0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Reportage: Tønderfestival er gået på selvordineret fornyelseskur

Alligatoralarm og idolhysteri er nogle af fornyelseskurens bivirkninger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Katinka Hustad
Foto: Katinka Hustad

svingom. Australske Spooky Men's Chorale spillede fredag op til dans på Tønder Festival.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Folkemusik er ikke, hvad den har været. På mange måder er det jo en stor befrielse.

Men en aften som den første på årets Tønder Festival kan det nu også være forvirrende.

Mange gamle parametre for, hvad folkemusik er og betinges af, står nu for fald.

LÆS OGSÅ

Tag de to bands, der torsdag spillede på open air-scenen bag Tønder Museum.

Det ene irsk. Det andet amerikansk. Det ene hedder Flogging Molly. Det andet Tupelo.

Flogging Molly slog omkring sig med slagord om revolution, øldrikning og århundreders døde irere, men leverede selv en statisk keltisk hopsamusik med elektrisk forstærkede klicheer, der faktisk var lidt død i sværen.

Indbydende for de unge
Tupelo diverterede omvendt med en betydelig mere vital blandning af rock'n'roll, hillbilly, jazz og irsk folk. Man skulle tro, det var omvendt.

Men Flogging Molly med den agiterende dubliner Dave King i front er et amerikansk band fra Los Angeles.

Mens det americana-påvirkede band, der har navn efter Elvis Presleys fødeby i Mississippi, faktisk bebor Dublins fair city på den grønne ø.

Så kan man lære det: Ikke skue hunden på hårene i en musikkultur, hvor man dagligt dealer med, at 'plejer' er død, samtidig med at forbindelsen til musikkens historiske rødder forekommer væsentligere end nogensinde før.

For begivenheden Tønder Festival er det med håndteringen af de samme modsætningspar, arrangørerne skal finde balancepunktet for folkemusik-festivalen, der i år udspiller sig for 39. gang.

Tønder Festival indledte sidste år første fase af en fornyelses- og foryngelsesproces, der groft sagt skal gøre arrangementet mere indbydende for et yngre publikum uden samtidig et gøre større indhug i antallet af gamle stamgæster, end årenes gang i forvejen har det med.

Med ryggen til byen
Mange forandringer blev løbet i gang sidste år: For første gang foregik festivalen primært på en lukket plads, hvor kun betalende havde adgang.

For første gang afvikledes de helt store navnes koncerter på en udendørs stilladsscene.

For første gang arbejdede man bevidst med miljøet omkring festivalpladsen.

Summen af alle de initiativer er blevet en mere samlet festival, men har også gjort Tønder Festival til en begivenhed, der vender ryggen til resten af byen.

De umiddelbare konsekvenser er, ifølge festivalleder Carsten Panduro, endnu ikke lige til at omsætte i hverken kontante resultater eller kroner.

»Nu er vi jo sønderjyder. Så vi er ærlige, samtidig med at vi holder visse nøgletal for os selv«, siger han.

Nu er vi jo sønderjyder. Så vi er ærlige, samtidig med at vi holder visse nøgletal for os selv



»Men vi har i år solgt nogenlunde det samme antal armbind som sidste år allerede her fredag formiddag. Cirka halvdelen af publikum køber adgang til hele festivalen. Resten fordeler sig på endagsbilletter. Sidste år havde festivalen omkring 8.000 betalende gæster. Det ser ud, som om besøgstallet stiger lidt i år, også når vi tager de gode vejrudsigter i betragtning«.

Fokus på udsmykningen
Den mangeårige festivalleder bliver mere forbeholden over for spørgsmål om aldersfordelingen på festivalen, hvor de grå hjelme og de fornuftige vindjakker har haft det med at lægge en dæmper på festivalmassens mangfoldighed.

»Vi har ikke haft resurser til at iværksætte en undersøgelse af aldersfordelingen. Til det spørgsmål kan vi kun lufte vores fornemmelser«, siger Carsten Panduro, der med bookninger som Avett Brothers, Mads Langer, Lukas Graham og Folkeklubben er overbevist om, at han er på sporet af »det, de unge vil have«.

»Jeg synes, vi ser flere unge på pladsen. Det område, som vi for alvor har taget fat på i år, indretning, udsmykning og dekorationer, ligger også mere i tråd med det, man er vant til fra rockfestivalerne«.

»Med de genrer, Tønder Festival præsenterer, får vi hele fortælleuniverser forærende. Vi understøtter jo stemningen i musikken, når vi indretter områder med temaer hentet direkte i genrernes univers: i Lille Fanø, hvor der er sildemadder og folkedans, Little Dublin, hvor vi har skabt irsk pubmiljø og det område, vi har lagt mest energi i: Little New Orleans«, siger Panduro.

Little New Orleans
New Orleansområdet består i år af to spejltelte fra 1940'erne med cabaret og cirkusstemning.

I det store er der koncerter og bar. I det lille er Restaurant Gaiette med cajunkøkken, ledet af den legendariske rock-kok Chili-John.

I Tønders Little New Orleans finder man også en amerikansk kaffebar med pecanpier, Madame Laveaus creolerbar og klassisk amerikansk front porch, der kunne være kulisse i et Tennessee Williams-stykke.

’Beware of Alligators’ forkyndes det på et lille skilt i buskadset Little New Orleans, og det må være første gang, den form for advarsler bliver udsendt i marsken.

Fire generationer
Men Tønder Festival 2013 skriver historie på andre felter.

»Mine damer og herrer, vi har oplevet en historisk aften her på Tønder Festival i aften«, lød det ligefrem over anlægget på P4-scenen i midnatstimen mellem torsdag og fredag.



»For første gang i festivalens historie har ikke mindre end tre generationer haft en stor musikoplevelse sammen i det samme telt«, erklærede konferencier Erik Kramshøj, da han rundede bandet Hudson Taylors optræden af i P4-teltet.

Annonce