I har lavet en plade ved at sætte en række dogmer op for jer selv. Hvorfor?
»Når man som band når til det syvende album i sin karriere, har man tre valgmuligheder. Man kan sige tak, det var det. Man kan vælge at fortsætte på autopilot. Eller man kan vælge at udfordre sig selv og gå i en helt ny retning. Tilbage i sensommeren 2011 gik jeg og funderede over, hvordan vi skulle komme videre. Om vi overhovedet skulle komme videre, eller om vi skulle sige, at det var det. Men jeg følte, at der var et album, vi endnu ikke havde lavet, og derfor fik jeg ideen om at sætte nogle begrænsninger op. Fire vægge, vi kunne arbejde inden for. Det var her, tallet 12 dukkede op. Ideen var, at vi skulle begynde 3. januar 2012 og arbejde frem til 12. december 2012. Det, der skete i det tidsrum, skulle blive til pladen, uanset om det blev godt eller skidt. Vi skulle finde frem til musikken på en ny måde, modsat sidst, hvor jeg tog op i de svenske skove med min guitar. Jeg havde lyst til at bringe de andre med ind i den proces«.
Hvilke dogmer stillede I op for jer selv?
»Vi måtte ikke bruge Juno, som er en synthesizer, vi har brugt rigtig meget. Vi måtte ikke bruge TC-klang, som er en rumklang, jeg har brugt på min guitar i årevis, den måtte heller ikke være der. Vi måtte ikke bruge glockenspiel, som vi også har brugt rigtig meget. Der måtte maks. være en guitar, dvs. vi måtte ikke lægge masser af lag af guitar oven på hinanden. Og så måtte vi maks. bruge 12 instrumenter og 12 spor per sang«.
»Det har været sundt. Og det har været svært. Kunst og demokrati kan være nogle svære størrelser at forene. Demokratisk kunst har det med at blive lidt fladt, fordi alle skal have lov at give deres mening til kende. Det har betydet, at vi har arbejdet meget i grupper denne gang. Når du sidder fire mennesker sammen og prøver at skrive en sang, der ikke engang har et skelet endnu, og allerede der begynder at diskutere hi-hat- og baslyde og så videre, dræber man hurtigt kreativiteten. Her har udfordringen for mig været at give slip nogle steder. Men jeg tror samtidig, det har været en udfordring for de andre, at jeg stadigvæk havde så stærk en holdning til, hvad jeg syntes, vi skulle. Jeg føler stadig, jeg har dirigeret processen, og det tror jeg stadig, der er nødt til at være en, der gør. Ellers kan man lige så godt lave fire soloplader, og det var aldrig meningen«.
Hvordan har det været for dig som sanger at arbejde på en anderledes måde? Har det udfordret din forfængelighed?
»Bestemt. Mange af numrene er blevet til uden hensyntagen til, hvor mit vokalregister ligger. Typisk ville jeg sidde med en guitar eller ved et klaver og en capo for at finde ud af, hvor sangen har ligget bedst for min stemme, men sådan har det absolut ikke været denne gang. På den sang, der hedder ’Milk for the Black-Hearted’, synger jeg dybere, end jeg nogensinde har sunget før. Det var en skitse, der kom fra Mads (Tunebjerg, bassist, red.) og Henke (Henrik Lindstrand, keys, red.), men i stedet for at transponere den op i et højere toneleje holdt vi den der. Det betød, at jeg fandt frem til en anden slags melodi, end jeg ellers ville have gjort. Ud fra den her skitse komponerede jeg et vers og et omkvæd, og så kom Asger (Techau, trommeslager, red.) med nogle tilføjelser til sidst, så det var en helt særlig ’band effort’«.
Kunne I holde jer inden for dogmernes rammer?
»Nej. Men det betød, at der undervejs skete det fantastiske, at musikken begyndte at tage magten fra os. Som i virkeligheden var det, jeg hele tiden havde håbet på, dogmerne ville sætte i gang. Men vi holdt os til flere af dogmerne. For eksempel det med de 12 instrumenter og de 12 spor per sang. Tidligere, for eksempel da vi lavede ’Home Dead’-ep’en i 2001, var vi oppe på over 80 spor på nogle af sangene. Men i virkeligheden kan man klare sig med utrolig lidt. Det er også derfor, vi er endt med at lave de her dogmer for os selv. For måske er det i virkeligheden noget mere minimalistisk, man har brug for. Måske er det dér, man først kommer rigtig tæt på en nerve. En sandhed. Og hvad er så sandheden, kan man spørge? Det ved jeg sgu ikke. Men jeg tror, at min egen sandhed er det at blive rørt af det, vi laver. Det, tror jeg, er et ret godt udgangspunkt«.
Du nævnte i starten, at I overvejede, om bandet overhovedet skulle fortsætte. Har tilblivelsen af den nye plade givet jer et praj om det?
»Det er svært at sige. Jeg synes stadig, jeg har mange ting, jeg gerne vil, som rækker ud over det her band. Men det er noget, som er ret fedt ved at være med i det her band. Vi behøver ikke at lave en plade mere, for vi kan sagtens finde andre ting at lave. Vi er heller ikke afhængige af, at vi skal levere et smash-hit. Eller af at vi skal ud at vinde nyt land, andet end kreativt land. Det er ikke et succeskriterium for os at sælge en masse plader. Selv om det er skønt, når det sker«.
fortsæt med at læse
