Booklet. Billeder af bløddyrs tentakler, dyrepels, tøj, insekter og kropsdele fra pornomagasiner løber gennem to 20-siders hæfter i Oh No Onos Grammy-nominerede cover.  Foto fra coveret

Booklet. Billeder af bløddyrs tentakler, dyrepels, tøj, insekter og kropsdele fra pornomagasiner løber gennem to 20-siders hæfter i Oh No Onos Grammy-nominerede cover. Foto fra coveret

Musik

Bandet gik i opløsning. Men coveret blev skidegodt

Oh No Ono er indstillet til en Grammy for coveret til albummet 'Eggs'.

Musik

Oh No Ono er et dansk indie-popband bestående af Malthe Fischer (sang, guitar), Aske Zidore (sang, guitar), Kristoffer Rom (trommer) og Nis Svoldgård (bas).

I 2009 udgav de debutalbummet ’Eggs’, der blev til efter en lang og opslidende musikalsk proces, hvor coveret står tilbage som et udtryk for en af deres vildeste og urealiserede ideer. Som Malthe Fischer og Aske Zidore fortæller:

Tilbage i april 2008 isolerede vi os i et hus på Møn i tre måneder for at indspille et gammeldags album. Optaget live med os alle sammen i studiet samtidig.

Men allerede et par uger efter sad vi en aften og lyttede det igennem og tænkte: Det lød ikke rigtigt.

LÆS OGSÅ Vi talte i stedet om maksimalisme, og om hvordan vi skulle få hvert eneste instrument til at lyde som mere.

Vi ville have, at guitaren skulle lyde som ti guitarer, og hver eneste sang skulle være fuld af detaljer i stil med nogle af de grænsesøgende 1960’er-album som Pink Floyds ’The Piper at the Gates of Dawn’ eller The Beatles’ ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’.

Cut-up
Allerede dagen efter begyndte vi at klippe alle indspilninger op. Vi cuttede hvert eneste slag og akkord op i bitte små bidder for bagefter at sætte dem sammen igen. Lag på lag. Det musikalske univers bare voksede og blev mere og mere spændende. Men da vi forlod Møn, var alle indspilninger splittet til atomer. Det var nærmest et uoverskueligt virvar på det tidspunkt.

Alligevel fortsatte vi i et studie hjemme på Vesterbro med at lægge flere lag på. Nogle af sangene har op mod 400 spor. Det vil sige ét til guitaren, ét til sangen, ét til lyden af en fugleflok, der letter. Og så lige 397 spor til.

Der var ikke ét instrument, der lød som den oprindelige indspilning. Strygerne blev indspillet flere gange, før vi klippede dem op og dubbede dem med computerstrygere og synthesizere og afspillede dem på bånd og vendte det hele om igen. Det skulle ende som en unik lyd, og ikke bare lyde som en fesen cello. Det skulle være extreme.

Mange af dem, der sidenhen indspillede et spor til en sang, strygerne eller et kor optaget i et kirkerum, fik bare et click at gå efter. De vidste ikke, hvad de spillede til, for vi havde stadig det hele splittet op i kaotisk mange stykker. Der var vist ikke rigtig andre end os selv, der fattede, hvor det skulle hen.

Interaktivt album
I flere måneder sad vi og redigerede i døgndrift. Vi skiftedes til at arbejde om dagen og om natten, hvor vi overlappede nogle timer. Det var dybt disciplineret, men også mere som et arbejdskollektiv end som et rockband. Efter vores oprindelige indspilninger på Møn spillede vi faktisk ikke musik sammen i over et år, selv om vi var sammen uafbrudt.

Familie og venner blev helt afskåret. Vi holdt godt nok juleaften i 2008, men allerede nytårsaften sad vi igen og mixede videre på albummet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



I takt med at sangene voksede mellem hænderne på os, fik vi flere og vildere ideer. På et tidspunkt besluttede vi os for, at det slet ikke skulle udgives som et normalt album på cd eller vinyl.

Det skulle være et interaktivt album, fuld af variabler, der gjorde hver afspilning unik. Når du hørte en bestemt sang på din computer, ville den aldrig være den samme to gange i træk.

Ingen færdig form
Vi fik en programmør til at udarbejde et program, der kunne sørge for ændringerne fra afspilning til afspilning.

Sådan at hvis du nu sad derhjemme en fredag og hørte en sang, så ville computeren sørge for, at det sangspor, hvor vi synger friday, blev afspillet. Havde det været onsdag, ville computeren vælge en version, hvor vi synger wednesday. Vi havde syv forskellige tekster, der kunne ændre sig med ugedagene.

Vi ville undgå, at der var en færdig og fast form for albummet. Og det var derfor, vi lavede coveret på den her måde, hvor man kan bladre rundt i det og få det til at danne et utal af forskellige billeder.

Til sidst opgav programmøren. Eller også gav vi op. Det var problematisk at få de mange spor til at gå op med computerprogrammet, og vi måtte erkende, at der var en del lydmæssige kompromiser, vi ikke kunne indgå.

Lavet i hånden
På mange måder gik der noget tabt lige der, da vi holdt op med at tænke stort. Ikke sådan musikalsk, men kunstnerisk. Men vi holdt fast i ideen om en interaktiv indpakning af albummet.

Vi gik på biblioteket i Krystalgade og fandt en engelsk børnebog, der var delt op på hver enkelt side, så man kunne få den til at danne forskellige tegninger. Det konkretiserede vores idé.

Derefter tog vi fat i Malene Mathiasson, som er en af vores venner. Hun er en dansk kunstner, der laver nogle ret vilde kollager. Vi spillede vores sange for hende og fortalte, hvad de betød. Om de foregik under vand eller havde stemning som et snelandskab.

De endelige kollager var så hendes version af vores sange, tekster og stemninger. Hun har imponerende nok lavet dem i hånden. Ved at klippe i pornoblade, dyrebøger, tegnet med kuglepen og sprayet små skygger ind. Og fået det hele til at passe – uden Photoshop.

Pause

I ni måneder var vi i gang med det her album. Vores trommeslager, Kristoffer Rom, havde flere indspilningspauser, når trommesporene var indspillet, og ivrigt kastede han sig ud i at lære computerprogrammet Adobe Illustrator at kende. Med forbillede i designet til de olympiske lege i Mexico 1968 lavede han de grafiske strukturer på selve cd’en. Det yderste cover er vores eget værk. Aske startede med de hvide, udstansede cirkler, og så skrev Malthe Oh No Ono ind mellem cirklerne. Og til sidst kom vi på, at det var æg, og så fik albummet sin titel, ’Eggs’. Det var, kort før albummet skulle udgives, at vi fandt på navnet. Det kom fra den grafiske udformning. LÆS OGSÅ Bagefter var vi nødt til at tage på turné. Men ingen havde skænket tiden ’efter albummet’ en tanke. Det var et hårdt møde med virkeligheden. Vi havde i næsten et år bevæget os rundt i en helt anden verden af vild kreativitet og uhæmmede visioner, og så skulle man pludselig stå der på et lille spillested i provinsen og følge computeren afspille de mange lag, vi ikke selv kunne spille. Foran 25 mennesker. Selv om vi både har turneret to gange i USA og flere gange i Europa, har vores keyboardspiller forladt bandet, og vi har meldt ud, at Oh No Ono holder en pause. Og vi spiller ikke sange fra albummet igen lige foreløbig.







Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden