Dygong er navnet på et uddødt havpattedyr i familie med søkoen og titlen på en lille københavnsk komponistgruppe, der de seneste otte år har huseret i undergrunden i grænselandet mellem kompositionsmusik og performance.

Onsdag indtog de fire komponister omkring de 30 Den Grå Hal på Christiania sammen med Copenhagen Phil som et led i årets løbende fejring af komponisternes fagforening. Og hvilken fest!

Det fører for vidt at forklare alt, hvad der foregik i den smukke hal.

Hele ti dybt originale værker i både kammerstørrelse og for orkester med hver sin skarpe identitet og hver sit overraskende musikalske og visuelle udtryk. De fleste med befriende, underspillet humor i stramme former, der sørgede for, at det ikke blev åndssvagt og ligegyldigt.

Fra yderlighed til yderlighed
For sådan kan det måske godt lyde beskrevet i ord.

Første afdeling som kammerspil fra yderlighed til yderlighed.

Fra komponisten Jeppe Just Christensen og hans hjemmebyggede stativ med kæder og bækkener, som i skøn forening med computerlyde blev hevet og flået som en skramlende fitnessmaskine, til en sanger og en pianist, der supplerede en vild sats med at bruge klaveret som slagtøjsinstrument. Spillet på med fuld kraft i et par baseballbats.

Og i midten fem klaverpræludier skrevet oven på romantiske musikbrokker, men spillet på et instrument monteret med ting og sager, så tonerne kun var et spinkelt klangskønt ekko af heftigt smukke støjlyde.

Maltrakteret forlæns og baglæns
Anden halvleg med Copenhagen Phil var om muligt endnu vildere.

Med fascinerende mærkværdigheder som Martin Staunings stykke ’Fortsat go’ weekend’, hvor orkestret mumlede tekster i nøjagtige styrker, mens sangeren Jakob Bloch sangtalte i front – bl.a. med overskriftens invitation til en guldøl.

Eller komponisten Mette Nielsen, der fra begyndelse til slutning i sit værk ’If I Had a Hammer’ slog takten som solist foran orkestret, der spillede finurlige, elegante klange som modstykke til hendes evindelige ’hammerbank’.

LÆS ANMELDELSE

Eller Christian Winther Christensen, der i sin ’Concerto for A Movie Loop’ ledte orkestret som filmet frontfigur ved flyglet med figurer fra Tjajkovskijs mest elskede klaverkoncert. Hvor den klassiske musik blev maltrakteret forlæns og baglæns og med orkestret i krydsklip af samme stof.

Kiks i tredje halvleg

Det fungerede så godt, fordi det var skarpt i både tanke og udførelse.

Ud af alt det gakkede i de klare former opstod masser af skrøbelig poesi og helt nye oplevelser til ører, øjne og hjerne. Dygong dyrker ikke ironien, men åbenhjertige, ligefremme ideer i voldsomme satsninger. Hvor der vil være langt til bunden, hvis det ikke lykkes.

LÆS OGSÅ Avantgardistisk lydkunst er stadig en spændende oplevelse

Tredje halvleg denne onsdag kiksede netop derfor. Gruppen KarAmBoLáGe leverede 20 minutter mellem improvisation og aftaler på eksotiske instrumenter i en blanding mellem elektropop, blues og syretrip.

Skørt, ja. Men også sjasket i formen, og spørgsmålet var, om de egentlig mente det?

fortsæt med at læse

Symfoniorkester indhyller København i indiemusik