Da jeg forberedte dette her interview, tænkte jeg, du ville starte med: ’Hvordan kan I erstatte Jim? Jim er uerstattelig’. Vi erstatter ikke Jim. Jim er død. Hvis vi havde sagt: ’Jim, du er fyret!’, og havde fundet en anden sanger, så ville det være at ’erstatte’«. Så er det vist slået fast: Jim Morrison er død. Ligesom Elvis og punkbevægelsen. Og hvis han ikke er det, ønsker han tydeligvis at fremstå sådan. Alligevel er han på mange måder levende for Ray, der næsten konsekvent omtaler ham i nutid gennem hele interviewet. Han har gennem 40 år været gift med Dorothy, og vi sidder i deres hjem, der på ingen måde er en stor og prangende bopæl, men et hyggeligt hus på størrelse med en almindelig dansk villa. Indretningen er smagfuld, afdæmpet og dyr art deco. Lamperne, møblerne og de afrikanske figurer er ikke parisiske loppefund men den slags, som købes på seriøse auktioner og gennem kunsthandlere. Ray er ikke helt så imponerende høj som forventet og brysk på en venlig facon. Han taler meget rytmisk afbrudt af udbrud og gentager ofte pointer i let varieret form, som han strøer med arkaiske amerikanske udtryk som: Boy oh boy! Rolling Stones er for eksempel altid opfattet som en gruppe, men I blev engang introduceret som ’Jim Morrison and the Doors’. Blev Doors sommetider blev misforstået på det punkt? »Well, ham der Jim Morrison er bare så karismatisk, at folk ikke kan komme over læderbukserne, countrybæltet og måden, det sidder på hans hofter. Jim er den moderne fortolkning af Dionysos-myten. Den har været undertrykt i 2.000 år, vi har impulserne men vil ikke tænke på det. Og det er de impulser, Jim kildede i folket. Men de kan ikke komme ud over det og ind i hans ord. De kan ikke komme over ham, ’Jim Morrison’ med det krøllede hår, det stærke rene ansigt – og så de læderbukser!«. Overskyggede det Doors? »Nej, vi var først The Doors. Så opdagede man, at vores forsanger var noget rigtig, rigtig syndigt. Og nu repræsenterer Jim de vildeste ting, du overhovedet kan forestille dig, og dem projicerer du så over på Jim inde i dig selv. Jeg har hørt tusindvis af vanvittige historier om Jim Morrison. Når jeg siger: Det passer ikke. Så svarer de: »Jo, Ray. Det er rigtigt. Jeg har hørt sådan og sådan«. Prøv at lytte til teksterne, gider du? Det er et rock-, jazz-, bluesband med en fandens god poet i front, som tilfældigvis ser godt ud og danser rundt. Men de kan ikke komme længere end: ’ser godt ud og danser’…«. Ud over kantenI har godt nok tiltrukket jeres andel af mærkelige fans … »Vi var det mest populære band på sindssygeanstalterne dengang. Folk på anstalterne følte, vi forstod dem. Og det gjorde vi, fordi vi kom selv fra et ’sindssygt’ sted, hvor du som kunstner altid befinder dig. Som med Jims sang: Once I had a little game/ I like to crawl back in my brain/ I think you know the game I mean/ the game called go insane. Vi kravler alle sammen tilbage ind i vores hjerner. Det kan kaldes sindssyge eller store psykiatriske eller psykiske udforskninger«. Er det fordi psykedeliske stoffer fører dig ud til kanten? »Når du tager lsd, ryger du langt ud over kanten. Du bevæger dig ind i et æterisk rige, det overjordiske. Og når du så kommer tilbage, må du sætte det hele sammen på ny«. Det har altid slået mig, at der ikke nogen andre, der lyder som the Doors. »Det har jeg også altid tænkt over. Jeg vidste godt, vi var fremragende og helt unikke på den tid: Der var Beatles, The Stones og The Doors. The Doors var psykedeliske, en slags blues’et, jazzet storbymusik fra Venice California. Stranden, lyset fra solen, sandet og de åbne vidder – havets uendelige åbenhed, sneg sig ind i musikken. Men jeg aner ikke, hvorfor der ikke er andre, der gør det samme: Der er en god guitarist, som kan spille flamenco, ’jug band’ og ’bottle neck’. John er en jazztrommeslager, som spillede i sin high school’s marching band. Der er en keyboardspiller fra Chicago med en baggrund i klassisk, blues og jazz. Og Morrison er poet«. »Jeg har altid set Morrison som fransk symbolist, beatnik og ’southern gothic’ som Tennessee Williams. Han havde denne aura af død, denne ’southern gothic’-bevidsthed om døden. Ikke at han svælgede i det, men når først du bevæger dig ind på det psykedeliske stadie, er dødsbevidstheden der hele tiden. Det tiltrak mig også i det, han lavede: Livet er uendeligt, men du skal dø en dag. Og jeg kan spille den slags musik; den mørke, slaviske, sørgende musik som f.eks. Stravinsky«. En tibetansk lama har sagt, at hvis man ikke tænker på døden mindst fire gange om dagen, er dagen spildt … »Ha, ha ha! Eller hvis du laver lidt havearbejde, nyder et godt måltid, læser en bog eller får lidt god sex mindst en gang om dagen. Hvis du gør mindst én af de ting, er dagen ikke spildt. Det er den heller ikke, hvis du ser op på solen, hvis du ikke tænker på døden – eller hvis du tænker på, hvor godt det er, at være i live«. Får man det fra en dødsbevidsthed? »Boy, den fører dig lige ind i livet. Du har så kort tid her, at du lige så godt kan synge, danse og holde en fest«. Var det element misforstået i Jims tekster? »Ja, helt bestemt. ’Var han besat af døden Ray?’ Nej, han var ikke besat af døden. Det er et tåbeligt spørgsmål. Han var bevidst om døden, og det må du også hellere være. Så følger selvfølgelig det forfærdelige spørgsmål om, hvad sker der med dig, når du dør? Hvor kommer du fra, hvor skal du hen, og hvad laver du egentlig her? Det er de spørgsmål, du som menneske her på jorden må svare på«. Hvorfor tror du, folk fokuserede på den mørke side? Eller blev det blot opfattet og fortolket som en mørk side? »Du kommer fra energien og du vender tilbage til energien. Og mens du er her i din kødelige krop, så syng, dans og lav små børn – du ved, alle de vidunderlige ting vi kan foretage os i livet. Du oplever også hjertesorg og sjælekval. Det hele er en del af det, at være menneske«. Var det en fælles bevidsthed mellem jer i Doors? »Ja, og så lsd, psykedeliske stoffer der åbnede ’dørene’. Lsd var som øjeblikkelig oplysning: Kpow! Hej drenge og piger, her er hemmeligheden ved livet. Sæt strøm til hjernen, hav denne oplevelse og forsøg så at sætte det hele sammen igen. Det var temmelig øjeblikkeligt, og det var temmelig nødvendigt. Men det hjalp stadig ikke. Kunne ikke forandre det forbandede samfund. Selv om vi bestemt har gjort det alligevel, og det er en gradvis proces«. Det virker, som om Doors i den periode var en del af bevægelsen fra en mere uskyldig tid til en mere rå? »Jeg tror ikke, vi blev hverken hårdere eller mørkere. Doors blev født fuldt udviklede og forblev fuldt udviklede og – skrev bare Doors’ sange. ’Riders of the Storm’, ’The End’ og ’When the Music’s Over’ er mørkere stykker. Men ’LA Woman’ er en glad hyldest til Los Angeles. Så selv til sidst var begge sider tilstede. Yin og yang. ’Hello I Love You’ i den ene ende og ’Shaman’s Blues’ i den anden. Vi var altid i stand til at balancere på den line og udforske begge sider af ligningen. Men det var jo det sjove; at gå ind i mørket, underbevidsthedens dybder – og så også lave glad musik«. Hvem vandt?I var en del af alt det, der foregik sidst i tresserne; kampen mellem det etablerede system, ’the establishment’ og ’the lovers’, som du kalder dem. Vandt systemet? »Ja. George Bush er præsident. Muslimerne, de kristne og jøderne er gået amok i fundamentalisme. Det religiøse og det økonomiske ’system’ har vundet. Så her er vi med en verden, der meget, meget hurtigt er ved at blive brugt op«. Var ’the lovers’ ikke stærke nok? »De var ’lovers not killers’. Systemet er mordere. De har geværerne og våbnene – og de bruger dem. De skød på folk i Kent State (University, 4. Maj 1970, red.). Og de slog dem ihjel. Unge amerikanske drenge, der skød på unge amerikanske piger og drenge på et college. De dræbte fire og sårede tredive. Det er en fandens masse kugler, som blev skudt af unge amerikanere mod unge amerikanere. Og alle forstod pludselig: ’De dræber os. De er ligeglade – de slår os ihjel’«. Skabte det en modreaktion? »Selvfølgelig. Så var der Manson, og pludselig indså man, at dem der tog syre, kunne blive sindssyge og dræbe. Det lå uden for ethvert syrehoveds forestilling, at nogen rent faktisk kunne slå nogen ihjel. Og her var der pludselig andre syrehoveder, der myrdede. ’Holy Christ, syre kan også være fucked up!’. De fik ram på Jack Kennedy, så Bobby Kennedy og Martin Luther King. Der var en følelse af, at de snigmyrdede alle de gode. Systemet har en atombombe og de fyrer den af, hvis de mener, det skal til for at bevare deres livsform«. Føler du at idealerne fra den tid er ført videre til i dag? »Det hele eksisterer stadig. Rave-festerne er et stammeritual på samme måde som the Fillmore Psychedelic Ballroom (spillested i San Francisco, red.) var det. De er en stamme som os af vilde indfødte amerikanere. Det er bare et spørgsmål om – at åbne ’dørene’ og blive bevidst. Men de unge mennesker i Amerika i dag er så forelskede i medierne og i vreden. Det er den nemmeste følelse: ’Jeg er så vred! Verden og min mor og far har behandlet mig dårligt!’. Og hvad så?«. »My God – æd nogle svampe og tag ud i skoven eller i ørkenen. Tag ud til havet, sæt dig på stranden, ryg en joint og lad bølgerne skylle henover dig. Opdag, at du er et menneske på planeten jorden og hold op med at beklage dig. Det tror jeg, er nøglen til menneskeligheden: Finde det gode indeni, finde den kosmiske bevidsthed«. »Du ved, hvad der er rigtigt og forkert. Du kan se lige igennem det, og der er et rigtigt og et forkert. Lige nu er verden mest i gang med 75 procent forkert og 25 procent rigtigt, så vi må hellere blive ved med at kæmpe mod de onde kræfter; fascisterne, fundamentalisterne og grådighedsmagerne«. Hvordan føltes jeres koncerter? »Du går ind i en rytmisk tilstand, en ur-tilstand, stammeagtig, shamanistisk – det har folk gjort i tusinder af år. En gruppe mennesker der samles og spiller musik omkring et lejrbål. Folk har taget et eller andet stof eller er blevet berusede på anden vis, trommeslagerne slår på deres trommer, og folk danser. Du bliver selv mildt beruset, kun mildt, ellers kan du ikke spille. Energien fra alle, fra bandet, fra rytmen. Kraften fra rytmen og det hypnotiske beat, der bare bliver ved og ved og ved og ved. Især når Doors spillede ’Light my fire’ og skiftet fra a-mol til b-mol bare fortsatte«. »Du falder i en slags hypnotisk tilstand – og du er til stede. Det er lige nu og her, du transcenderer alt og er bare i det ’rum’ med alle dine brødre og søstre. I er mennesker. Det er en stor religiøs oplevelse og præcis det samme, som de unge gør ved raves. Alle er der bare og elsker alle andre. Du aner ikke, hvor meget kærlighed, der er i andre mennesker, før du befinder dig i den slags situation«. Ren lidenskabBrugte I det bevidst til at påvirke publikum? »Intet er kalkuleret. Din første forpligtelse som kunstner er at slå dig selv i gulvet med din maleri, din bog, dit digt, din sang. Publikum kommer for, at du skal føre dem ud på en rejse. Musikerne styrer. Det er ren lidenskab, og fra musikernes side er det kontrolleret. Du skal følge sangene, akkorderne og rytmen. John spiller på trommerne og du skal være låst til Johns trommer og rytmen; Robbie skifter akkord om lidt; Jim skal falde ind på det rigtige sted med ordene. Det er sangens struktur og du er nødt til at udføre den med det ypperste, du har. Og hvis du gør det, kommer du i en anden transcendental, psykedelisk tilstand«. Det kan du kun, hvis du er perfekt tunet ind til de andre? »Ja og du er nødt til at være fuldstændigt i harmoni. Du kunne muligvis gøre det alene, men du kan virkelig føle de, når alle arbejder sammen, så er det så kraftfuldt som et løbsk tog. Du er låst til jorden og til planetens kraft, men dit hoved er på vej ud i det ydre rum. Du er som toget i fuld fart ud af sporene med det der rytmiske klikkety-klak-klikkety-klak – du rumler derudad med den al den ægte kraft, du kan forestille dig. Samtidig er du også i en forbigående, improviserende tilstand«. »Det er helt bestemt også en seksuel følelse. God sex-energi. Alting pumper løs, du bruger også dine sex-chakraer. Du ved, bastrommen er præcis som fucking: Boom, Boom, Boom – to, tre, fire. Den samme slags rytme som i god sex – og i god rock’n’roll«. Hvad er Doors’ arv til eftertiden? »Haha, aner det ikke. Det kan kun vurderes udefra. På indersiden spiller du din musik. Jim danser sin dans, jeg bruger mine fingre til at danse med. John hamrer på sine trommer, og Robbie kildrer sine strenge. Forhåbentlig kan du lide, hvad vi laver. Det eneste, man kan gøre, er at udøve sin kunst og håbe, at andre mennesker får glæde af den. Unge mennesker i hver generation finder noget i Doors, de kan identificere sig med, som de måske ikke får fra andre grupper. Jeg tror, det er lidenskab og en følelse af frihed, frihed til at udforske hvad som helst«.