Det eneste, man aldrig vil høre koncerten benævnt som af musikkens målgruppe, demente gamle, er naturligvis – og tragisk nok – ’uforglemmelig’. Men meningen med søndag eftermiddags optræden i Tivolis Koncertsal, arrangeret af Alzheimerforeningen og Wilhelm Hansens Musikforlag, var ikke at spejle og illustrere livsvilkårene for de demente i Knud Romers ord og Bent Sørensens musik, men at give den gave til de demente selv, at de en lille times tid kunne sidde i al selvforglemmelse og føle sig talt til og ind i af en musik, der var tilegnet såvel dem som Romers og Sørensens fædre, der begge henholdsvis led og lider af demens.
Et absurd foretagende
Det var en prægtig fornemmelse at finde sig sin plads i koncertsalen, vel vidende at der så sikkert som amen i kirken ville blive hostet højt og talt klart og uden blusel.
Så kunne man ligesom slappe bedre af. Musikken og digtene var skrevet til at tåle lidt slid. På mange måder er det et absurd foretagende at skrive partiturmusik til demente, og Bent Sørensen må have taget sig til sit kunstneriske klarsyn mange gange undervejs.
