Oh No Ono er et dansk indie-popband bestående af Malthe Fischer (sang, guitar), Aske Zidore (sang, guitar), Kristoffer Rom (trommer) og Nis Svoldgård (bas).I 2009 udgav de debutalbummet ’Eggs’, der blev til efter en lang og opslidende musikalsk proces, hvor coveret står tilbage som et udtryk for en af deres vildeste og urealiserede ideer. Som Malthe Fischer og Aske Zidore fortæller: Tilbage i april 2008 isolerede vi os i et hus på Møn i tre måneder for at indspille et gammeldags album. Optaget live med os alle sammen i studiet samtidig. Men allerede et par uger efter sad vi en aften og lyttede det igennem og tænkte: Det lød ikke rigtigt.
LÆS OGSÅ Dansk rockband nomineret til amerikansk Grammy
Vi talte i stedet om maksimalisme, og om hvordan vi skulle få hvert eneste instrument til at lyde som mere.
Vi ville have, at guitaren skulle lyde som ti guitarer, og hver eneste sang skulle være fuld af detaljer i stil med nogle af de grænsesøgende 1960’er-album som Pink Floyds ’The Piper at the Gates of Dawn’ eller The Beatles’ ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’. Cut-up Allerede dagen efter begyndte vi at klippe alle indspilninger op. Vi cuttede hvert eneste slag og akkord op i bitte små bidder for bagefter at sætte dem sammen igen. Lag på lag. Det musikalske univers bare voksede og blev mere og mere spændende. Men da vi forlod Møn, var alle indspilninger splittet til atomer. Det var nærmest et uoverskueligt virvar på det tidspunkt. Alligevel fortsatte vi i et studie hjemme på Vesterbro med at lægge flere lag på. Nogle af sangene har op mod 400 spor. Det vil sige ét til guitaren, ét til sangen, ét til lyden af en fugleflok, der letter. Og så lige 397 spor til. Der var ikke ét instrument, der lød som den oprindelige indspilning. Strygerne blev indspillet flere gange, før vi klippede dem op og dubbede dem med computerstrygere og synthesizere og afspillede dem på bånd og vendte det hele om igen. Det skulle ende som en unik lyd, og ikke bare lyde som en fesen cello. Det skulle være extreme. Mange af dem, der sidenhen indspillede et spor til en sang, strygerne eller et kor optaget i et kirkerum, fik bare et click at gå efter. De vidste ikke, hvad de spillede til, for vi havde stadig det hele splittet op i kaotisk mange stykker. Der var vist ikke rigtig andre end os selv, der fattede, hvor det skulle hen. Interaktivt album I flere måneder sad vi og redigerede i døgndrift. Vi skiftedes til at arbejde om dagen og om natten, hvor vi overlappede nogle timer. Det var dybt disciplineret, men også mere som et arbejdskollektiv end som et rockband. Efter vores oprindelige indspilninger på Møn spillede vi faktisk ikke musik sammen i over et år, selv om vi var sammen uafbrudt.
