strengespil. Udover sit mangeårige musikalske virke er Johnny Madsen også en produktiv billedkunstner. På fotoet optræder Johnny Madsen i Den sorte Diamant i København.  Foto:  Peter Hove Olesen

strengespil. Udover sit mangeårige musikalske virke er Johnny Madsen også en produktiv billedkunstner. På fotoet optræder Johnny Madsen i Den sorte Diamant i København. Foto: Peter Hove Olesen

Musik

Den jyske hængerøvshippie runder skarpt hjørne

Johnny Madsen er med sine sange sikret eftermæle. I dag fylder han 60 år.

Musik

Johnny Madsen er den bedste Johnny Madsen, vi har.

I en tid, hvor særpræg enten fremelskes eller bare styles væk, står den vestjyske trubadur som så markant en anormalitet, at Dansk Folkemindesamling og Nationalmuseet burde kende deres besøgelsestid.

Hvis det da ikke var, fordi den nu 60-årige Madsen selv har sikret sig sit eftermæle med en række plader, der har været med til at give Udkantsdanmark både humor og kant.

At vi så er nogen, der af og til synes Madsen lidt for hårdkogt giver partiet som en lidt for prototypisk, hængerøvet jyde, vil han vide at afvise som udslag af lige så typisk højrøvet kjøwenhavneri.

Madsen har sikret sig sit eftermæle med en række plader, der har været med til at give Udkantsdanmark både humor og kant.



Bag det – skal vi sige – skødesløse ydre gemmer sig en livsnyder, der kender sin årgangscalvados på duften, og som på Fanø svinger sine golfkøller og efterhånden også sine malerpensler med lige stor kompetence.

Sejlede i sit eget verdenshav Johnny Madsen indledte det, han altid har vægret sig ved at kalde karrieren, på hjemegnen. Fødebyen, Thyborøn, og Lemvig. Derfra hans verden gik.



Spillemandsgruppen Rumlekvadrillen blev første stop midt i 70’erne. Tre lp’er blev til, den midterste med den sigende titel ’Grov og simpel’.

Sidst i årtiet gik han på lærerseminariet i Nr. Nissum. Tiden der har han selv beskrevet således: »Altså, jeg havde formning om mandagen fra 14 til 16, og når jeg gik hjem om eftermiddagen, sagde jeg god weekend …«

Spillemandsmusikken blev udkonkurreret af Bob Dylan og Chuck Berry, og debutalbummet, ’De tørre er de best …’, viste en sanger, der ikke red med på tidens danske poprockbølge, men sejlede i sit eget verdenshav.
Vestkystrock fik sin egen klang

Hans tredje plade gjorde sig i 1987 ikke kun bemærket ved titlen, ’Chinatown, Yellow Moon og den sorte fugl’, men fremstår stadig som hans mest originale værk.

At Tænke Sig og andre fik en del sjov ud af en af sangtitlerne: ’En sølvmåge lander ganske langsomt på Balticas flerfarvede lysstofrør og kikker opmærksomt ud mod havet’.



Pludselig fik ordet ’vestkystrock’ sin egen danske klang. Ingen friserede vokalharmonier, men sange, der fordanskede både Dylan, Hank Williams og Big Bill Broonzy.

Og som uden at lefle for det udenlandske hentede det her hjem, fordi det var bedre end »at kede sig ihjel på Shell,« som han synger i ’Meg Ryan’s aftenvals’.

Madsens gennembrud
Sammen med den kongeniale guitarist Knud Møller fortsatte Madsen konjunkturignorerende ud ad det spor.

En optræden med singlen ’En at bli’ som’ med Peter Belli, Nanna og Billy Cross ved det første danske Grammy-show i 1989 gjorde Madsen endnu mere kendt, end han var blevet året før med det ret Dire Straits-agtige album ’Udenfor sæsonen’.

Det blev Madsens gennembrud, både hos kritikerne og hos masserne.



Siden er det blevet til en halv snes plader, der har fintunet udtrykket uden at flytte på førstehåndsindtrykket. Som tekstforfatter er han billedskabende og original – hvem andre været så træt, at »jeg kunne sove på en kødkrog«?

Derimod har han som komponist sine begrænsninger, men der er noget afvæbnende og charmerende ved hans sanges ofte meget tydelige lån fra forbillederne.

F.eks. var en sang som ’Darwin er død i Danmark’ ikke blevet det samme uden Manfred Manns ’Pretty Flamingo’.

Pludselig fik ordet ’vestkystrock’ sin egen danske klang.



Sporadisk har Madsen med de ligesindede rasmus modsatter Lars Lilholt og Allan Olsen haft et tumultuarisk, men platinpopulært samarbejde omkring trioen Dalton.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Musik og billedkunst fylder lige meget

Selv om Johnny Madsen i sommer har et tæt besat turneprogram, fylder billedkunstneren af samme navn næsten mere.

Priserne på hans rødtonede, William Skotte Olsen-inspirerede malerier indikerer en efterspørgsel, som, hvis man skal tro anmelderne, ikke kun handler om kendiseffekten.

LÆS OGSÅ Johnny Madsen udstiller sine malerier

Der er udgivet bøger om både hans malerier og musik. I Anders Houmøllers ’Særling fra verdens ende’ causerer Madsen over det Danmark, han altid har forholdt sig jydeskeptisk til.

Han bruger vendinger som ’eventyrsamfund’ og taler om velfærdsdiktaturet og demonstrerer, at selv om man gør sit bedste for at ligne en overvintret, fedtet hippie, kan man godt være noget så modsatrettet som en folkelig liberalist.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden