Skal jeg kalde dig Lars Pedersen eller Chief 1? »Chief 1«. Er det ikke på tide at droppe det pattenavn? »Så længe, der er noget, der hedder det danske skattevæsen, og man har mulighed for at skifte til sit alter ego hvert andet øjeblik, så beholder jeg det«. De andre fra Rockers By Choice er for længst kommet videre og har fået voksenjob, mens du hænger fast i fortiden, Chief. »Min bror er ved at udsende sin soloplade, og han hedder stadig Dee Pee, selv om han er 42 år. Og Ø bliver stadig kaldt Ø og hænger stadig ud på Amagers gader og stræder. Så det er i virkeligheden kun en eller to, der er blevet voksne«. Det er da for ynkeligt. Du er en voksen mand og går stadig i joggingtøj. »Det stoppede, da jeg mødte min kone, så jeg har kun joggingtøj på, når jeg ligger hjemme i stuen, dér. Og det er faktisk kun et spørgsmål om, at jeg ikke længere danser breakdance og derfor ikke har behov for det. Men jeg savner helt klart et totalt fresh sort par Adidasbukser med hvide striber med et sæt skibriller og en stor guldkæde foran. Det er da noget af det fedeste, der findes«. Der er åbenbart meget, du savner, og så prøver du desperat at fortsætte med at være nede med de unge. Som dengang du snød dig med i børnenes Melodi Grand Prix og skrev en sang til en af deltagerne. Det var et klart brud på reglerne om, at børnene kun måtte få en lille smule hjælp fra voksne. Var det ikke pinligt, da det blev opdaget? »Nå, det har du fundet ud af. Det havde været sådan i alle årene, at det var andre end børnene, der skrev sangene. Men så var der pludselig nogen på DR, der fik kolde fødder og skulle vaske hænder. Vi gjorde bare det, vi havde fået besked på af DR. Nemlig at skrive sange til de børn, der deltog«. Du ved godt, at man godt må sige nej, når man er blevet voksen, ikke? Så behøver man ikke at gøre alt, man får besked på. »Jamen, jeg bliver sgu nok aldrig rigtig voksen, dér. Og desuden havde jeg nemmere ved at sige nej, da jeg var teenager, end jeg har nu. Og jeg kan finde de første ti voksne, der stadig ikke kan sige nej«. Og jeg kan finde de første ti voksne, der har haft det samme mareridt om, at de som voksne er tilbage i folkeskoleklassen og skal til eksamen i matematik. »Ha ha ha. Det gør jeg tit! Jeg drømmer, at jeg ikke har været til matematik i et helt år, og så skal jeg pludselig op i det, mens jeg er voksen. Det er ret sygt, og jeg har tænkt mig at snakke med en psykolog om det. For det er noget tilbagevendende, at jeg har pjækket fra den skide matematiktime, og så vågner jeg op badet i sved«. Psykolog lyder som en god idé. For dig er den drøm jo tæt på virkeligheden, hvor du lever som en forvokset rapper i en børnekultur. »Alder er sgu kun et tal. Og jeg er stadig en ung idiot indeni. Men for fanden. Man er sammen med dem, man får smidt i hovedet, og så får man det bedste ud af det«. Men føler du dig aldrig som ham den dumme, der er gået seks klasser om og nu regerer skolegården, bare fordi han er den største? »Næh. Faktisk føler jeg mig tit yngre end dem, jeg arbejder sammen med. Hellere være sammen med en 16-årig, der opfører sig som en 30-årig, end sammen med en 30-årig, der opfører sig som en 16-årig«. Øh, ja for så ... »Skulle jeg være sammen med mig selv«. Men det er jo bare, fordi du er sådan lidt i anden division, når det gælder voksenkultur. Du kom ikke med i dommerpanelet til ’X Factor’ og måtte tage til takke med at bedømme deltagerne for B.T. i stedet. Har du svært ved at erkende en fiasko? »Næh, for det er da sjovt nok, at de bliver ved med at ringe til mig. Det må jo være, fordi jeg er en af de få, der har forstand på at bedømme underholdning. Men det er da klart, at jeg nogle gange stopper op og tænker over, hvorfor jeg nogle gange laver fire historier på tre dage til forskellige blade uden at få en krone for det. Hvorfor bruge fire timer på et interview, når man i stedet kunnet have lave noget musik?«. Ja, og i stedet for at lave musik bliver du ved med at kræve respekt for noget, der dybest set er et pinligt kapitel i dansk musikhistorie? Du var stjernen, dengang dansk hiphop stadig bare var dansktop tilsat trommemaskine. »Det er tit problemet med jer journalister, når I ser tilbage på dansk hiphop, at I glemmer at være i det øjeblik, det skete. Og det er klart, at Greenpeace, cykelbukser og Poul Schlüter er noget af det nemmeste at gøre grin med i dag. Det er lige så nemt, som når Finn Nørbygård skal få jyder til at grine. Men hvis man sætter sig ind i de ændringer, der skete i datidens Danmark, ser det anderledes ud. Samtidig skal man huske på, at der dengang ikke var nogen, der fortalte os, hvad vi skulle gøre. Malk de Koijn og Clemens har haft det meget nemmere, for de har bare set på det, vi lavede, og gjort det modsatte«. Hør nu her. Den eneste grund til, at du er i dommerpanelet til MC’s Fight Night, er sgu da, at publikum er for unge til at huske, hvor elendigt I rappede. »Ha ha. Da vi dommere kom ind på scenen i Århus (til Vestfinalen i MC’s Fight Night, red.) blev der jublet højt efter både introduktionen af både Clemens og Joe True. Men da jeg blev præsenteret, var der ikke nogen, der sagde noget. De var jo ikke engang født, da vi lavede ’Opråb til det danske folk’«. Og du har endda prøvet at fedte dig ind på den generation ved at være dommer i ’Scenen er din’, hvor du kastede håndtegn og skreg ’respekt’ til børn, der slog kolbøtter. »Der kan man se. Nu nakker jeg dig fuldstændigt totalt, for jeg har aldrig været dommer i ’Scenen er din’«. Nåh, nej. Det hed ’Stjerne for en aften’. Men det troede jeg var titlen på din selvbiografi. »Ja, eller også har du forvekslet mig med Etta Cameron. Nej, den går altså ikke, makker. Nu er det for en gangs skyld din tur til at blive udstillet. Hvordan skal læserne nu forholde sig til det, de læser, når der er så grumme fejl i din research?«. Kan jeg låne dine joggingbukser? Jeg kommer nok til at bruge en del tid på sofaen det næste stykke tid. »Selvfølgelig«. Tak.