Selv om man er materielt overfrankeret og rimelig velbegavet, kan man jo godt have det svært med balancen mellem frygten og roen, tvivlen og troen og sin egen skygge og »den ufortjente lykke«, som Anne Dorte Michelsen klogt nynner på sit nye album.
Alting bliver altså ikke nødvendigvis lettere, når man er fyldt 40, ikke længere skal være fødende og godt kan fornemme risikoen ved at lade også den næste lørdagsudflugt gå til Harald Nyborg. Eller El-giganten.
Det fantastiske ved Anne Dorte Michelsens nye sange er, at hun skriver og synger helt nøgent og sårbart om alt det og meget mere uden at miste balancen mellem det trivielle og det poetiske. Det er første gang i seks år, hun udgiver et album udelukkende med egne, nye kompositioner. ’Hvor var det nu vi var?’ er titlen på en samling sange, der ikke har meget tilfælles med hverken det satiriske kvindeprojekt ’Venter på Far’ eller det retrodyrkede ungdomsorkester Tøsedrengene, som hun var en del af i 80’erne.
Moden, klangfuld sødme
’Hvor var det nu vi var?’ viser den tredje side af Anne Dorte Michelsens talent. Det ærlige og rørende. Stemmens spænd fra klangfuld sødme til flosset tvivl er ikke ændret meget, siden hun debuterede som visepopsolist i 1985 med ’Mellem dig og mig’. Men musikalsk og sangskrivermæssigt ligger det nye, modne album nogle steder i fin forlængelse af hendes indspilninger af gamle danske sange på bl.a. ’Fred hviler over land og by’ fra 2001.
Instrumenteringen og Jan Sivertsens produktion udmærker sig næsten hele tiden ved at digte så naturligt med på sangene, at man ikke bemærker den. Musikken og stemmen er én helhed undtagen i det selvironiske titelnummer, der er udstyret med en jovial omgang countrypop for at gøre opmærksom på satiren.
Musikalsk letsind
Ellers er det livets alvor, der er på spil i de her sange. Hvilket vil sige både de gode og tunge ting. ’Uh Muse musestille’ er en blidt sunget vise om at frygte og også benægte sin egen vrede og tristesse. ’Lykkelige mandag’ handler om kunsten at gribe glæden, når lejligheden byder sig. ’Lille pige’ er noget så sjældent som en usentimentalt udført og gribende kærlighedssang til et barn.
Der er også sange, som rører og niver knap så meget. Og så er der befriende øjeblikke af musikalsk letsind som i ’Hvem si’r at jeg er færdig med dig?’, der er en rigtig god svensk visejazzsang. På dansk. Måske fremmer det forståelsen af sangene, hvis man kan genkende et og andet af sig selv i dem. Både hvad angår alder og køn. So what! Det gælder så mange ting.
fortsæt med at læse
