Det var slet ikke usædvanligt, at publikum blev begejstret til hinsides ekstasepunktet over sangeren deroppe på scenen og bare måtte give deres benovelse luft: »Evviva il coltellino!«, råbte de så af fuld hals ud i operahusets sal og blandede sig med den generelle fortættede eufori. »Længe leve den lille kniv!«. Hvis det ikke var for den lille kniv, coltellino, der med et snip befriede en ung dreng for hans testikler, havde musikhistorien set anderledes ud. De store kastratsangere havde stemmer af en overnaturlig klang, højde, fylde og virtuositet, som vi slet ikke formår at fantasere os til i dag.
De var 1700-tallets mest fejrede scenekunstnere, en af musikkens store myter, en af de store gåder. Alt, hvad man læser om dem fra samtidige kilder, fortæller om djævleblændt karismatiske androgyne mænd, tilbedt og attrået, forgudet af betalende publikummer fra København til Napoli, fra Skt. Petersborg til London.
