Det er 10. august, og Kira Skov har mailet et dropboxlink.
Det hedder’ Sketches for John’ og indeholder 12 sangskitser – bud på numre til en ny soloplade. Ud over mig har musikerne i Kira Skovs band adgang til den elektroniske pakke. Og den engelske producer John Parish.
Sangene er optaget på Kira Skovs bærbare computer, nogle kun med guitar og stemmer, andre også med bas og klaver, spillet af Kira Skovs mand, Nicolai Munch-Hansen.
En af dem hedder ’When We Were Gentle’. To fingre, tre strenge. To akkorder. En rundgang med en tekst, der bider sig selv i halen.
Jeg beder på en måde om adgang til det rum igen
Kira Skov
»When we were gentle, we were gentle«. Dengang vi var milde, var vi milde. Stemme og stemning er mørk, men også mild.
En længsel bliver hængende i rummet. Efter en tilstand, der var engang.
Bandet skal snart mødes i øvelokalet, hvor musikerne vil arbejde med numrene et par dage, inden de går i studiet. John Parish og Paul Corkett kommer fra England for at producere og mikse musikken.
Kolonihaven, 15. august
Hvor er Kira Skov i sit liv? Hun er ældre, voksen, lidt træt, rolig og mild.
Måske lidt for træt?
Et asymmetrisk kolonihavehus på Amager.
Her bor Kira Skov med sin familie. Der er et trekantet værelse med tøj på en stang. Et gammelt klaver, der ikke stemmer helt. Lysestager. En lysekrone over spisebordet. En sofa. En dør ud til terrassen. Mandens kontrabas. Hendes store sorte hat smidt på sofaen. Udenfor er der blomster, græs og en høj hæk. Jord, der føles blød under fødderne, hvad man i sangen får indtryk af, at den ikke er længere.
Selv mener Kira Skov, at hun befinder sig et nyt og blidere sted. Efter at være kommet ovenpå efter en kræftsygdom og en reaktion, der først ramte, da selve sygdommen var overvundet. Efter at være blevet mor.
»Jeg kan mærke, at jeg synger fra et andet sted, end jeg gjorde med mit gamle band«, siger hun.
Vi taler om hendes debut fra 2002 med ’Kira & the Kindred Spirits’, hvor hun sang ’Save Me’ med en desperation og inderlighed, der på mange måder blev fyret op med vrede. Det var dengang, hun netop var flyttet hjem efter otte år i London og USA med en voldelig kæreste.
»Jeg kan meget bedre lide det sted, jeg synger fra nu«, siger hun.
Et roligt, sårbart sted. Måske mindre gennemtænkt, mindre planlagt, hvor det kræver tillid at opholde sig. Eller erfaring.
Hendes og Nicolai Munch-Hansens søn, Morgan, vågner i barnevognen på terrassen. Hun tager ham op og tager ham på skødet. Siger, at hun føler, hun ikke har sovet, siden hun blev mor. Så vil Morgan ned. Han kravler rundt på terrassen. Følger efter en kat. Hun kalder stille.
»Nicolai. Vil du ikke gå en tur med ham?«.
Manden kommer ud. Hans sorte hår er vådt. De putter Morgan ned i barnevognen igen. Gør klar til at gå en tur.
To forældre i en kolonihave med brombærbuske. Solskin. Græs. Et snakkende barn. Blide forældrestemmer. Fødder, der kender barnevognens bremser. De lidt hurtige bevægelser, de lidt bekymrede øjne. Morgan falder til ro i vognen. Far og søn forsvinder ud gennem havelågen.
Kira Skov fortæller, at hun tager i øvelokalet om dagen i afmålte timer og er kreativ på kommando. Hun plejer at tage i sommerhus for at skrive sange, men de 12 skitser ’Sketches for John’ er lavet i øvelokalet – i ’kontortiden’.
Og nu er de sendt til John Parish, den engelske producer, kendt for sit samarbejde med PJ Harvey. Han har tidligere produceret en plade for Kira Skov, efter at hun kontaktede ham på MySpace i 2010. Han sagde ja til samarbejdet, da han hørte hendes stemme.
Den vokal, som ligger på nogle af skitserne, overvejer hun at overføre til det endelige album.
»Der kan opstå en inderlighed, som kan være svær at genskabe«, siger hun.
I samarbejdet med guitaristen Peter Peter i fællesprojektet ’Persona’, som udgav albummet ’Epiphanies of Grandeur’ sidste år, viste det sig, at de to arbejder meget forskelligt.
»Han kunne ikke rigtig forstå, hvorfor jeg ikke ville lave vokalerne om. Han indspiller selv masser af guitar og laver det om rigtig mange gange. Men jeg ville helst bruge det, der var i udgangspunktet, så da det kom til sangen, satte jeg min fod ned«, siger hun.
Tiden med Peter Peter har præget Kira Skov. Ligesom tiden med Billie Holiday og fortolkninger af en række af hendes sange på jazzpladen ’Memories of Days Gone By’ fra 2011. De nye sange har elementer fra begge, mener hun.
Dagen efter sender hun mig teksterne til sangene på mail. ’When We Were Gentle’ står som nummer 4.
»When we were gentle. The ground seemed soft beneath my feet. When we were gentle. A weightless wind I breathed with ease. Oh he knows. Oh it shows. I won’t go, if you show me in – again«. Øvelokalet, 24. august
Bandet arbejder med sangen, som bliver mere jazzet, mere kompliceret. Trommerne skal erstatte guitaren.
Usminkede ansigter. Lange mørkeblå gardiner. Fem mennesker i et stort, lyst øvelokale på Amager, som de har lejet sammen med nogle jazzmusikere, og som de fik, da de blev trætte af skod og skimmelsvamp i gulvtæppet og øldåser over det hele.
De har arbejdet med arrangementerne af sangene i to dage. Nu er de i gang med sangen ’When We Were Gentle’.
»Jeg kan ikke finde ud af, om det bliver for meget med det orgel. Det er, som om det bliver lidt for tykt«, siger Simon Toldam, som sidder bag et flygel og tre ældre keyboards stablet oven på hinanden. Alle numrene skal øves igennem, inden de går i studiet. Det er sidste dag i øvelokalet.
Foran guitaristen Oliver Hoiness står en stor samling pedaler og en keramikkop med kaffe.
»Jeg synes, det er fedt. Det skal nok bare ligge lidt lavt i mixet«, siger han.
Så starter de forfra. Kira Skov har sat sig på en stol og holder mikrofonen i hånden. Hun sætter ind oven på en lang orgeltone. Guitaren med det rytmiske fingerspil er væk.
»When we were gentle, we were gentle«. De sidste tre ord bliver gentaget og kører i ring.
Hendes bare fødder snor sig rundt om stolebenene, mens hun synger. Hendes arm danser med. Tæerne holder om mikrofonstativet. Fingrene piller ved ledningen. Hun ser rundt på de andre, der sætter ind. Sangen stiger, og stemmen tager mere fat.
»I won’t go, if you show me in«. Kira Skov rejser sig op. Den amerikanske trommeslager RJ Miller er slået over på bækkenet. Kira Skov svinger fra side til side. I den sidste del er sangen stadig blid, men stemmen bliver lysere.
Hun gentager den messende del i slutningen i det høje stemmeleje.
Der er den samme figur, guitar og klaver skal spille sammen i begyndelsen af sangen. Den er rytmisk svær, og de tager den forfra flere gange. Griner ad sig selv. Starter forfra, hvor alle er med. Stopper igen, lige da Kira Skov begynder at synge.
»I fucked up«, siger hun henvendt til trommeslageren RJ Miller. Hun kom for tidligt ind.
»Jeg følger bare dig«, siger Nicolai Munch-Hansen. De kan ikke rigtig huske, hvad de har aftalt, og diskuterer, om figuren skal være der en eller to gange.
»Prøv med bare en gang«, siger Kira Skov.
Igen spiller de forkert.
»Lad os prøve en gang til bare for at være ekstra meget til grin«, siger Oliver Hoiness. Det går i kage, og de beslutter sig for at tælle rytmen.
Så sidder den. De griner, inden de spiller det igen, famlende, men uden fejl.
»Det er smukt«, siger Kira Skov.
Temaet lyder lidt som klokkespil. Kira Skov har rød neglelak på. Orglet, som er et storskraldsfund, har en lang tone gennem næsten hele sangen.
»Er det tid til en lille smøg? Og et glas æblejuice?«, siger Oliver Hoiness bagefter. Han spiller temaet igen for sig selv.
Kira Skov åbner vinduerne, mens de andre sætter sig over i køkkenafdelingen af øvelokalet. Der er knækbrød med cherrytomater. Og en madpakke med rugbrød.
I går måtte Kira Skov efterlade bandet og hente Morgan i dagplejen. Han var blevet syg, og hun ringede rundt for at høre, om nogen kunne komme og passe ham.
»Hvis vi bare står ude i studiet, og, du ved, uret tikker, og der bliver alligevel brugt rimelig mange penge – det er jo ikke så tit, der bliver brugt den slags penge på livestudie og på at få fløjet folk ind. Jeg føler lidt et pres. Du skal kunne være til stede. Fornemmelsen af, at det kunne ske, at han lige pludselig havde det dårligt ...«, siger hun.
Så nu kommer Morgans farmor. I mellemtiden passer Nicolai Munch-Hansens bror ham.
»Det er det, jeg mener«, siger Kira Skov.
»Det er et nyt liv, vi har«. Mail fra Kira Skov
Hvordan er man ’gentle’?
»Sangen handler om en tilstand, et glimt af et tilbageblik til det sted, man befinder sig i, når man er forelsket og åben i et forhold. Den tid, hvor alle mennesker pludselig er smukkere, hvor man føler sig godt tilpas i sig selv og i verden, og man tør blotte de fine, milde og sårbare sider af sig selv. Den opstod på vej ud ad døren fra mit øvelokale. Jeg sad med en spansk guitar, og pludselig kom denne her cirkulære finurlige sag, som er sådan lidt mantra-tranceagtig i sit udgangspunkt. Jeg skyndte mig at indspille det, da jeg vidste, at jeg med garanti ville glemme det igen. Man kan sige, at jeg næsten skulle lære mig selv den lidt underlige form ved at spille den igen og igen, for selv om det kom fra mig, føltes det ikke som noget, jeg havde lavet før«.
»Jeg har nok været i den tilstand i forhold til flere mennesker på et tidspunkt. Det er ikke et sted, jeg er i stand til at være hele tiden«
»I sangen ved den, man har delt tilstanden med, at man ikke deler den mere. Jeg beder på en måde om adgang til det rum igen«. Studiet, 26. august
John Parish fornemmer, at jazzen ikke virker, og foreslår diplomatisk, at de laver to versioner af ’When We Were Gentle’.
Bandet indspiller i STC-studiet i Nordvestkvarteret. Kira Skov har ikke sin elektriske guitar med.
Hun er lige kommet, og hun har sin store sorte solhat på. Efter en kort snak beslutter Nicolai Munch-Hansen og Kira Skov, at hun tager den akustiske.
Der bliver stillet op inde i studiet. En ung fyr med plaster på næsen går rundt og retter på kabler, stiller op.
Engelske Paul Corkett sidder bag pulten. Han skal senere stå for at mikse musikken og arbejder blandt andet også sammen med Björk, Nick Cave og The Cure. John Parish går frem og tilbage mellem studiet og kontrolrummet. Det er mandag. De skal optage indtil lørdag.
Lige inden for yderdøren ligger et lille hyggerum, hvor der står mad og kaffe. Der er glasdøre ind til kontrolrummet, hvor mixeren står, og store dobbelte glasdøre ind til det store studie, hvor alle instrumenterne bliver stillet op. Endnu længere inde er et lille lukket rum, hvor vokalen skal optages.
Oliver Hoiness sidder i hyggerummet med sin computer og venter på, at teknikeren bliver færdig. Simon Toldam sætter sig ved siden af ham.
»Havde vi et job i Berlin«, spørger han.
»Ja. Det stod på en liste«, svarer Hoiness og kigger i sin bærbare computer. Dagen efter skal de spille i København.
»Det er typisk Kira«, siger han om det tæt pakkede program. Tydeligvis tilfreds.
Computeren er brændt i bunden. Den gaber som en gammel sko, og skærmen er misfarvet.
Der står et stort blankt flygel i studiet. Orgler på række og guitarer på væggen.
John Parish vil have to versioner af sangen. En kun med Kira Skov og den mere oprindelige lyd, og en med bandet, de jazzede trommer og den flydende intro uden rytme.
En meditativ guitarfigur i mol på tre strenge og Kira Skovs hæse stemme kommer ud gennem højttalerne i studiet. Hun er forsvundet ind i det bagerste lokale med en akustisk guitar, mens de laver lyd på stemmen. Det er her, sangen skal indspilles, så der ikke kommer lyd fra instrumenterne med.
Det er meget en øjebliksplade
Kira Skov
Paul Corkett skruer på den lange mixerpult og taler ind i mikrofonen til bandet på den anden side af glasvæggen. Med engelsk accent, som bandet elsker. Kira Skov mangler hovedtelefoner.
»Ge’er som’ ’eadphones«, lyder Paul Corketts venlige version til teknikeren af »get her some headphones«.
Kira Skov hiver i den dobbelte glasdør. Hun skal have fat med begge hænder og helt ned i knæ for at få den op.
Hendes guitar skal stemmes, og hun kommer ud for at hente en tuner.
Oliver Hoiness og Simon Toldam går ind. De spiller figuren, som de havde problemer med i øvelokalet. Nu er der ingen problemer. Ingen slinger.
De snakker inde i studiet. »Første gang gør vi sådan, anden gang sådan«.
Måske skulle du lukke døren, siger Nicolai Munch-Hansen til Kira Skov. Den glider i.
»Hvis alle er klar, vil jeg bare gerne høre det«, siger John Parish.
Bandet går i gang. Der er lidt nerver på. Et akkordskift kommer for tidligt. Orglet summer i baggrunden. Paul Corketts hænder ligger på pulten. De laver først versionen uden guitar, og ændringen i stemningen, fra da Kira Skov bare stod og lavede lydprøve med guitaren, er slående.
»Lyder hendes stemme underlig, nu hvor der er to mikrofoner«, spørger John Parish bagefter, så alle kan høre det i hovedtelefonerne. De har stillet en mikrofon foran den akustiske guitar, som har ændret lyden på stemmen.
John Parish beder trommeslageren RJ Miller om at begrænse det rytmiske lidt. Det giver mere plads, siger han.
»Kan vi lave en version til sådan?«.
Kira Skov og Nicolai Munch-Hansen skal lige have styr på det akkordskift, der gik galt, inden de er klar. Det er efter der, hvor hun synger »oh he knows, oh it shows«.
»Er det allerede der? Eller har vi ændret den?«, siger han.
»Det er rigtigt dér«, siger hun.
»I won’t go, if you show me in – again«, synger hun inde fra sangboksen, og lyden går klart og tydeligt igennem fra mikrofonen.
»Virkelig godt. Det begynder at ligne noget. Er I klar til at prøve igen med det samme?«, siger John Parish. Studiet, 4. september 2013
Den enkle guitar er tilbage, og trommerne er væk. Atmosfærelyde giver endnu mere luft og plads til stemme, stemning og nærvær.
Kira Skov og Paul Corkett er alene i studiet.
De er ved at mixe ’When We Were Gentle’ og har besluttet at bruge versionen med guitar, så Kira Skovs fingerspil igen går igennem hele sangen. De har fjernet de jazzede trommer, og Kira Skovs stemme har fået mere plads.
I går aftes aftalte de, at der skulle noget ’atmosfære’ på sangen. Fuglekvidder og måske noget torden. Lys og mørke. For at guide lytteren med ind i det rum, sangen handler om. De lytter til en solsort, men beslutter, at den nok er en smule for hidsig. Det passer ikke til den sarte stemning.
De griner. Prøver med nogle andre fugle. Et helt fuglekor. De duer heller ikke. Til sidst finder de en. Efter et par gennemlytninger ligger den også det rigtige sted.
Temaet bliver nu kun spillet af den sørgmodige, støvede orgellyd fra storskraldsfundet. Som en kejtet, ærlig kommentar.
Stemmen er dubbed i introen. Det vil sige, at Kira Skov synger to gange oven i hinanden. For at understrege, at det er et we – et vi.
Hun har lagt flere dybere stemmer på i midterstykket, og Nicolai Munch-Hansen synger med på appellen – »I won’t go, if you show me in again«. Der mødes de to i sangen, hvilket passer godt i forhold til teksten, mener Kira Skov.
Jeg følte det, som om skelettet var blevet pillet ud af sangen
Kira Skov
Hendes lyse stemme kommer stadig på til sidst. Den er ikke dubbed. Det insisterede John Parish på, at den ikke skulle være. Den er mere rørende på denne måde, mener han.
Der skal en mere dyster lyd på, bliver de enige om. Hvor mørket kommer ind i sangen. Hvor hun synger »oh he knows«. Paul Corkett prøver med forskellige tordenlyde.
»Det er meget fedt, når man hører den komme ind«, siger Kira Skov om en særlig mørk og rumlende torden.
»The rumble«, siger Paul Corkett. Han flytter den, så lyden kommer en lille smule tidligere. De lytter til resultatet og nikker til hinanden.
I mellemtiden er Simon Toldam kommet.
»Det lyder rigtig godt«, siger han.
»Skal der også være atmosfærelyde i slutningen af sangen«, spørger Kira Skov.
»Det kommer an på, hvilken sang der kommer bagefter«, siger Simon Toldam. Imens lytter Paul Corkett efter, om tordenvejret ligger det helt rigtige sted.
»Kira, jeg kan faktisk rigtig godt lide tordenlyden, men når vokalen kommer ind, synes jeg den skal stoppe. Jeg synes, den skal fade ud på ’I won’t go’«, siger han.
Kolonihaven, 19. september
Sangen kommer helt tilbage til udgangspunktet, og Kira Skov finder tråde tilbage til debutpladen.
Politiken vil filme en version af ’When We Were Gentle’. Bare med Kira Skov, der synger og spiller guitar i kolonihaven, for at kunne vise udviklingen.
Sangen er gået fra at være båret af Kira Skovs egen simple guitarfigur, til en jazzsvingende version med en lang, flydende og rytmeløs intro, men er endt tilbage med guitarfiguren, fuglekvidder, tordenvejr og med Nicolai Munch-Hansens stemme på det dunkle stykke i midten af sangen.
Kira Skov er vant til, at sangene udvikler sig i processen. Og har lært at være åben over for sine samarbejdspartneres input.
»Jeg synes, det er fedt, når sangen kommer hen, hvor jeg netop ikke selv kunne have tænkt. Tidligere var jeg mere stædig«, siger hun.
»Men jeg tror, John og jeg var enige om, at den måske kunne blive stærkere. Han havde hørt den mere som en slags folksang. Den blev lidt tom, når den nærmest hypnotiske guitarfigur, jeg spiller hele tiden, var væk. Jeg følte det, som om skelettet var blevet pillet ud af sangen«.
’When We Were Gentle’ bliver ikke det første nummer på pladen. Til gengæld bliver det albummets titel.
»Jeg kan godt lide sådan en type titel, der får dig til at tænke over, hvad der menes med det. Er man så ikke ’gentle’ mere? Der kommer måske også noget frem i mig på hele den her plade, som titlen kan favne. Som er mere mildt. Og har at gøre med der, hvor jeg er lige nu. At være blevet mor og et andet sted. En anden tid. Det er meget en øjebliksplade«, siger hun.
»Jeg synes egentlig, at jeg har flyttet mig ret meget. Men der er også en kerne. Det er meget sjovt, hvis du hører ’Save Me’, så har den lidt det samme ’Dudingduding’ – den er på to strenge – ’When We Were Gentle’ er på tre strenge. Det er en meget anderledes sang, men den har jo også noget, der er typisk for mig. Man kan i hvert fald godt høre, det er mig, der har lavet den«.
Hun tager gummistøvler og solhat på. I hjørnet af kolonihaveforeningen er der en grund, der er lige så tæt bevokset som en skov. Det er perfekt, mener hun.
Kira Skov stemmer sin guitar efter en tuner på sin iPhone. Hun synger sangen nøgent og alene og fløjter orgelfiguren bag sin enorme solhat. Der kommer en mand cyklende under optagelsen. Og en lastbil kører forbi på vejen udenfor. De kommer med på båndet. Det begynder at regne, og hun løber tilbage til huset med guitaren i favnen.
Øvelokalet, 21. oktober
Der er en uge, til pladen udkommer, og bandet gør klar til at spille en række koncerter.
Bandet spiller ’When We Were Gentle’ i samme version som på pladen. Uden trommer og med Kira Skov på guitar. Men nu spiller hun på elektrisk.
»Skal vi ikke prøve en gang, hvor du synger med«, siger Kira Skov til Nicolai Munch-Hansen. Han vil helst være fri.
»Kom nu, skat«. Hun smiler.
»Nogle gange er det også fedt at koncentrere sig om at spille«, siger Nicolai Munch-Hansen.
»Og det får du aldrig lov til«, joker hun.
Hun synes, det er fedt at være tilbage i øvelokalet. Tilbage til det, det egentlig handler om. Ellers er tiden op til udgivelsen præget af mere administrative opgaver som at filme en video og møde pressen.
»Vi var ude og filme i frostvejr, og jeg kom først hjem klokken halv et om natten. Dagen efter vågnede jeg med Morgan klokken kvart over fem. Og så skulle jeg ind på SAS Radisson og stå med to halvnøgne sorte damer omkring mig. Der tænkte jeg, at jeg sgu er blevet for gammel til det her game«, siger Kira Skov.
»Alle de her presseting. Det kan godt være lidt hårdt nu, hvor mit liv har en helt anden logistik. Normalt kan jeg godt komme op og køre på det, men det er, som om jeg er et andet sted i mit liv nu. Selv om det selvfølgelig er meget privilegeret, at jeg får så meget taletid. Så er jeg bare træt af min egen historie«.
Kira Skovs tid i USA med en kæreste, der var voldelig og stofmisbruger, har hun fortalt om og om igen, også nu mange år efter.
»Det kan godt være, det trækker læsere, men det er ikke det liv, jeg lever mere. Derfor kan jeg jo godt lave relevant musik alligevel«, siger hun.
Mail fra Kira Skov
Hvad er der efter gentle? Hun længes ikke på samme altfortærende måde som engang. Hun lever et andet liv.
»Når man ikke er gentle længere, bliver man indifferent. Hvor man er blevet tykhudet og ikke mærker hinanden og alle detaljerne i landskabet omkring sig. Hvor tiden løber fra én, og man gør tingene mekanisk og usanseligt.
Længslen leder til handling. Længsel er fremdrift og kan afføde en forandring. Samtidig er længsel ikke at leve i nuet. Længsel er ønsket om før og efter. Længsel er savn. Sug i hjertet. Nogen lever i evig længsel. Svælger i savnet. Længslen er tung og dyb. Man kan længes hårdt, og man kan længes blidt. Kort og længe. Jeg længes ikke mere, som jeg gjorde før«.