De kyssede hinanden på munden adskillige gange, og de holdt i hånden i et væk.

Nej, de knugede hinandens hænder med flettede fingre, gjorde tenoren Charles Castronovo og sopranen Ekaterina Siurina. Og det måtte de godt, for parret er både gift og har stiftet familie, og deres første besøg sammen i Tivoli var lanceret som intet mindre end en gallaaften med »det nye par i bel canto-repertoiret«.
Fandt hinanden over 'Elskovsdrikken' Det giver mening, for den i hvert fald på overfladen kokette Ekaterina Siurina og hendes noble tenormand fandt hinanden, da de for nogle år siden mødtes på en scene i Berlin i rollerne som kæresteparret Adina og Nemorino i Donizettis opera 'Elskovsdrikken'. Smukkere bliver det nærmest ikke, og der var lige dele værdighed og følsomhed i amerikanerens stemme, da han sluttede første afdeling af koncerten af med at synge uddrag af netop denne italienske folkekomediependant til Wagners storladne tyske drama om Tristan og Isolde. Donizettis sørgmodige arie 'Una furtiva lagrima' er bel canto-fagets tenortophit, og Castronovo leverede den med fokus på vellyd og inderlighed. I 'Elskovsdrikken' er tenoren Nemorino en bondeknold, der drikkes fuld i rødvin af en kvaksalver, som bilder ham ind, at det er en elskovsdrik, han har solgt ham. LÆS OGSÅFantastisk Isolde redder køn og kedelig Wagner Men Castronovo i kjolesæt med sort vest og sløjfe var alt for fokuseret på koncertsituationen til at bimle fuld rundt på scenen. Alligevel fik parret givet både dette og andre optrin en fin skuespilmæssig dimension. Han brugte scenen i bredden, og da hun til sidst fornærmet gik sin vej, måtte han finde sig i at lunte pænt, men tydeligt frustreret efter. En hel time varede denne generøse første del af aftenen, som trods etiketten 'galla' kun havde fået meget få blandt publikum (heller ikke anmelderen, indrømmet) til at trække i stift puds. Her leverede parret det, de er berømte for, nemlig bel canto: italiensk opera af den melodisk flydende, virtuost udsmykkede art.
Kontrol og præcision Hun tog sig af det med koloraturerne, og sødmen og lyset i Ekaterina Siurinas sopran var en oplevelse. Det var også, og ikke mindst, hendes sangtekniske sikkerhed. Kontrol var et nøgleord, og mens man beundrede hendes præcise frasering og intonation i arien 'Oh, quante volte', hvor Julie i Bellinis udgave af Shakespeares 'Romeo og Julie' begræder sin skæbne, var det kun dristighed og spontant udtryk, man savnede. Castronovo leverede lange, klangligt forholdsvis lukkede og nærmest disede vokallinjer i en arie fra 'Søvngængersken'. Men derefter blev han stadig dejligere at lytte til. Kan ske, at denne 37-årige tenor, der var aftenens bedste solist, og som helt klart kommer fra den lette side af tenorfaget, er en nobel sanger med værdigheden i behold. Han blev kun bedre i løbet af en aften, hvor anden del af koncerten efter første dels italienske bel canto-ting var viet stor fransk opera.
Læsper en smule Oven på uddrag også af Donizettis 'Don Pasquale', hvor Siurina igen brillerede med sin sangteknik og intonation, og hans ufuldendte 'Il duca d'Alba', hvor Castronovos viste sin kernefaste klang frem, var tiden kommet til tyskeren Giacomo Meyerbeer og franskmændene Ambroise Thomas, Léo Delibes og Charles Gounod. Og så måtte man indrømme, at man ikke havde hørt forkert til at begynde med. Ekaterina Siurina læsper en lille smule. Hun skjulte det godt, men i arien fra Thomas' 'Mignon' var det temmelig tydeligt. Det var imidlertid hverken irriterende eller ucharmerende, og da proppen var taget af champagnen og koloraturerne sluppet løs, var det rart ikke at blive snydt for Gounods perlende 'Je veux vivre'-arie. Den, som Bianca Castafiore synger i den nye Tintinfilm.
LÆS OGSÅAmerikansk tenor henrykkede propfyldt Tivolisal Dermed sluttede aftenen med endnu et bud på 'Romeo og Julie', for arien er fra Gounods franske opera om Shakespeares berømte par. Castronovo og Siurina mødtes i 'Elskovsdrikken', og de gav noget af det allerbedste denne aften i Tivoli med uddragene fra Gounods kærlighedsopera. Han måtte frem og tage en ekstra gang bifald fra en begejstret sal efter sin 'Ah! lève-toi, solei', som han sang smukt og sikkert. Virkede ekstranumrene lige et nummer for kalkulerede og planlagte, så var de ikke mindre populære af den grund. Først et til ham, så et til hende - 'O mio babbino caro', blev det - og flere omkring anmelderen sukkede tilfredst ved genkendelsens glæde.
Så blodet sprøjtede Orkestret leverede saft og kraft under aftenens energiske svenske dirigent, Tobias Ringborg, der ikke mindst i de forskellige ouverturer og marcher undervejs skar direkte ind til kernen i musikken, så blodet sprøjtede, og så sagde bel canto-parret pænt farvel med en duet fra 'Rigoletto'. Endda to gange, for den fulde sal stod op og klappede, og dirigenten var frisk. »Okay«, replicerede den stadig lidt reserverede Charles Castronovo. Og efter masser af fingerfletteri, kys og skønsang fik vi så lige 'Addio, addio' en sidste gang.