Frækt lyser hvide ankelstrømper mellem stramme sorte bukser og et par sikkert styrede høje hæle, da Anne Dorte Michelsen målrettet går fra parkeringsautomaten til restauranten på Blegdamsvej.
I bilen på vejen fra hjemmet i Hareskoven har hun hørt musik. Man skal passe på med at holde op med at høre musik med alderen, siger hun med et citat fra kollegaen Henrik Marstal. Og så snakker hun lidt om, hvor svært det er blevet at købe musik, nu hvor pladebutikkerne lukker i flok. Skal man downloade så?
Det er meget nemmere at købe bøger. Anne Dorte Michelsen køber næsten bøger i antal, som andre bruger rugbrød. Og hun får lyttet til musik. Især køber hun på nettet, men af og til får hun udgivelser af nogle af sine kollegaer.
Faktisk har hun nok sværere ved at undlade at lægge mærke til musik, end så mange andre har. Sådan er det, når man ligesom hende har haft musikken som en væsentlig del af tilværelsen, siden man begyndte at spille klaver som barn og blev sangskriver helt ind i knoglerne. Som hendes nye album, ’Hvis du vidste’, så klart illustrerer.
Chief Pedersen
Et øjekast tilbage til de markante høje sko.
I ’Dansk rockleksikon’ står der indledningsvis om Anne Dorte Michelsen: »Hun fik tidligt prædiktatet »den lille pige i de flade sko og med de flade a’er«, men viste sig at være en skarp debattør«. Læg mærke til det sidste. Det kan være, at skoene er flade på skovture i Hareskoven, og at stemmen sommetider har virket »lidt sky og lidt bortvendt, fordi jeg nok er en lidt sky person«.
Men hun er også fremme i skoene og skarp. Jordnær og fantaserende. Tvivlende og alligevel tillidsfuld handlingskraftig – man kan sagtens have det hele i sig.
Og måske har Anne Dorte Michelsen fået mere af det med alderen. Eller også er det bare blevet tydeligere på det nye album, hvor hun har samarbejdet med produceren Chief 1, eller Lars Pedersen, som han egentlig hedder.
Anne Dorte Michelsens ordvalg hedder den normalt mere pop- eller hiphopproducerende robuste kollega fra Vanløse skiftevis Chief og Lars:
»Tydelighed og præcision betyder meget i mit arbejde, og det er noget, jeg er blevet mere opmærksom på. Lars har arbejdet meget med tydeligheden. Med at musikken skulle have noget kraft. På en måde har han påvirket albummet med sin helt egen lyd. Han har haft respekt for mig, men han har ikke været bange af sig. Det tog ham næsten to år at overbevise mig om, at vi gjorde det rigtige. Efterhånden kunne jeg høre det. Jeg kan huske, at da han havde lavet trommerne til ’Mød mig på halvvejen’, var de meget mere kantede, end jeg plejer at lave dem. Jeg er opvokset i et amerikansk rytmisk miljø på Aarhus Friskole, hvor trommerne swingede. Så jeg skulle vænne mig til Lars’ duf duf duf«.
Unødig ængstelse
Anmelderne har haft det rart med rytmerne.
Der er drysset fire hjerter og stjerner og masser af sproglig ros ud over albummet. »Stærk, sårbar og helt urørlig på samme tid«, skrev Pernille Jensen i Politiken om Anne Dorte Michelsens nye cd.
LÆS ANMELDELSE Anne Dorte Michelsen leverer smukke eksistentielle kuldegysninger
»Et lidt uventet samarbejde med producer Chief 1 har givet hendes ofte æteriske kompositioner en forankring i noget tungt rytmisk, som udgør en glimrende kontrast til hendes sikre melodier«, mente Informations Klaus Lynggaard.
Anne Dorte Michelsens ængstelse ved at finde en helt ny legekammerat var unødig. Men den var der:
»Jeg har haft en underlig frygt for, at historien forsvandt, hvis musikken blev for voldsom. Sådan har jeg haft det lige siden Tøsedrengene, hvor jeg følte, at jeg bare stod og sang foran et orkester, der brasede derudad og havde enorm succes. Ikke at det ikke var sjovt. For det var det. Men på et tidspunkt tænkte jeg, at jeg måtte have noget, der var lidt mindre. Lidt mindre publikum. Og lidt mere virkelighed«.
Det bedste siden debuten
Virkeligheden dukkede op allerede på solodebuten, ’Mellem dig og mig’, som sammen med den nye plade er hendes bedste ifølge flere anmeldere.
Imellem de to album har der været mange andre soloudgivelser. Og på et tidspunkt røg hun sammen med tre veninder fra gymnasietiden over i Venter på far, hvor ironien gjorde, at hun kunne gemme sig lidt.
»For en tid var det skønt at slippe for at være ’Anne Dorte Michelsen’. Det er da klart, at med denne her plade har det været mere utrygt. Jeg har været ved at dø af skræk 100 gange, og jeg var bange for at komme til at forråde mig selv med den musik. Men måske skal man nogle gange kunne tage lidt let på sig selv«.
For Anne Dorte Michelsen begynder og slutter arbejdet med, at en sang er skrevet, siger hun:
»Jeg er meget sangskriver, og så skal jeg finde en ny energi, når sangen skal indspilles. Der har jeg brug for en samarbejdspartner. Og Lars har været god. For som vi har snakket om: Hvis folk har lyttet til mig gennem årene, har jeg måske været den følsomme Anne Dorte, som man – uha – skulle være varsom mod, og hvor det hele kunne blive for meget sukker med sukker på ... for sødt«.
Nattens labyrint
I restauranten på Blegdamsvej er hendes ansigt sig selv.
Under et tidligere møde over en båndoptager og noget kaffe hjemme i Hareskoven var det lidt vanskeligere at få hende lukket op. Det er ikke krukkeri, at hun kalder sig »lidt sky«.
På terrassen foran det rødmalede vindbøjede gamle træhus tog det noget tid, inden tophuen blev hevet af og brillen lagt, så det piget pjuskede hår og det indimellem opmærksomt iagttagende blik kom frem.
Tidligere boede hun i Charlottenlund med sin nuværende mand, der er far til hendes to drenge. Her i Hareskoven er der lidt mindre pænt og nemmere bare at være. Med en enkelt kat, et halvt bibliotek og et helt uundværligt klaver.
Anne Dorte Michelsen har genoptaget guitarspillet efter mange år, men komponerer på klaver. Der er både tangenter, beats, strygere, trommer, guitarer og andet i hendes øvelokale derhjemme og også på ’Hvis du vidste’, som er et album, hun ikke kunne have skrevet for 20 år siden.
Bange for følelser
Vi snakker om det med, at man som ung tror, man med tiden får et overblik, begynder at kunne lægge holdbare planer og bliver i stand til at agere fornuftigt på baggrund af sine erfaringer.
»Men jo mere du ved, jo mere opdager du, at du ikke ved. På den måde bliver livet ved med at være en ugennemskuelig gåde. Så det er noget med at finde den rigtige indstilling til det. For på et tidspunkt går det op for dig, at det her er livet. Det er ikke et forspil. Det er en hård, men også en meget smuk erkendelse«.
Det er noget af det, ’Hvis du vidste’ drejer sig om. I sangene skraber hun sit sprog helt ind til der, hvor det bliver klart og nært:
»Som sangskriver er man tvunget til at være knap. Man kan ikke bare plapre det af. Hvert eneste ord har vægt, og man må kunne stole på, at når man selv kan føle det, har selv det meget enkle tyngde og dybde«.
I ’Her i vores hus’ synger hun om at rotere søvnløs i sengen i timer, hvor tankerne kører rundt i nattens labyrint. Det en indviklet følelse, men den har et enkelt melodisk og poetisk udtryk. Og en musikalsk stemning af hjernens roderi understreget af Chief 1’s musik:
»Først tænkte jeg, at sådan kan musikken da ikke være. Men det var min egen angst for følelser. Det er et paradoks, og det er da mærkeligt: at når man lever af at skrive om følelser alligevel, kan man være så bange for dem. Men det er nok derfor, jeg gør det. Tænker jeg«.
Helt virkelig
Når man er 13 og får et 10-tal i dansk, tænker man måske: ’Yes, nu kører det! Nu er fremtiden en overskuelig vej’.
Når man så kommer derover på den anden side af de 45-55, og styrken i læsebrillen vokser, kan man godt komme til at synge som Anne Dorte Michelsen gør det i ’Hjertet med’: »Men i dag er himlen så stor – jeg tvivler mere, end jeg tror«.
Der kommer så smukke dage. Uden nogen klare svar. Der er flere spørgsmål, end der svar i hendes nye sange. Og så er der en indsigt om den virkelighed, hun gerne ville tættere på allerede efter tiden i Tøsedrengene.
I en sang om et forhold, der er forsvundet for længe siden. Eller i linjer om relationer, som skulle være tætte, men ikke helt er det, fordi man ikke ser hinanden. Udtrykt gennem rammende musik og en stemme, der er klar, men indimellem har fine sprækker af tvivlende eller åbnende liv. Som det sker i ’Et højere mål’:
»Et højere mål’ og ’Mød mig på halvvejen’ er nogle af de mest markante sange på pladen for mig. Det var dem, jeg skrev først. Engang kaldte nogen mig banal, og i ’Mød mig på halvvejen’ er der en fugl, der synger i hjertet. Det er måske et banalt billede, og hvis jeg havde villet, kunne jeg have fundet på noget mere sofistikeret. Men jeg følte næsten fysisk, at det var sådan, det var: at en fugl sang i hjertet«.
En dag - når man mindst venter det
En de mest tydelige og tolkningsrummelige sange på ’Hvis du vidste’ hedder ’En dag’.
Det er albummets første sang, og hvis hun spiller den under sin igangværende turné, vil man kunne høre Anne Dorte Michelsen være mest muligt enkel og klar i mælet. Der er kun en linje i sangen, og den lyder: »en dag – når man mindst venter det«. Ikke mere. Ikke mindre. Linjen gentages nogle gange:
»Den har jeg indsunget på en maskine med tre stemmespor. Jeg er jo dum på mine egne sange. Men jeg tænkte, at den linje udtrykker en uro. Eller en forventning. En dag, når du mindst venter det, vil du måske dø eller blive gift. Eller møde en hugorm, hvad jeg faktisk gjorde i morges. For første gang i mit liv. Når man siger »en dag, når du mindst venter det«, kommer man til at tænke på så meget. Og jeg tror, at det er bedre at lade det stå sådan«.
fortsæt med at læse
