Det er nat.
Lysstofrørene blinker, og under stilethælene brænder New Yorks asfalt. Hun har smokey eyes. Han har barberbladsskarpe kindben. Han ligner en ung udgave af Depeche Modes Dave Gahan. Hun ligner en modelsmuk krydsning mellem Blondies Debbie Harry og Madonna anno ’True Blue’.
Tilsammen ligner de midtersiden i et edgy modemagasin. Halvt Gucci. Halvt Gotham City.
'You and me'
Vi er midt i modefotograf Isak Hoffmeyers video til duoen Electric Lady Labs single ’You & Me’. Stine Hjelm Jacobsen og Martin Bøge Pedersen er det seneste bud på en dansk danceinspireret succes.
Med sort stil, dyster melankoli og 90’er-referencer hamrer deres hjerter i takt til det eurodancebeat, som i de seneste år har tændt op under de danske dansegulve. De albumdebuterer på mandag, men projektet ser allerede ud til at være lykkedes ret godt.
LÆS OGSÅ
’You & Me’ er blevet downloadet 25.500 gange alene i Danmark, videoen er blevet vist knap 800.000 gange på YouTube, resten af Norden er for længst begyndt at lytte med, blandt andet har norske musikforbrugere hentet nummeret ned fra Spotify 150.000 gange. Og inden længe skal den danske duo med det dystre look så lanceres i Tyskland, Østrig og Schweiz. Og målet har hele tiden været kommerciel succes, også i udlandet. Som Martin Bøge Pedersen selv udtalte i duoens pressemeddelelse:
»Ambitionerne har fra starten været, at projektet skulle være internationalt. Vi vil gerne være dem, der konkurrerer med tyskerne på deres hjemmebane og med englænderne på deres«.
Film noir
Electric Lady Lab er blot et af mange eksempler på danskproduceret kommerciel popmusik, der lige nu har kæmpesucces og iTunes-tække med nordisk melankoli og eurodance-dna – det sidste gælder for Electric Lady Lab i særdeleshed, for på singlen ’You & Me’ har de fået lov til at sample tyske Snap!s nyklassiker ’Rhythm is a dancer’.
Visuelt befinder gruppen sig dog næsten så langt fra 1990’ernes dancescene, som de kan. Og Electric Lady Lab er ikke det eneste nye elektroniske pop act, som er mere film noir, end de er ’Absolute Let’s Dance’.
Væk er 1990’ernes bugnende kavalergange og lakovertrukne sygeplejerskeuniformer. Nu henter den danske dancescene sit visuelle udtryk i modebladene, ikke i kostumeforretningen.
Tiltrækker seriøse musikere
Måske er det en af grundene til, at genren har udviklet sig fra at være dårlig smag til at være noget, vi godt vil indrømme, vi lytter til. For noget er sket. Siden Medina, Danmarks ubestridte dronning af dansegulvet, slog igennem med storhittet ’Kun for mig’ i 2009, har dance domineret radiobølgerne.
Der er sådan set ikke noget nyt i, at den kommercielle klubmusik suser op ad hitlisterne i rekordfart. I 1990’erne solgte Aqua millioner og atter millioner af plader, og i 00’erne tog hele Europa med Infernal ’From Paris to Berlin’.
Det nye er, at dance ikke længere er den genre, de seriøse musikere ikke tør lege med. I udlandet er megastjernen Rihanna begyndt at danse med dancen. Og herhjemme har vi set singer-songwriteren Tina Dickow optræde sammen med poptøsen Medina, ligesom r&b-sangerinden Karen hjælper popproducerduoen Svenstrup & Vendelboe på singlen ’I nat’.
Holdningsskifte
Den tendens hilser den jyske dj og producer Kato velkommen – holdningsskiftet har nemlig gjort det nemmere for ham at få fat i spændende samarbejdspartnere:
»Der er virkelig sket noget med dancegenren de seneste år. Da jeg begyndte at arbejde med mit album i 2009, var der rigtig mange af dem, jeg gerne ville arbejde sammen med, som ikke turde være med, fordi de var bange for, at det, jeg laver, lå for langt fra det, de laver«.
»I dag er det helt anderledes. Nu er det dem, som kommer og spørger mig, om vi ikke nok skal lave noget sammen«.
Fuldvoksen genre
Siden Kato i marts sidste år udgav debuten ’Discolized’, har han solgt 100.000 singler, og hans seneste udspil, nummeret ’Sjus’, hvor han får hjælp fra sangerinderne Ida Corr og Camille Jones samt rapperen Johnson, er netop strøget direkte ind på den danske singlehitlistes førsteplads efter blot en uge i handlen.
Publikum såvel som pladeselskaber spår ham til at blive den kommercielle klubmusiks næste lysende stjerne.
På Katos pladeselskab, Disco:wax Records, er de enige i, at dance de seneste år har udviklet sig fra forbudte trin til en fuldvoksen genre i sig selv.
Ny holdning til dance
»I dag er det helt o.k. at lytte til dance«, siger Morten Vilhelm, der sammen med Keld Lybecker ejer pladeselskabet Disco:wax Records, som det seneste år har samarbejdet med giganten Sony.
’The market leader of club music in the Northern Territory’, som Disco:wax kalder sig, udgiver ud over Kato blandt andre Morten Breum og Camille Jones og blev i 1999 til som en reaktion på en klubscene, der, med Morten Vilhelms ord, lavede minimaltechno, som henvendte sig til hjernen. Ikke til maven.
»Da vi startede, var man begyndt at tale om, at den kommercielle klubmusik ville begynde at røre på sig igen. Siden er det bare gået opad. Og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen stagnerer lige med det samme«, siger han.
Opgør med banddemokrati
Og den tur opad mod stjernerne vil Martin Bøge Pedersen fra Electric Lady Lab altså med på. Han slog igennem som den ene halvdel af duoen The Loft i 2004. Med hitsinglen ’City of Dreams’, samplet med Kim Larsens ’Midt om natten’, var pophimlen for alvor ved at åbne sig.
Men han blev snart træt af altid at skulle føje banddemokratiet og begyndte så småt at pusle med nye, mere danseorienterede ideer hjemme i studiet.
»Jeg bryder mig ikke om at stå forrest, så jeg skulle have en frontfigur. Og det kunne ikke være andre end Stine«.
5.500 gange Stine
Stine Hjelm Jacobsen kendte han fra gymnasietiden hjemme i Køge. Siden dengang havde hun blandt andet forsøgt sig som indiestjerne i forgrunden for powerpopbandet NU. I 2003 blev de lanceret som et af de store nye håb i England. Men bag scenen fungerede samarbejdet mindre godt.
»Så det var en åbenbaring for mig at begynde at arbejde sammen med Martin. Bare det der med, at man kan stå og synge noget og resten af holdet så klapper bagefter – det var jeg bestemt ikke vant til«.
LÆS OGSÅ Provinsen gafler københavnske djs
»I NU har jeg været ude for, at de andre stod op om natten og kørte alt det, jeg havde indsunget, igennem autotunes, så jeg nærmest ikke kunne genkende min egen stemme næste morgen«.
Martin Bøge Pedersen skriver sangene og skruer på knapperne. Stine Hjelm Jacobsen står i forgrunden. Det er hende, der udtænker gruppens visuelle fokus. Hende, der bestemmer, hvad de skal have på. Og hende, der poserede for modefotografen Isak Hoffmeyer, da han tog med gruppen til New York for at lave video til ’You & Me’.
Videoen består af imponerende 5.500 stillbilleder af især Stine, der bevæger sig rundt i nattens New York mellem subwaytog, gule taxaer og storbyskyline. Det her er uden tvivl en duo, som vil andet og mere end at optræde på Crazy Daisy i Horsens en fredag nat lidt i lukketid.
Seriøsistet
Janteloven er i det hele taget ikke et kodeks, de nye dansevenlige pop acts lever efter.
Hvis de ikke åbenlyst satser stort på udlandet som Electric Lady Lab, putter de sig selv i forgrunden i en sådan grad, at Politikens Simon Lund i sin anmeldelse af Medinas hitalbum fra 2009, ’Velkommen til Medina’, tog kuglerammen frem og talte, at popdronningen nævnte sig selv 505 gange i løbet af de 39 minutter, pladen varede. Og det er en befrielse, mener Stine Hjelm Jacobsen.
LÆS OGSÅ
»Medina sagde på et tidspunkt, at Danmark havde manglet sådan en som hende. Det er jo meget udansk at sige sådan. Men jeg synes sgu også, at Danmark har manglet os. Og så har vi savnet noget glamour her i landet. Nogle piger, som ikke bare stiller sig op i jeans og en T-shirt, men i stedet gør noget ud af det. Der har Medina sat overliggeren ret højt«.
Pop uden dub-i-dub
Den nye seriøsitet er kendetegnende for dansk dance anno 2011, mener Morten Vilhelm.
»I 1990’erne var dancescenen meget mere projektorienteret – i den forstand at pladeselskaberne havde parret folk med hinanden til et bestemt projekt. Nu er det faktisk folk, som selv har lavet de numre, de synger«, siger han og tilføjer, at nutidens musikere også tager deres plads på scenen mere alvorligt end deres forgængere.
»Det hele var også lidt for sjov dengang. Nu har de danske dance acts smidt sarkasmen og er blevet mere seriøse. Electric Lady Lab kører måske nok en retro dancestil. Men de kunne aldrig finde på at synge ’dub-i-dub’ ind over«.
Stadig det samme
Dansk klubmusiks gudfar, Kenneth Bager, karakteriserer dog tidens dancekunstnere som traditionel eurodance – på lige fod med musikken fra 1990’erne.
»Det kan godt være, at der ikke er så megen ironi i nutidens sange. I dag har teksterne ikke det samme glimt i øjet som dengang. Medinas tekster er for eksempel lidt mere alvorlige og vedkommende end datidens tyggegummipop«.
»Men det kommer fra den samme kasse. Måske ligger det ene i den højre side af kassen og det andet i den venstre. Men det er stadig den samme kasse«.
fortsæt med at læse
