0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Indiehelte giver sjælen en rodbehandling på gribende smukt album

De lavmælte amerikanere i Low synger om depression og selvmord på nyt stærkt album.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Lehmann/ Arkivfoto
Foto: Martin Lehmann/ Arkivfoto

Rødt. Low gav 2011 koncert i Lille Vega i København.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Amerikanske Low er et af den slags bands, der får folk til at skælve.

Det er den effekt, deres dvælende greb om rockmusikkens enkle byggesten har på nogle af os. Det kan vare et flygtigt øjeblik eller blive hængende i kødet, længe efter at den sidste smukke harmoni og skrabede guitarlyd er klinget færdig.

Og efterskælvet fra ’The Invisible Way’ hører til i den høje ende af richterskalaen. Når mand-og-kone-bandet fra Duluth, Minnesota, først har trukket en tæt ind til sig, er det svært at se, hvordan man skal komme videre. Eller hvorfor man dog skulle slippe en så overbevisende samling sange igen.

Stormsvimlende På deres tiende album på små tyve år banker Low igen fortvivlelsens rust af livet, som de har gjort så mange gange før.

Men i produktionen af Wilcos Jeff Tweedy fremstår Low denne gang voldsommere, smukkere og stærkere. Selv om guitaren er tilbageholdende og klaveret spartansk.

LÆS OGSÅ

Low har skåret deres karakteristisk simple sange ind til benet, og uden at ændre deres lyd radikalt har Tweedy med dybt, rungende klange skabt et rum, hvor der er højt til loftet og langt til udgangen.

Hvor de akustiske instrumenter ikke bliver sløret til af ekkoeffekter, men får lov til at give Lows lydbillede en ny dynamik – midt mellem rundgange og messende gentagelser.

De sparsomt orkestrerede sange er på en gang lavmælt hviskende og stormsvimlende som et maleri af Casper David Friedrich. Og så er de isprængt tør humor, der opløser tungsindet og fastholder jordforbindelsen.

Hvis tårer var pis
En kornet guitar slår den tøvende akustiske rytme an på åbningsnummeret ’Plastic Cup’. De spartanske trommer falder ind og guitarstøjen lægger sig som en uigennemtrængelig dis hen over bunden.

Det går ikke stærkt, for det gør det aldrig hos Low, men det bliver så smukt, at det er til at græde over, når guitaristen og sangeren Alan Sparhawks soulfulde stemme vandrer ud ad en fængende folk-melodi for at blive indhyllet i trommeslager og sangerinde Mimi Parkers lysende englekor. Som et lynnedslag i en blåsort granitsten.

Hele albummet er spændt ud mellem de to kontrastfulde stemmer, hvor Parker dominerer mere end tidligere og trækker countrymusikken frem i Lows sange.