Da Paul Simon sidste år stod ved Ground Zero i New York ved 10-års mindedagen for terrorkatastrofens uskyldige ofre 11. september 2001 og sang ’The Sound of Silence’ med sin nøgternt lyse vokal og sin akustiske guitar, gik der et gys igennem mig og sikkert millioner af andre. Næppe nogen anden sang kunne beskrive den undertrykte rædsel og det sug af tomhed, som situationen rummede. Her blev sangen vakt til live og fik relevans. Ja, dens simple skønhed løftede sig op og blev en slags vimpel af håb. Et bevis på, hvad musik kan udtrykke, og et bevis på Paul Simons klasse som sangskriver. LÆS OGSÅPaul Simon vender med succes tilbage til 'Graceland' Et sådant aktuelt musikalsk nærvær kunne ikke mønstres i Jyske Bank Boxens store, upersonlige hal fredag aften, da Paul Simon gav et prisværdigt, men unødvendig langt show centreret om karrierens største succes, albummet ’Graceland’ fra 1986. Tilbageblik Men inden da skulle man igennem hele tolv sange, primært hentet fra Simons solokarriere i 1970’erne.
Erindringsglimt som ’Kodachrome’ og ’Me And Julio Down By The Schoolyard’. Gospelsangen ’Gone at Last’, mesterstykket ’Fifty Ways To Leave Your Lover’ og følsomt svævende sange som ’Hearts And Bones’ og ’Slip Slidin’ Away’ skræddersyet til Simons musikalske melankoli.
