I 2004 sidder James Allan i en kold lejlighed i et af Glasgows forfaldne arbejderkvarterer tæt ved fodboldklubben Celtics træningsbaner.
Han knokler for mindstelønnen i dagtimerne, når han ikke lige står i kø til arbejdsformidlingen.
Om aftenen skriver han sange om den barske og brutale virkelighed, han kan skimte igennem tågen uden for sit vindue. Ungdomsbanderne. Brækket i rendestenen. Knivstikkerierne. Arbejdsløsheden. Kedsomheden.
Fodboldtrøjer og blomsterbuketter
En dag er et af gadehjørnerne i James Allans kvarter plastret til med fodboldtrøjer, blomsterbuketter og små håndskrevne beskeder til Kriss Donald – en 15-årig dreng, som er blevet kidnappet, tævet og til sidst stukket til døde 13 gange med en kniv blot en spytklat fra James Allans hoveddør.
Synet af den interimistiske mindeplads får ham til at skrive nummeret ’Flowers & Football Tops’.
Fire år senere sidder James Allan i en tourbus på vej ud af Transsylvanien.
Et af tidens mest omtalte rocknavne
Hans band Glasvegas er et af tidens mest omtalte nye navne på rockscenen, og på rekordtid har hans liv forvandlet sig fra en kamp på bunden af det skotske samfund til et miks af udsolgte turnéer, magasinforsider og topplaceringer på alverdens hitlister.
En af de sange, som hele verden synger med på, er ’Flowers & Football Tops’. En behageligt indsnigende popmelodi og et sublimt kor har gjort beretningen om Kriss og de 13 knivstik til en sikker livefavorit, og publikum – fra Glasgow til New York – stemmer i, når James Allan på stærkt arbejderklasse-skotsk messer »Baby, it’s getting late. I wish you would be home by now. Door bell rings. Who could it be at this time? Police on my left and right. My son’s not coming home tonight«.
Elektriske Glasgow
’Flowers & Football Tops’ er ikke den eneste af Glasvegas’ sange, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser fra Glasgows grå virkelighed. Der er ’Stabbed’, som handler om med nød og næppe at undslippe et skæbnesvangert møde med en gadebande.
Og der er hittet ’Geraldine’ – en ode til forsangerens tidligere socialrådgiver, som i dag passer T-shirt-boden, når Glasvegas er på turné.
»Livet i Glasgows arbejderkvarterer er ret intenst. Jeg lægger ikke så meget mærke til det, fordi jeg er vokset op der, men hvis du kommer dertil udefra, er jeg sikker på, at du vil opleve det som et nærmest elektrisk sted, der er fyldt med frustrationer. Måske fordi folk generelt går rundt og keder sig«, siger James Allan om de trange kår, der har skåret sig ind i rygmarven på medlemmerne fra Glasvegas og gjort bandet kendt som en flok menneskelige, charmerende good lads.
Kun overgået af Metallica
Om beretningerne fra Glasgows underklasse forsvinder fra James Allans tekster nu, hvor han ikke længere er på bistandshjælp, er uvist. Indtil videre skal han lige vænne sig til sin nye status som musiker i et band, hvis debutalbum spurtede direkte ind på en andenplads på den britiske hitliste, kun overgået af Metallica.
Du er gået fra at være på bistand til at være en rockstjerne …
»Undskyld, kaldte du mig lige for en rockstjerne? Gjorde du? Det tror jeg sgu aldrig, at der er nogen, der har kaldt mig før«, griner han og fortsætter:
»Vores vej til succes er gået utroligt stærkt, og det bliver bare ved med at stige i tempo. Lige når vi tror, at det begynder at stilne lidt af, begynder det blot at gå endnu hurtigere«.
James Allen lyder stadig som en arbejderdreng på turistklasserumfart blandt stjernerne. For fornemmelsen af en flad pengepung i baglommen slipper ikke en hårdhudet balle lige med det samme.
At glemme hverdagens pinsler
Historien om Glasvegas starter i Glasgow, længe inden det toneangivende musikmagasin NME udråber bandet til ’The Greatest New Rock and Roll Band in the World’. James Allan opdager allerede som lille dreng, at musik og ord kan være en måde at glemme hverdagens pinsler på.
Han voldspiller storesøsterens Madonna- og Cindy Lauper-bånd, og som niårig begynder han at udtrykke sine tanker og følelser i små digte, der fremkalder roser fra lærerne og udvikler sig til små sejre i et ellers ikke specielt vellykket skoleliv.
Og da han sammen fætteren Robert Allan, Paul Donoghue og Caroline McKay danner Glasvegas i 2001, får de følsomme ord gradvist et større publikum rundt omkring i Skotland.
For fattig til at være kendt
Ved en koncert på Glasgow-spillestedet King Tut’s Wah Wah Hut i 2006 fanger deres moderne doo-wop Alan McGees interesse.
McGee er manden bag bands som Oasis og Jesus and Mary Chain, og da han udråber dem til at være tidens mest interessante nye navn, følger den britiske musikpresse trop. Alle er ved at falde over hinanden af begejstring over Glasvegas.
»Det sjove er, at vi faktisk slet ikke var en del af Glasgows musikscene. Det var ikke, fordi vi bevidst forsøgte at undgå det. Vi var bare så ludfattige, at vi ikke havde penge til at gå ud. Så vi fandt noget billigt sprut og hang ud hjemme hos vores trommeslager i stedet«, fortæller James Allan.
Lever om natten
Men i dag er hverdagen helt anderledes. Hovedparten af tiden bruger han på hotelværelser, landeveje og i koncertsale langt fra hjemstavnen i Glasgows East End. Da iBYEN fanger ham på en skrattende mobiltelefon, er Glasvegas på vej ud af Transsylvanien, hvor de har indspillet julealbummet ’A Snowflake Fell (And It Felt Like A Kiss)’, der udkommer 1. december. Og de gotiske omgivelser har sat sit præg på den unge skotte.
»Jeg føler mig efterhånden mere som en vampyr end som et menneske. Det meste af vores liv foregår om natten nu, og det er næsten umuligt at smutte direkte hjem i seng efter at have spillet en koncert. Man er på konstant. Og det kan virkelig lave rod i ens hoved«.
Læs også: Melankolske Glasvegas udgiver fantastisk rockalbum
fortsæt med at læse
