Britiske Jason Pierce har aldrig lagt skjul på, at hans musik var tæt forbundet med at tage stoffer. Det gør man dog ikke et halvt liv uden at få en regning, og da 46-årige Pierce for to år siden fik tjekket sin lever, var den kronisk ødelagt og nærmest ude af funktion.
Musik og stoffer I stedet for traditionel behandling tog Pierce imod et tilbud om forsøg med ny medicin. Selvfølgelig gjorde han det, og som så mange gange før blev stofferne anledning til at skabe endnu et Spiritualized-album, der dermed lever op til hans gamle bonmot: »Taking drugs to make music to take drugs to«. LÆS OGSÅSmertelindring på falderebet Men forskellen var ikke kun, at stofferne nu var ordineret. I og med at Pierce var bundet til sit hjem i over et år og nu livsafhængig af medicinen, fik hans musik en anden dimension, mens han komponerede og skrev sine personligt lamenterede tekster. Og det er musikken - og ikke stofferne - han ender med at overgive sig til. Brød tyngdekraften Jason Pierce indledte sin musikalske odyssé under navnet Spiritualized efter flere års træning som musikkosmonaut i Spaceman 3. I 1992 satte han fra, brød tyngdekraften og svævede med skiftende bandbesætninger af sted til tonerne af panoramisk drømmerock. Det gør han stadig 20 år senere på Spiritualized-album nummer 7. Svæver. Forbi planeter med syv måner, røde tvillingesole og fjerne galakser af stjernedis, man lettere kan forestille sig, hvis man lytter til Spiritualized med lukkede øjne. På den led er intet forandret. Gigantiske bobler af ekstase Det befriende svæv gennem kompositionerne er Spiritualized vintage. Men ingen er stadig så hypnotiserende gode til at finde balance mellem personlig nærhed og pompøs vælde, mellem indadvendte rockbrokker og symfoniske syner. Han har vundet ry som indædt minimalist. Men i grunden er det gigantiske bobler af ekstase, han bygger op, der, uden for Hubble-teleskopets synsfelt. Godt nok med enkle midler og bløde linjer af repetition. Men småt er det ikke. Intenst og patetisk Det er storladent, når Spiritualized på den larmende 'Hey Jane' lader gentagelsen af en enkelt, stampende guitarsløjfe og et tyndt lag støj hugge sig gennem asfaltsporene fra Velvet Underground. Det er intenst og patetisk (i en grad, man kun kan - og gerne må - være, hvis man hænger i tovene), når Pierce på den dæmpede 'Life is a Problem' i det store orkesterudtræk af strygere beder Jesus om frelse på sin kurs mod helvede. LÆS OGSÅRufus vender smukt tilbage til rampelyset I samme højere luftlag af orkestral pomp og pragt roder Pierce rundt med kærlighedens algebra i 'Too Late', hvor det hele er for sent, når han på godt og ondt allerede har lært, at »Love lights the flame when there's hearts it can burn«.
Bekendelsessange fungerer godt Trods Pierces inderlige aflevering bliver det lige banalt nok på 'Freedom', hvor han med hæs stemme messer, at friheden er din, »if you want it«. Men generelt fungerer Pierces bekendelsessange godt. Især med den alvorlige vaklen midt i livet, der sidder i hans stemme og når sit klimaks med skødesløse tamburiner, en væg af guitarstøj og englekor på 'So Long You Pretty Things'. Ud over Phil Spector og Beach Boys har Pierce igen Jesus og Herren med på rumfarten her. Ud i tomheden, hvor sjælen er fanget på mellemhånd og ikke ved, om den skal give op eller bede om hjælp. Jesus er ikke kirkens version for en som Jason Pierce, men et symbol på den spiritualitet, der altid er strømmet gennem rock'n'roll og har sat sig i bandnavnet. Sjælen bliver reddet af musik Et sted beder Pierce Jesus om at være en radio, »broadcasting direction where I got to go«, og som det sidste på et fornemt album synger han i en lettere euforisk udgang, at sjælen bliver reddet, ikke af Jesus, men af den musik, du kan høre i radioen, af alt det, »rock and roll can bring you«. Det er essensen af den gospel, det her album også er. Og som en smuk himmelflugt gennem mørket bekræfter det selv den sandhed. FACEBOOK