Tindersticks blide kattepoterock er stadig unik, og koncerten i Radiohuset viste, at deres nye album, ’Soft Tissue’, hører til blandt deres rigtig gode.

De har overlevet i fineste form

 Efter årene med soloplader er Stuart Staples for længst tilbage i folden hos Tindersticks 2.0.  Foto: Signe Lægsgaard
Efter årene med soloplader er Stuart Staples for længst tilbage i folden hos Tindersticks 2.0. Foto: Signe Lægsgaard
Lyt til artiklen

Siden jeg første gang hørte Tindersticks i 1995 og øjeblikkelig blev afhængig af den melankolske stemning i sange som ’Tiny Tears’, ’Travelling Light’ og ’She’s Gone’, har jeg med jævne mellemrum dyrket bandet fra Nottingham og deres valse triste.

Lørdag aften skulle de give koncert i Radiohusets udsolgte koncertsal med et virkelig godt nyt album, ’Soft Tissue’, i ryggen. Så forventningerne var større end længe. Samtidig har genhøret med Tindersticks fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er med den melankoli.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her