Var man et meget dogmatisk indstillet menneske, kunne man føle sig fristet til at mene, at det, den amerikanske komponist og harpist Zeena Parkins gjorde ved sit instrument, ikke var det oprindeligt tiltænkte. For harpen indgår i en mytologisk forestillingskreds, hvor den hører sammen med det evigt skønne, det himmelsk smukke. Og hvis der er en ting, Zeena Parkins’ musik ikke angler efter at være, så er det skøn på den lidt valne facon. Tværtimod kunne man hævde, at den konsekvent bestræber sig på ikke at være kælent smuk, men som et af sine forsonende elementer ikke formår at undgå det alligevel, ikke hele tiden i alle fald.
Det gør den ekstremt krævende og opmærksomhedsfordrende at lytte til. Den er flygtig som et diskret kærtegn, men samtidig ofte også hård som et spark over skinnebenet. Den er omskiftelig og charmerende som et toårigt barn. Først og fremmest er den imidlertid dybt kompleks og gennemreflekteret til mindste detalje. Alt er en del af den soniske udfordring. Også når Zeena Parkins placerer metaldimser mellem harpens strenge, pakker dem ind eller ud af blåt materiale – eller rejser sig og henter en bue til en kontrabas med henblik på at bestryge strengene, som var der tale om et helt andet instrument.
