Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
KATINKA HUSTAD
Foto: KATINKA HUSTAD

Kæmpetalent. Han er den klassiske musik nye stjernefrø.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Finsk stjernefrø debuterer som 1. dirigent på dansk jord i aften

Santtu-Matias Rouvali griber taktstokken, når Copenhagen Phil giver koncert.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han kan ikke dirigere uden musik. Det slår Santtu-Matias Rouvali fast, da vi står i Carl Nielsen Foyeren i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Koncertsal og fotografen har rettet sin linse mod ham.

Hun vil gerne have ham til at vise, hvordan han ser ud i det øjeblik, da musikken når sit klimaks. Han er ikke helt overbevist.

»Men vil du ikke prøve? Bare et øjeblik«, spørger hun.

Santtu-Matias Rouvali lukker øjnene, bøjer hovedet og begynder at vifte lidt med armene. Men de ryger hurtigt ned langs siden igen.

Det føles ikke rigtigt. Ikke uden musik.

Forelskede sig i slagtøj En time tidligere har det 27-årige finske dirigenttalent ellers nærmest dirigeret en lille symfoni for mig i sit omklædningsrum, mens jeg interviewede ham. Uden musik.

Men med stort set samme indlevelse, som han ville have, hvis han stod på en scene. Han lagde bare ikke mærke til det selv.

For Santtu-Matias Rouvali er musikken nemlig mere end bare musik. Den er et tic. Når han venter, dirigerer han. Når han keder sig, dirigerer han. Når der opstår en pause i samtalen, dirigerer han.

Og det er måske ikke så mærkeligt. For musikken har været en del af Santtu-Matias Rouvalis liv, siden han var helt lille.

Hans forældre var begge musikere i symfoniorkesteret i den finske by Lahti, og Santtu-Matias Rouvali var ikke mere end et par år, da han første gang var med til prøverne. Først var det slagtøjet, han forelskede sig i.

»Men da jeg var teenager, blev jeg efterhånden træt af alle de pauser, man har, når man spiller slagtøj. Så jeg begyndte at bruge ventetiden på at nærlæse noderne og fandt snart ud af, at jeg havde noget at føje til andet end bare slagtøjsdelen. Så jeg opsøgte orkestrets dirigent og bad ham give mig nogle fif«, fortæller Santtu-Matias Rouvali, da vi mødes efter dagens prøve.

I dag er Santtu-Matias Rouvali et af den klassiske verdens største dirigenttalenter.

Men det er klart, at der er et hierarki i sådan et orkester, og jeg er nødt til at være chefen

Allerede som 25-årig blev han optaget i Los Angeles Philharmonics’ prestigefulde dirigentprogram Dudamel Fellows, hvor han blandt andet fik chancen for at arbejde sammen med den sydamerikanske stjernedirigent Gustavo Dudamel.

Tidligere i år blev han ansat som chefdirigent for Finlands største symfoniorkester, Tampere Philharmonics. Og i aften debuterer han som 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil ved en koncert, som blandt andet byder på Dvoraks 9. symfoni og John Adams’ violinkoncert.


Ung, afslappet, professionel
Santtu-Matias Rouvali er Copenhagen Phils nye stjerne. »Dirigentspiren fra Finland«, kalder de ham på orkestrets hjemmeside, hvor han pryder forsiden iført parkacoat og vertikale striber og med et hoved fuldt af Bob Dylan-krøller. Ingen kjole og hvidt her.

Med koncertformatet 60 Minutes, hvor det klassiske orkester blander blod med rockbands og elektroniske musikere, har Copenhagen Phil allerede gjort meget for at lægge afstand til den stereotypiske opfattelse af klassisk musik som noget gammelt og støvet. En udvikling, som den nye gæstedirigent sætter en endnu tykkere streg under.

For Santtu-Matias Rouvali ligner mere trommeslageren fra et indieband end dirigenten for et symfoniorkester. Han er ung. Han er afslappet. Men han er også professionel.

Og den kombination passer perfekt til Copenhagen Phil, fortæller orkestrets leder, Uffe Savery, da jeg ringer til ham, et par timer inden jeg skal mødes med Santtu-Matias Rouvali i Konservatoriets Koncertsal.

»I orkestret har vi en kultur, hvor vi gerne vil skabe en uformel atmosfære og samtidig spille hamrende godt. Det er ikke alle dirigenter, som passer til den stil. Men det gør Rouvali. Jeg var fuldstændig solgt, første gang jeg så ham på scenen sammen med orkestret for to år siden. Han lyste af talent, og i løbet af 15 minutter vidste både orkestret og jeg, at ham skulle vi have fat i«.

Nødt til at lede
»Der er flere unge dirigenter, end man skulle tro, i den klassiske verden«, fortæller Uffe Savery.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men det er meget sjældent, at en ung dirigent bliver chefdirigent eller 1. gæstedirigent, som Rouvali er blevet hos os. Han er usædvanlig langt fremme i forhold til sin alder. Det kan godt være, at han kun er 27 år gammel. Men når han står på scenen, har han den nødvendige autoritet. Jeg har lige set 20 minutter af hans første prøve med orkestret, og i løbet af den ganske korte tid fik han arbejdet intenst med både messingblæserne og paukerne, træblæserne og strygerne, og man kunne straks mærke, at han forventer noget af dem – og at han ved, hvad han vil have. Allerede der havde han skabt fokus og momentum. Man kunne se, at musikerne sad helt ude på kanten af stolen og tænkte: Det her er interessant«.

Selv er Santtu-Matias Rouvali ikke meget for at blive fremstillet som stjernen. For ham er musikken en holdindsats. Orkestret har brug for ham. Men han har bestemt også brug for dem.

»Musikken er noget, vi laver sammen. Det er ikke noget, jeg er ene om. Og det er vigtigt at vise orkestret, at vi alle sammen er med i det her. Men det er klart, at der er et hierarki i sådan et orkester, og jeg er nødt til at være chefen for det hele. Man kan ikke være 100 mennesker i et orkester uden en leder«.

Hvordan har du det med den rolle. Du er trods alt noget yngre end mange af dem, du skal være chef for?

»Nogle gange kan det være svært altid at skulle være helt sikker i sin sag. Som dirigent skal man vide, præcis hvad man vil have. Men jeg har aldrig været ude for, at der var nogen, som ikke tog mig seriøst. Når jeg møder et nyt orkester, kan jeg da godt se, at mange af musikerne tænker: Hvem i alverden er han, og hvad laver han her?, men når de første ti minutter er gået, og vi er kommet i gang, glemmer de altid, hvordan jeg ser ud, og hvor gammel jeg er. Så handler det om musikken«. Fyraftensøl med orkestret


Og det handler altid om musikken for Santtu-Matias Rouvali.

Mange af hans søndage tilbringer han oppe under skyerne i en flyvemaskine på vej til en ny by, hvor han skal møde et nyt orkester.

Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag øver han med musikerne. Fredag og lørdag spiller de koncert. Og så starter det hele forfra igen.

»Hvis mine bedste venner skulle beskrive mig for dig, ville de sige, at jeg er typen, som altid er på vej videre. Og det er nok meget rigtigt. Jeg er altid i gang med noget nyt. Og det er ikke altid, jeg når at spise. I dag har jeg ikke fået andet end den her kop kaffe. Ikke engang morgenmad«.



Santtu-Matias Rouvali har ganske rigtigt masser af energi. Selv på en mandag eftermiddag, hvor han netop har afsluttet sin første prøve med Copenhagen Phil inden debutkoncerten og siger, at han er træt, har han svært ved at sidde stille.

Og netop energien spiller en stor rolle, når Santtu-Matias Rouvali dirigerer.

»Før var en dirigent en, som alle skulle være bange for. Sådan en type er jeg ikke. Jeg prøver i stedet at inspirere musikerne til at spille det, jeg gerne vil have. Hvis jeg giver dem energi og entusiasme, får jeg også energi og entusiasme tilbage«.

Kan lære noget af rocken
Men det er ikke altid helt ligetil at være den, der bestemmer. For må man gå ud og drikke bajere med musikerne efter koncerten? Og respekterer musikerne én mindre, hvis man er godmodig og venlig?

»Det er vigtigt, at en dirigent er venlig, synes jeg. Og jeg går da også nogle gange ud og drikker øl med de andre efter en koncert. Men det er en balancegang, nøjagtig ligesom hvis man er chef på et kontor. Der er nødt til at være en vis distance«.

På den måde kan livet som dirigent være ensomt. Man sidder alene i flyet, man bor alene på hotellet, og man skal passe på ikke at blive alt for kammeratlig med sine musikere.

En gang imellem kan Santtu-Matias Rouvali godt savne at være lige så meget en del af fællesskabet som de andre.

Før var en dirigent en, som alle skulle være bange for



Ligesom han var, dengang han en kort overgang hamrede på trommer for et finsk rockband, der turnerede rundt på hjembyens værtshuse. Men rockmusikken savner han ikke.

»Nej, min interesse har altid ligget i den klassiske musik. For mig var rock bare for sjov. Men jeg synes, at vi i den klassiske verden skal være bedre til at bruge rockens metoder. Man kan godt bruge rockens – og også jazzens – groove i den klassiske verden. Og helt praktisk kan vi også lære noget af den måde, rockverdenen bruger for eksempel Facebook på til at distribuere sin musik. I virkeligheden er klassisk musik jo for alle. Det er ikke kun for eliten og for de ældre damer og herrer. Mange unge tror ikke, at de kan lide klassisk musik. Men de tænker ikke over, at det for det meste er klassisk musik, som ledsager deres yndlingsfilm«, siger Santtu-Matias Rouvali.

Klassisk skal tage sig selv seriøst

Copenhagen Phil er jo et orkester, der mikser den klassiske musik med rock, pop og electronica. Er det nødvendigt for at få de unge ind i koncertsalene?»Måske en gang om året. Ikke mere end det. For hvis det pludselig bliver normalt, at symfoniorkestre spiller sammen med rockorkestre, vil man til sidst ikke kunne tage den klassiske musik seriøst længere«, siger Santtu-Matias Rouvali og tilføjer: »Det er godt, at de laver den her slags koncertformater, for det gør nye mennesker interesserede i den klassiske musik. Men det bliver ikke mig, der dirigerer den slags«. En halv times tid senere står Santtu-Matias Rouvali i Carl Nielsen Foyeren. Med fotografens linse rettet mod sit ansigt. »Vil du ikke lige prøve«, spørger hun igen. Han overgiver sig. Griber dirigentstokken og hæver armene igen.







Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så begynder han at dirigere. Det ser rigtigt ud. Men det er altså ikke rigtigt, bliver han ved med at sige. Ikke uden musikken.

-------------

Rettelse: I en tidligere version stod der ved en fejl, at dirigentens forældre har spillet i 'det lettiske symfoniorkester'. Vi skrev også, at de spillede Mozarts 9. symfoni og John Adams violinsymfoni - det var Dvoraks 9. symfoni og John Adams violinkoncert.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden