På vej ind i havet af pensionister, der har fri her midt på dagen, ser man nogle ganske få helt unge på tilskuerrækkerne. De ser så følsomme og blidt modulerende ud i øjnene, at de nødvendigvis selv må være kunstnere, som må have levet et liv i en rugekasse af tryg kreativ udfoldelse. Eller også er de bare lillebror til en af musikerne på podiet, for sådan ser småbrødre også tit ud. Jeg er selv en. Der er fyldt på ingen tid i DR Koncertsalens Studie 2. Som om kammermusik var det nye sort. Det er dem, hvis radio står fast indstillet på P2, dem, hvor flertallet foretrækker opera serveret uden kalasjnikover eller referencer til multikulturalisme på scenen.
LÆS OGSÅ Stjerne gav koncert som tak for ædel violin
Som Jakob Kullberg siger, dansk maverick-cellist og sammen med Trio Aristos vinder af konkurrencen i 2006:
Akkordeonduoen kan overraske
»Når man ser på historikken, er det aldrig ensemblet med to akkordeoner og en ostehøvl, der vinder. Vores strygetrio er måske det mest outrerede og skæve, der har vundet i mange år. Normalt har ensembler, der ikke er totalt klassiske, højst chance for en anden- eller tredjeplads«.
Netop i år kan den spådom vise sig at være farlig. Jeg fanger Kullberg, da han er på vej ud i DR Byen i går for at kommentere semifinalen i P2. Og han har altså endnu ikke hørt det ensemble, der vitterlig er på alles læber i disse dage: Mythos, to unge bornholmske mænd på akkordeon, endnu dog uden ostehøvl.
Om det så er Tim Frederiksen, professor i kammermusik ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, en specialist i den klassiske ensemblekunst, kribler det i fingrene på ham: »Akkordeonduoen kunne noget helt anderledes. Det var dybt tilfredsstillende, det de gjorde, også selv om jeg personligt ville have gjort noget af det anderledes. Men hvis man mærker, at der bliver spillet med hjerte og engagement, så rammer det også«. Erkendt af en mand, der jo dog har haft tre andre af konkurrencens ni ensembler i hård træningslejr i månederne op til. Mythos con Brio Den akkordeonduo! I 2002, hvor jeg fulgte konkurrencen grundigt, var der kun et ensemble, alle talte om: Trio con Brio. Det var, som om de andre slet ikke fandtes, så evident var det, hvem der ville vinde. I løbet af torsdagen og fredagens indledende runder fornemmes Mythos-drengene at have den samme selvfølgelighed som i sin tid Brio’erne. Og tillige den der fornemmelse af: Det var ligegodt satans! At jo, noderne til ’Petrusjka’, Stravinskys virtuost og fuldt orkestrerede balletmusik, kendte man godt i forvejen, hvilken musik de normalt udmønter sig i og den slags, men indtil i dag anede man ikke vingefanget af de noder, hvor bredt de kunne anvendes, hvilke universer de lige så gyldigt kunne beskrive som dem, man allerede kendte. Bare nogle helt uventede instrumenter.
