»Hun sang ad helvedes til«. De kontante ord kommer fra Jes Harpsøe, som er arrangør i Christianias Jazzklub, og de er møntet på sangerinden Macy Gray. Hun er den seneste i rækken af stjerner, som har givet en sen, spontan optræden i Børneteatret efter en storstilet koncert andetsteds i byen. For Christiania har en jazzklub, som får besøg af musikere, der kommer for at høre andre musikere og siden jamme med på scenen. Mange af jazzens helt store navne har gæstet det intime spillested, hvor scenen ikke er hævet mere end tredive centimeter over gulvet. I flæng kan nævnes saxofonister som Joe Lovano og Chris Potter, guitaristen Kurt Rosenwinkel, pianisten Danilo Perez og danske musikere som trompetisten Jens Winther og pianisten Nikolaj Hess. »De fleste inden for den eksperimenterende jazz kommer på Børneteatret – fra den ældste til den yngste. Det er svært at pege på nogen, som ikke har spillet der«, siger musikeren T.S. Høeg, som selv er en flittig gæst i jazzklubben. Selv om musikerne fylder meget, er alle velkomne i klubben. Også helt almindelige publikummer, der bare vil sidde ved cafébordene eller på den røde træbænk langs bagvæggen og kigge på og lytte. Øvetime blev til jamsession Jes Harpsøe, som til daglig driver Café Oasen på Christiania, har været fast ankermand, bartender og crooner i Christianias Jazzklub siden starten i 1998 og har hørt lidt af hvert. Jazzklubben udsprang af Christianias eget hornorkester, som øvede i Børneteatret. Det var et bigband med fem saxofoner, en trombone og en trompet nu og da. »Det var en ren kakofoni nogle gange, men der var masser af spilleglæde. Selv om det ikke altid lød så skidegodt, så var det en god fornemmelse, orkesteret gav fra sig«, mindes Harpsøe, som selv sang i front. Spilleglæden og kakofonien er også kendetegnende for den åbne jazzklub, som øvetimerne med hornorkesteret forvandlede sig til efterhånden. Efter en konflikt om brugsretten til Børneteatret faldt hornorkestret lidt fra hinanden, men så åbnede de tilbageværende medlemmer dørene og inviterede til jamsessions i stedet. Og siden har Børneteatret huset jazz hver onsdag og fredag. Igennem årene har jazzklubben ændret karakter. En overgang herskede en moderne guldalderstemning, hvor hele den unge generation af nye jazzmusikere fra Det Rytmiske Musikkonservatorium dukkede op hver eneste klubaften og skabte en gyngende jazzfest. Men det sidste halve års tid har været en sløj periode. Musikerne kommer stadig, men færre almindelige publikummer kommer forbi. Harpsøe mener, at det hænger sammen med, at det ikke længere er tilladt at ryge pot eller hash i klubben. »Stemningen er forandret, og det har skræmt nogle af gæsterne væk. Folk gider ikke komme, hvis de ikke kan få lov at ryge i fred. Men for at beskytte vores jazzklub skal der ikke stinke af tjald eller hænge røgskyer i klubben, hvis politiet kommer og besøger os«, siger Jes Harpsøe. Fra bebop and beyond T.S. Høeg kommer stadig fast i jazzklubben, fordi han elsker miljøet, som han betegner som ægte ’clubbing’. »Når det rigtig går for sig, er det ligesom i USA, hvor det er varmt, svedigt og varer til langt ud på morgenen«. Aftenerne starter typisk klokken 21 med et opvarmningsband, og klokken 22.30 begynder aftenens koncert. Bagefter er scenen åben, og så er der jamsession, til klubben lukker klokken 5. »Det veksler i løbet af sådan en nat fra det rene kaos til det helt sublime. Og det er det, der altid har været det skægge ved stedet: Det er ikke til at vide, hvad der kommer til at ske. At gå til en koncert derude er én ting, men hvad der sker bagefter: Dét er det sjove«, siger T.S. Høeg. Ud over den meget løse jam-form er der heller ingen stramme genrer, som musikerne skal forholde sig til. Musikalsk frihed og eksperimenteren er i højsædet, men der spilles mest moderne jazz og gerne af den krassere slags, understreger T.S. Høeg. Ingen øljazz »Der bliver aldrig spillet øljazz. Det er fra bebop and beyond, som vi plejer at sige. Og når alt er på sit højeste, bliver jazzen bragt fremad derude« Stort set alle andre jazzklubber i København har en stram musikprofil for at kunne overleve i forhold til hinanden. Til sammenligning er Christianias Jazzklub anarkistisk. Så længe man har noget på hjerte og gerne vil spille, kan man som regel få lov til det. Derfor fungerer jazzklubben også som en affyringsrampe for unge talenter, der er ved at finde deres ben i jazzmusikken. »Hvis man vil afprøve nogle syrede idéer, kan man få lov i Børneteatret. Det har jeg benyttet mig utroligt meget af. Altså bare ringet og sagt »Vi er fire trommeslagere, en masse orgler og to dansende piger, der kaster med grøntsager«. Og jeg har aldrig fået et nej«, fortæller trommeslageren Kresten Osgood, som sammen med sin fætter Søren Kjærgaard har udviklet fantasisproget ’ikscheltaschel’ blandt andet ved at improvisere på jazzklubbens scene. Han oplever, at Børneteatret fungerer som et udstillingsvindue med plads til det mærkelige og skøre. »Den ene dag står der måske en og synger Lars Lilholt-numre på grønlandsk, og dagen efter spiller den tyske avantgardestjerne Peter Brötzmann. Det er helt åbent, hvad der kan ske derinde«. Freejazz med Bent Jædig Musikernes entusiasme for stedet fører nogle gange til helt specielle konstellationer. Engang fik Kresten Osgood åbnet Børneteatret en tirsdag aften, fordi han fik en pludselig spilleiver på en aftentur med den nu afdøde tenorsaxofonist Bent Jædig. »Jeg blev sådan helt »Arj, Bent! Vi skal spille, vi skal spille! Vi skal åbne Børneteatret!««. Efter en opringning var jazzklubben åbnet en halv time senere, så Osgood og Bent Jædig kunne spille freejazz til 7 om morgenen. Undervejs kom en stime både musikere og publikummer til, fordi de havde hørt, at der skete noget. »Det ville være helt utænkeligt at gøre sådan noget andre steder end lige netop derude«, siger Osgood. Rom med Macy Gray Der er heller ikke mange andre steder i byen, hvor 20 tilfældige publikummer ville kunne sidde og skåle i rom med souldivaen Macy Gray og 8-10 stykker fra hendes band en onsdag nat. Og det var netop, hvad der gik for sig i Christianias jazzklub 30. maj i år. Nogle fans havde under Macy Grays koncert i Tivolis Koncertsal sendt et kort op og opfordret hende til at komme ud på Christiania bagefter og give et par numre. Det gjorde hun. Sammen med resten af sit band. Men ifølge Jes Harpsøe var Macy Gray altså ikke en stor jazzformidler. Det var til gengæld en af hendes korsangerinder, som sang et par solonumre så frydefuldt, at hårene rejste sig i nakken på tilhørerne. »Hold kæft, hun sang dejligt. Hun kunne synge jazz«.