Amerikanske Low er et af den slags bands, der får folk til at skælve.
Det er den effekt, deres dvælende greb om rockmusikkens enkle byggesten har på nogle af os. Det kan vare et flygtigt øjeblik eller blive hængende i kødet, længe efter at den sidste smukke harmoni og skrabede guitarlyd er klinget færdig.
Og efterskælvet fra ’The Invisible Way’ hører til i den høje ende af richterskalaen. Når mand-og-kone-bandet fra Duluth, Minnesota, først har trukket en tæt ind til sig, er det svært at se, hvordan man skal komme videre. Eller hvorfor man dog skulle slippe en så overbevisende samling sange igen.
Stormsvimlende
På deres tiende album på små tyve år banker Low igen fortvivlelsens rust af livet, som de har gjort så mange gange før.
Men i produktionen af Wilcos Jeff Tweedy fremstår Low denne gang voldsommere, smukkere og stærkere. Selv om guitaren er tilbageholdende og klaveret spartansk.
LÆS OGSÅ
Low har skåret deres karakteristisk simple sange ind til benet, og uden at ændre deres lyd radikalt har Tweedy med dybt, rungende klange skabt et rum, hvor der er højt til loftet og langt til udgangen.
Hvor de akustiske instrumenter ikke bliver sløret til af ekkoeffekter, men får lov til at give Lows lydbillede en ny dynamik – midt mellem rundgange og messende gentagelser.
De sparsomt orkestrerede sange er på en gang lavmælt hviskende og stormsvimlende som et maleri af Casper David Friedrich. Og så er de isprængt tør humor, der opløser tungsindet og fastholder jordforbindelsen.
Hvis tårer var pis
En kornet guitar slår den tøvende akustiske rytme an på åbningsnummeret ’Plastic Cup’. De spartanske trommer falder ind og guitarstøjen lægger sig som en uigennemtrængelig dis hen over bunden.
Det går ikke stærkt, for det gør det aldrig hos Low, men det bliver så smukt, at det er til at græde over, når guitaristen og sangeren Alan Sparhawks soulfulde stemme vandrer ud ad en fængende folk-melodi for at blive indhyllet i trommeslager og sangerinde Mimi Parkers lysende englekor. Som et lynnedslag i en blåsort granitsten.
Hele albummet er spændt ud mellem de to kontrastfulde stemmer, hvor Parker dominerer mere end tidligere og trækker countrymusikken frem i Lows sange.
Men til at begynde med er det Sparhawk, der synger om unge på stoffer, som bliver narkotestet. De pisser i en plastikkop, der sikkert er her endnu, længe efter vi er forsvundet.
Om tusind år vil koppen nok blive gravet op, og »they’ll probably wonder what the hell we used it for/ and more/ this must be the cup the king held every night/ as he cried«.
Hvis tårer var af pis. Det er comic relief stukket ud på forhånd. Så har vi noget at stå imod med på resten af albummet. Og det er der brug for på et album, der er på selvmordets rand, præget af folk fanget i depression og håbløshed:
»I see beyond the smile/ cheat and lie/ I’m not blind/ suicide, still I’ll be here tomorrow«. Lyder det countryklagende hen over klaverets torden på ’Waiting’.
Højt niveau
På det gribende flotte omdrejningspunkt for albummets kerne af melodiøs sårbarhed, ’Just Make It Stop’, synger Parker (i tostemmig harmoni med sig selv) om at hænge for enden af rebet:
»You say I’m something I’m not/ but I’m not what I seem/ get my back off the wall/ If I could just make it stop«.
Det er rystende godt og uden klynk. Skåret ind til benet i hug af katarsis.
LÆS OGSÅ
Med salmen som skabelon i mange af deres sange er det nærliggende at trække på en religiøs metaforik, når man vil indtegne essensen af Low.
Tilmed er ægteparret Parker-Sparhawk mormoner, og der er da også tekster om Helligånden, vand bliver til vin, de knæler bedende, og »the destroying angel« kommer forbi. Den fra filmen »the one with Charlton Heston«.
Som ateist har jeg dog ikke behov for billeder af dødsengle på træk, det er rigeligt at være havnet i en gudsforladt verden. Men selv uden for Bibelens luftkastel fungerer Lows sange som dulmende modsvar til det udsigtsløse perspektiv.
Der findes andre drømmevæversker i tiden, som Beach House eller The Xx, der kan slå gnister af mørket.
Men hvis sjælen skal have en seriøs rodbehandling, er det de færreste, der når på niveau med Low.
Og det er vel at mærke højt. Underspillet højt.
fortsæt med at læse
