Sidst vi så Thåstrøm på dansk grund var netop på Roskilde Festival. Forhåbentlig bliver det en helt anden slags festival i år end dengang. Det var nemlig i 2000, det år otte drenge, efter et vanvittigt sammenfald af ulykkelige omstændigheder, mistede livet i mængden foran den store scene. I den tyngede stemning som resten af festivalen blev afviklet i, var Thåstrøm, sådan som jeg husker det, en af de eneste, der leverede en koncert, der passede til situationen. Et kort intensivt, knaldhårdt sæt hurtig rock, der i en lille times tid frisatte den indestængte sorg og vrede, der lå over Dyrskuepladsen det år. »En del faller vackert, en del faller hårt/ En del faller alltid, alltid ner i hål«, sangen fra det det dengang aktuelle album, 'Det er ni som är dom konstiga det är jag som är normal' fik ny betydning den eftermiddag for seks år siden. Radikalt forsøg på at undslippe mainstream Det var også det år, Thåstrøm i en af sine meget sjældne medieoptrædener, erklærede at han nok kun havde et, måske to albummer tilbage i sig. »Jeg er ved at blive for gammel«, sagde den dengang 42-årige Thåstrøm, »det kan være, jeg skal begynde på at spille country«. Men allerede dengang var der ikke noget nyt i, at den svenske rockpersonlighed fortalte, at han var på nippet til at holde op eller i gang med at skifte til en helt anden stil. Det var så meget midt i halvfemserne, at jeg ikke kan huske årstallet, hverken for Thåstrømkoncerten i Ungdomshuset eller for den eneste gang, jeg så ham med den formørkede, voldsomme electro-trio Peace, Love & Pitbulls, Thåstrøm var frontfigur for i fem år - hans mest radikale forsøg på at undslippe mainstream, medier og masser. Men det var i hvert fald noget med en nedlagt fabrik på Islands Brygge, meget høj lyd og en koncert hvor flimrende stroboskoplys i lange perioder var eneste lyskilde: »Me animal, me in control/ Me watch the humans out on parole/I am blessed with being possessed/ I am blessed being possessed«. Electropunk og synthrock Og så var det noget med noget dåseøl i et rum bag scenen og Thåstrøm, der ikke kunne huske mig, da en af mine venner konstaterede, at vi jo kendte hinanden. Men det var jo også to, måske endda tre år efter, jeg havde haft mit eneste interview med Thåstrøm. Det var efter koncerten på Roskilde Festival, og hvis jeg ikke havde været så ung, benovet og urutineret, som jeg nu engang var, så var det sikkert gået helt fint. Selv om jeg selvfølgelig, under alle omstændigheder, ville være noget bagud med min begejstring for hans første soloplade og hans akustiske optræden i Den Grå Hal året før. Begge dele var noget Thåstrøm helt bestemt havde lagt bag sig. Nu ville han lave electropunk og synthrock på engelsk. Så det er altså først nu, femten år efter, at Thåstrøm laver en plade, det minder lidt om det, jeg efterlyste dengang. Efter koncerten på Grøn Scene den eftermiddag i 1990 var han ellers veloplagt og fortalte beredvilligt om sine ambitioner efter at finde ny energi i musikken, som man et årstid efter fik at høre i den synthpunk-påvirkede 'Xplodera mig 2000' og senere til overflod i Peace, Love and Pitbulls-projektet. »Jeg har ikke lyst til at sidde i Stockholm sidde og lave rim og stirre ned i et vinglas resten af mit liv«, kan jeg huske, han sagde. »Jag vill ha en ny sorts drog/ Och jag vill ha hypnos/ Jag vill inte ha nåt val/ Jag vill bara va din slav Jag vill bli, jag vill bli elektrisk/ Längst inne i dig« Efter den eksperimenterende periode begyndte Thåstrøm i 1999 igen at skrive svenske tekster, tilført det bedste fra electrorocken: tyngden og energien. Selv om han har gjort sit for ikke at skamride sit umiskendelige talent for at skrive mundrette dramatiske sange i den store nordiske tradition, så har det ikke fornægtet sig. Ekspunker på hitlisterne Det er nok også en af grundene til, at Thåstrøm med tre svenske albummer langsomt har (gen)indtaget den position i svensk musikindustri, der gør den 48-årige ekspunker til en selvfølgelighed på hitlisterne, til kandidat til de grammy-priser, han altid har sagt nej tak til og til et efterstræbt livenavn, der med koncerten på Roskilde Festival tager hul på endnu en turné rundt i Sverige. Belært af erfaringerne kan man stadig ikke være helt sikker på, hvad det så er, Thåstrøm stiller op med denne gang. Om det er nu denne, der bliver den sidste. Man ved jo aldrig med ham Thåstrøm - det er ikke det, der er noget nyt i. »Jag ska bo nånstans i Altona/ Jag ska bli en helt annan man/ Jag ska hitta helt nya barer/ Jag ska bara göra sånt/ Som ingen annan kan« henrik.vesterberg@pol.dk