Loppen er Københavns mest intime spillested.
Publikum slutter en tæt ring om den 30 cm høje scene, og står man forrest under det lave bjælkeloft, læner man sig nærmest ind over musikerne og kan følge sveddråben trille ned ad tindingen, mens de suger koncentration fra hele rummet til sig.
Selv når man står bagest i den varmt pakkede publikumsklump, er man helt tæt på.
LÆS OGSÅ
Derfor var Loppen det helt rigtige sted at opleve Low sent torsdag aften. Den tyste trio fra Duluth, Minnesota kræver tyve år og ti album inde i karrieren et nærvær som nærmest ingen andre bands i dag.
Og gennem midnatstimen holdt de amerikanske ærkeminimalister et udsolgt Loppen i et granitgreb af melankoli af bibelske dimensioner. Ikke en tilfældig metafor, når det kommer til mormon-ægteparret, guitaristen Alan Sparhawk og trommeslageren Mimi Parker, samt bassisten Steve Garrington.
Vand blev til vin under ’Holy Ghost’, og »the Destroying Angel« kom forbi os på ’Clarence White’, mens publikum gav sig hen til den rugende musik, hvor Sparhawks guitar kan bryde ud i en lavine af støj, hvad øjeblik det skal være, og den spinkle Garrington spillede sin elbas med en skovhuggers fingerkraft.
Her var ingen viftende mobiltelefoner. Et sted sank en mand med lukkede øjne og let virrende hoved ned i de tunge akkorder, et andet sted kastede en kvinde håret frem for hvert slag, Parker lagde på lilletrommen. Det var en af dén slags intense koncerter, man næsten kun kan opleve på lige præcis Loppen.
Faldskærm for alle i frit fald
Sidst jeg var til en koncert med nedtælling på storskærm, var til Skrillex i Forum. Dengang udløste det et lysbombardement og øreafskrællende basdrøn.
Torsdag aften var storskærmen et hvidt lagen på bagvæggen, og da tiden løb ud, sneg en stille guitarakkord sig ud af højtalerne og trak et dæmpet trommeslag med sig.
Før Sparhawk med sin skælvende lyse stemme sang den underfundigt morsomme ’Plastic cup’, om plastikkruset, der i dag bliver brugt til urinprøver og måske i fremtiden vil blive antaget for et kongeligt bæger.
Low brager mere igennem end Skrillex på den store skala, bare på deres egen tilbageholdte måde.
Sangen om plastikkruset åbner også det aktuelle album, ’The Invisble Way’, der prægede natkoncerten. Ikke kun med sangene, der spændte fra den gadedrengehoppende ’On My Own’ over den hjerteskærende ’Just Make It Stop’ til en insisterende version af ’So Blue’, men også tematisk.
Ældre sange som ’Monkey’, ’Canada’ og åbningssangen fra deres første album, ’Words’, var afstemt med ’The Invisible Way’, hvor selvmordsdrifter og sprogets utilstrækkelighed på bunden af en depression går igen.
På bagtæppet flimrede film med amerikanske fortællinger forbi i sort-hvide billeder af gamle dobbeltdækkere med vovehalse på vingerne, optagelser med de første faldskærmsudspringere og et farvegrynet roadtrip ud over prærien optaget med super 8-kamera.
Billeder fulde af tab og længsel, men torsdag aften var det Lows nærmest lammende smukke sange, der var en faldskærm for alle i frit fald.
Den lille forskel
Aftenen havde færre guitareksplosioner fra den eminente guitarist Sparhawk, men masser af nerve i samspillet mellem tre musikere, der aldrig bruger lange musikalske sætninger. De vælger med omhu og siger hellere tingene med den ene rette akkord end ti, der siger det samme.
De står dog ikke stille. Det går aldrig hurtigt med konsistente Low, men langsomt er de under forvandling. Der er kommet sprækker i salmestemningen, melodilinjerne står mere centralt i sangene, og tempoet behøver ikke at være slæbende.
LÆS OGSÅ Indiehelte giver sjælen en rodbehandling på gribende smukt album
På Loppen kunne man især mærke den stigende fornemmelse af countrymusik, der bor i Parkers stemme og automatisk kommer frem, når hun nu synger flere sange end tidligere.
Stemmen er klar, men ryster en anelse ved hvert trommeslag. Bare en anelse. En lille menneskelige detalje, ligesom Sparhawk, der ruller ud på ydersiden af sin venstrefod, når han koncentrerer sig om en af sine abstrakte guitarfigurer.
Den lille levende forskel, der kan gribe i os og for et forløsende øjeblik eliminere afstanden til musikken.
Den slags sjældne øjeblikke kræver et band som Low og et sted som Loppen.
fortsæt med at læse
