legendarisk. »Arbejd hårdt, gør gode ting, hold dit navn rent og husk, at livet er hårdt. Smukt, men hårdt«, lød det fra 65-årige Patti Smith, der lagde vejen forbi Louisianas litteraturfestival i går.
Foto: PER FOLKVER

legendarisk. »Arbejd hårdt, gør gode ting, hold dit navn rent og husk, at livet er hårdt. Smukt, men hårdt«, lød det fra 65-årige Patti Smith, der lagde vejen forbi Louisianas litteraturfestival i går.

Musik

Punkrockens gudmor fik tårerne til at rulle på Louisiana

Patti Smith havde folket i sin hule hånd på litteraturfestival.

Musik

»Pattiiii«, råber publikum, da punkrockens lille gudmor i afslappede gevandter træder op på scenen.

Patti Smith kommer lige fra Norge og skal videre til Bruxelles, tror hun nok, og hun er glad for mellemlandingen i Louisianas smukke have, siger hun.

»Musik, litteratur, kunst, det hele går hånd i hånd for mig«, siger Patti Smith i mikrofonen.

Hun er dagens absolutte superstar ved litteraturfestivalen på Louisiana.

Folk har pakket sig foran den teltscene, der står 50 meter fra Øresund. Sensommerduften stiger fra den fugtige plæne og blander sig med hjemmerullede cigaretter, rødvin og kaffe.

Alt har sit eget glitrende liv. Alt i den åndelige verden er muligt. Jeg er åben. Hvis du er åben, kan alt tale til dig

Christian Lund, lederen af Louisiana Literature, står for dagens første interview med den 65-årige multikunstner.

Theresa Laye er 49 år og fra Texas. Hun er til litteraturfestival sammen med sin nære ven Søren Kragh Hansen. Der er tyve år imellem dem, men alder betyder ikke noget for de to.

Som at gå i kirke Bølgelængden er afgørende, og begge elsker Patti Smith.

Søren for hendes musik, Theresa også for hendes bøger, ikke mindst 'Just Kids', som Patti Smith vandt ’National Book Award’ med, og som handler om ungdommen i New York sammen med sjælevennen og fotografen Robert Mapplethorpe.

»At gå til koncert med hende er ligesom at gå i kirke. Hun er så dyb, så levende, så fuld af sjæl«, mener Theresa Laye.

»Hun har lige præcis noget af det hele - religiøs familie, er meget belæst, har hængt ud med de bedste musikere, er fordomsfri, tænker dybt over livet og formidler det til os i musik og litteratur. Jeg er vild med hende!«, siger hun.

JES STEIN

Patti Smith kalder nu Lenny Kaye, hendes guitarist gennem 40 år, op på scenen.

Hun antog ham i sin tid, fordi han sagde, at han kunne spille et biluheld på guitar. Det var, da Patti skulle optræde for første gang med en guitarist i St. Marks Church i East Village, New York.

De spiller en unplugged version af ’Fire of unknown origin’, netop den sang, de spillede i St. Marks, og vinden fortættes af det intense nærvær i Patti Smiths fyldige, udtryksfulde stemme.

Smil gennem blanke øjne
Der lyder hosten og snøft blandt publikum. Næser bliver pudset, og tårer tørres væk fra kinder og bag briller.

Søren Kragh Hansen meddeler Theresa Laye, at nu skal hun holde op med at græde, ellers begynder han også. De smiler gennem blanke øjne.

Patti Smith slutter interviewet med Christian Lund af med en række råd til unge kunstnere:

»Arbejd hårdt, gør gode ting, hold dit navn rent og husk, at livet er hårdt. Smukt, men hårdt. Som en rutsjebane«, lyder det fra teltscenen.

Folk myldrer indenfor på museet efter interviewet. Ved Louisianas halvtomme børneværksted står 82-årige Verner Adelkvist i kø til toilettet.

Han er medlem af Louisiana-klubben og glæder sig over de mange store amerikanske forfatternavne, der er på programmet ved årets litteraturfestival. Han har læst litteraturvidenskab på ældrehold, og hans kone er 50-årigt medlem af en bogklub; de går begge meget op i litteratur.

NICOLE KRAUSS

»Det er high class«, siger Verner om årets program og nævner udover Patti Smith forfatterne Jonathan Safran Foer og Nicole Krauss som sine favoritter.

Forhåbningsfulde fans
Nede på scenen ved havet er guitaristen Lenny Kaye og laver lydprøve. Patti Smith skal læse op, og bagefter er der hyldestperformance med tre danske forfattere.

En ung pige har sat sig på hug i græsset ved afspærringen til scenen. Hun hedder Anna Salling, og hun holder en tegning af Patti Smith under armen. Hun håber, at Patti Smith vil give sig tid til at signere den.

At gå til koncert med hende er ligesom at gå i kirke. Hun er så dyb, så levende, så fuld af sjæl

»Jeg lavede den i aftes. Jeg har i forvejen lavet fire portrætter af hende, men de andre var så små«, siger hun.

SAFRAN FOER

Hun går i 2.g på Ingrid Jespersens Gymnasieskole og vil gerne på Kunstakademiet.

»Jeg har læst ’Just Kids’ to gange, men jeg har ikke haft råd til ’Woolgathering’ endnu«, siger hun med henvisning til erindringsbogen fra 1992.

Akkompagnet af Øresund
Patti Smith læser op af ’Woolgathering’, akkompagneret af klikkende kameraer og rytmiske bølger fra Øresund.

Hun falder ind i rytmen, bruger den. Hun kan bryde i sang, uden at det på nogen måde er akavet, trække i ordene, messe, blive stille. Publikum er helt med.

»Jeg har aldrig oplevet at blive så dybt berørt af nogen«, siger en dame, der næsten lige er kommet.

»Og så på ti minutter!«.

De tre danske forfattere, Cia Rinne, Olga Ravn og Mette Moestrup går i gang med deres hyldestperformance på scenen sammen med musikeren Randi Pontoppodan.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi elsker København«
Patti Smith har sat sig blandt publikum, lige ved siden af Politikens udsendte.

Hun giver fuld opmærksomhed, og da perfomancen er færdig, rejser hun sig og klapper respektfuldt sammen med Lenny Kaye, som også har lyttet med.

»Vi elsker at være i København«, siger Lenny Kaye til politiken.dk.

»Det er noget helt særligt, for det var det første sted, vi spillede i Europa. Jeg kan stadig huske at kigge ud af vinduet på ’Daddy’s Dance Hall’ og tænke, at min guitar har bragt mig helt hertil!«.

Han gestikulerer og smiler, mens autografjægerne stimler sammen om hans slanke gråhårede skikkelse.

På spørgsmålet om, hvordan det er at være til litteraturfestival midt under en musik-turne, svarer han:

»Vi skelner slet ikke mellem musik og litteratur. For os er det det samme«, siger han.

Dans i støvregn
Lenny Kaye tager begge mine hænder og skriver 'LOVE' på et billede, jeg har med, fra da bandet var her i 1976.

Forfatteren, musikeren og Information-journalisten Klaus Lynggaard har indtaget scenen som dagens dj og spiller musik fra sidst i tresserne.

Patti Smith giver autografer blandt publikum, mens hun danser til the Doors.

Hun bruger en halv time på de glade fans, og til sidst går hun op på scenen og tager en svingom med Klaus Lynggaard, mens hun mimer teksten til Jimi Hendrix-nummeret ’Purple Haze'.

Publikum i alle aldre er på fødderne op og danser med i støvregnen.

Lynggaard smiler fra øre til øre og spiller luftguitar sammen med Patti Smith.

»Han har vist aldrig haft det bedre!«, siger damen bag mig. Hun strækker armene mod himlen og synger med.

»Alt har sit glitrende liv«
Efter dansen bliver Patti Smith interviewet af Kim Skotte fra Politiken, manden, der har udnævnt hende til ’verdens sejeste kvinde’.

Hun synger 'Vanilla Fudge' i slow-motion og får alle til at grine.

»Sådan lød det hver gang, Robert tog syre«, siger hun, da samtalen kommer ind på Patti Smiths ungdomskæreste og sjæleven, fotografen Robert Mapplethorpe.

Hun føler stadig, hun kommunikerer med ham, selv om han døde i 1989 i en alder af kun 42.

»Alt har sit eget glitrende liv. Alt i den åndelige verden er muligt. Jeg er åben. Hvis du er åben, kan alt tale til dig«, siger hun om Robert, havet, skyerne, legetøjet.

Hun fniser, afvæbnende over storheden i sine ord, men det er ikke nødvendigt. Publikum er helt med og vil gerne tro, vil gerne være åbne, vil gerne høre vinden tale.

»Patti for president«, siger en pige lidt genert til sin veninde.

Punkbøn og Guds hus

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Arrangementet ender i en minikoncert. Fire numre med Patti Smith og Lenny Kaye, hvor publikum synger med i vilden sky på sangen ’People have the power’.

Patti Smith opfordrer publikum til at huske lige præcis dét.

Hun dedikerer sangen til Pussy Riot og siger, at ingen skal bestemme, hvor og hvordan man skal bede til Gud.

»De (Pussy Riot, red.) sagde jo selv, det var en punk-bøn. Kirken er lavet af mennesker. Guds hus er verden, floderne, græsset, markerne og skyerne. Ingen skal bestemme, hvordan de piger skal bede. Det vidner om et lukket sind, og sådan opfatter jeg ikke Kristus«, siger hun.

Publikum klapper, og paraplyerne danser i takt, og Patti Smith kigger intenst på folket tæt på scenen. Med det der stærke blik, som både inspirerer til at turde alt det, man ikke tør, og intimiderer, fordi det er så forbandet svært at gøre det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce