det andet element i opbygningen af Pierre Cardins status handler om forretning. I dag er vi vant til at se navnet på kendte modemærker klasket på alle mulige produkter. Det er sjældent mærkets eget tøj, der henter overskuddet hjem til de store modehuse. Det er salget af tilbehør som parfumer, solbriller, håndtasker, kuglepenne og alle de andre ting, som ofte bliver produceret på licens af andre firmaer.
Pierre Cardin var en pioner på dette område og gik allerede i 1960’erne i gang med at leje sit navn ud. Det anslås, at han i 1990’erne nåede op på 840 licensaftaler, der årligt sendte 1 mia. kr. tilbage i hans pengekasse. Så hvis du synes, at Pierre Cardin-navnet i en periode var overalt, er det forklaringen.
Denne form for udnyttelse af et varemærke (man kan i tilfældet Cardin kalde det rovdrift), har en bagside. Det kan slide selv det bedste navn tyndt, og der kan blive hakket nogle procent af prestigen, når der ligger stabler af billige Cardin-underbukser i en lavpriskæde, eller hvis solbrillerne og tørklæderne ikke lever op til den kvalitet, man som kunde forventer af en mærkevare.
Er I klar i køen? Torsdag sælger H&M tøj fra Kenzo»Han er den ekstreme udgave af licencering. Det var været en økonomisk succes, men har udvandet hans image«, siger Valerie Steele, modeforsker og chef for Museum of Fashion Technology til New York Times.
Ifølge Pierre Cardin er licensaftalerne i dag skåret ned til ca. 350.
Denne meget kommercielle tænkemåde bragte tidligt i karrieren designeren på kollisionskurs med den gamle modeverden. Da han begyndte at sælge stangtøj i 1959, blev han smidt ud af Chambre Syndicale – det fine selskab, der samler og overvåger fransk mode.
Det var simpelthen for plat, mente de mere kunstnerisk orienterede couture-folk, som dog snart måtte indse, at Cardin bare havde været hurtigere end alle andre til at forstå, at verden var i forandring.
I sidste uge blev han hyldet af Académie des Beaux-Arts i Paris. Pierre Cardin er den eneste modedesigner med plads i det fine selskab side om side med kunstmalere, filminstruktører og forfattere.
fortsæt med at læse
