Til oktober udkommer amerikanske Matthew E. Whites debutalbum. Igen!

Godt nok bliver den udvidet med en ep-håndfuld af fem nye sange, men der er hovedsagelig stadig bare tale det oprindelige album, ’Big Inner’.

Det er godt et år siden, at den kraftigt behårede baryton fra Richmond i Virginia første gang slap syv af sine sange løs.

Under den ordspillende titel, hvor det store indre og den sarte begyndelse præsenteres i ét groovende hug.

Det skete under beskedne forhold på Whites eget pladeselskab, Spacebomb, men ambitionerne var lige så store som lyden.

Hornblæsende gospel
Spacebomb blev skabt i 2011 med de forsvundne studietraditioner fra Motown og Stax som forbillede.

Et fysisk sted med et fast husorkester og en håndspillet signaturlyd, hvor forskellige musikere kan arbejde sammen på kryds og tværs.

Indtil videre er det kun blevet til ’Big Inner’, men hvis det er Spacebombs blueprint, tegner fremtiden lysende.

Ikke mindst for alle os, der er blevet ført væk fra hverdagens trakasseri af sange som den basboblende åbenbaring ’Big Love’ og den hornblæsende gospel ’Brazos’ med sit håndklappende klimaks »Jesus Christ is your friend/ Jesus Christ is our lord«, der kan omvende selv en forbenet ateist. For en stund!

Langsomt spredt i nettets cirkler
Med over 30 musikere løseligt tilknyttet blev albummet indspillet på bare syv (respektindgydende!) dage, men derefter faldt tempoet drastisk, og albummet begyndte et langt, sejt træk.

Noget, der faktisk passer White godt. Han har det lange lys på og arbejder med historiens store buer over sig.

Men fra Richmond spredtes det langsomt i nettets cirkler for ved årsskiftet at dukke op på et par enkelte af de obligatoriske listeopgørelser over 2012.

Undervejs samlede det noget større og stærke pladeselskab Domino Matthew E. Whites imponerende svendestykke op, og i januar i år genudsendte de ’Big Inner’. Nu også i Europa.

Det gav albummet et nyt liv af rosende anmeldelser samt et par overraskende hitlisteplaceringer. Og et foreløbigt dansk højdepunkt med koncerten under årets Roskilde Festival.

Ikke som de andre
I forhold til sine gigantiske proportioner i lyd og langsigtede ambitioner er der noget overraskende snigende ved Matthew E. Whites succes. En gigant kommer sjældent listende på den måde.

Men White er ikke som de andre. Han drømmer på en større skala og går grundigt til værks.

En stor del af sine 31 år har White brugt på at studere og lure den klassiske soul- og popmusiks arrangementer af.

Han har opsøgt gamle studiemusikere for at suge på deres erfaring, og lag på lag har han bygget sit eget greb om det musikalske håndværk op.

Her er ingen smutveje eller smarte løsninger. Heller ikke når det kommer til musikken.

Den anden udgivelse

Den fortsætter i det dybe spor på den nyeste single ’Hot Hot Hot’, hvor Whites vidtløftige miks af soul, country, gospel, pop og brasiliansk tropicália bliver trukket i en psykedelisk retning.

Ualmindelig solid og sammenhængende er Matthew E. White modstykket til døgnfluen. Og modgiften.

Med en tredje udgivelse af debutalbummet viser Matthew E. White blot, at han ikke går op i debuter og datoer, men i detaljer. Sangenes detaljer. Og de kan sagtens tåle et genhør.